Susanne forklarer, hvordan hun blev ramt af angst
Susanne Strunge (46). © Kåre Viemose

Da angsten ramte første gang: “Det hele krampede i min brystkasse”

Susanne Strunge er opdraget til at være en selvstændig kvinde, der har styr på det. Men en dag havde hun det ikke længere, og hun skulle helt ned, flere gange, før hun forstod

25. januar 2020 af Louise Thorsted

Susanne Strunge (46) er mor til Oliver på 22, Laura på 20 og Christine på 11 år. Er psykomotorisk terapeut med klinik i Aarhus.

Første gang, Susanne Strunge mærkede angsten, var en sen aften i 2004, hvor hun lå på alle fire og klikkede et gulv sammen. På det tidspunkt havde hun og hendes børn levet i husbygge- og renoveringsprojekter i otte år. For Susanne er en kvinde, der drømmer stort og meget, og som gør noget ved drømmene.

“Men lige der på gulvet kunne jeg ikke trække vejret. Det hele krampede i min brystkasse. Da det gik over, fortsatte jeg, indtil jeg et par timer senere fik en omgang mere, som var så intens, at jeg blev bange. 

Jeg kunne godt mærke, at der havde været mange udfordringer: Jeg var blevet skilt et år forinden, og min dreng på seks år var blevet født med fødder, som ikke helt virkede, og var blevet opereret.”

Katastrofetanker og depression

Til trods for advarslen fortsatte Susanne efter samme strategi – at arbejde videre i samme tempo. Og ingen kunne stoppe hende, for hendes nye sårbarhed var alt for skrøbelig at dele med andre.

“Det blev værre og værre. Hidsig hjertebanken fik selskab af meget livlige katastrofetanker, som bragte meget livagtige billeder frem, nærmest som i en film. En af de allerførste film handlede om en lastbil, der kørte ind i børnenes værelse, som lå i hushjørnet ud mod en større vej. Selv om jeg tænkte, at det ikke kom til at ske, var det meget realistisk.”

Susanne husker, at hun var fraværende, glemte ting og hurtigt blev aggressiv. Hun blev ramt af ked af det-hed, som hendes læge diagnosticerede som depression og ordinerede lykkepiller for.

Trækker du vejret?

“En dag, jeg lå på sofaen, kom min mor forbi. Hun lagde sig på knæ ved siden af mig og kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ‘Du er godt nok mærkelig!’. Jeg elsker min mor, men det var, som om hun bad mig om ikke at række ud, og det bekræftede alle min fornemmelser om at skulle klare det selv.  Jeg er opdraget til at være en selvstændig kvinde, der bare har styr på sit shit.”

Pillerne fik hende til at føle sig “kropsligt fraværende”. Efter 14 dage holdt hun op. “Heldigvis var jeg indstillet til behandling på dagafsnittet på en psykiatrisk afdeling. Det ville jeg gerne. Indtil jeg stod foran døren. 

Jeg har stadig et helt klart billede af at stå foran døren ind til Psykiatrisk dagafsnit med hånden på håndtaget og tænke: Nu ramler mit liv. Hvis jeg går ind ad den her dør, så er jeg stemplet som psykisk syg resten af mit liv.”

Men inde bag døren ventede professionelle, som lærte Susanne om, hvad angst er. Men hvis hun blev opfordret til at ændre på sine livsstrategier i øvrigt, så hørte hun det ikke. Når dagens terapi var overstået, ræsede hun hjem til ungerne, et nyt renoveringsprojekt og specialet i markedsføringsøkonomi “med 400 kilometer i timen”.

“Det er jo helt banalt, men da jeg drønede af sted og lige pludselig blev svimmel, spurgte en læge mig: ‘Trækker du vejret?’. Jeg tænkte, at han var vanvittig, men da jeg begyndte at lægge mærke til det, måtte jeg jo give ham ret. Det var en ret god øjenåbner. Lige at blive mindet om, at vejrtrækning er rimeligt central for, at vi eksisterer.”

Susanne fortæller om sin angst
© Kåre Viemose Til trods for advarslen fortsatte Susanne med at arbejde videre i samme tempo.

Hvem er jeg?

Hun flyttede og åbnede en livsstilsbutik, som knopskød med en café og restaurant. “Jeg var helt vild med det. Men så glemte jeg igen at trække vejret. Jeg blev let uvenner med mine ansatte og med min mor og skændtes mere med børnene. Og det ramte mig, som ellers føler mig ressourcestærk, hvordan jeg var i gang med at smadre min omgangskreds. Så i juni 2010 tænkte jeg: Jeg holder lige en fridag. Det var noget af det, jeg havde lært seks år tidligere.”

På den tiltrængte dag kom hjertebanken og svimmelhed farende tilbage. Susanne gik ned med stress, og hendes verden kollapsede. Hun blev sat på gaden, og det havde hun mere respekt for end for alle kroppens råb om hjælp.

“Jeg skulle åbenbart lige lære det én gang mere. Jeg tænkte: Hvad kan jeg, når jeg ikke kan det her? Hvem er jeg?”

Puste op og puste ud

I dag arbejder Susanne som psykomotorisk terapeut og instruktør i yoga og mindfulness. Hun hjælper andre med stress, angst og fysiske lidelser. Sine egne lidelser er hun også i bedre kontakt med.

“Jeg kan mærke, hvis jeg giver noget for meget tid. Jeg er arrangør af Aarhus Yogafestival, og det kræver meget i ugerne op til. Jeg kan ikke klare det hele selv, og jeg er blevet meget bedre til at bede om hjælp og anerkende den hjælp, jeg får, så andre kan blomstre i det. 

Jeg er også helt bevidst om, at det er vigtigt for mig at lave noget, hvor jeg ikke hele tiden er i det her sansende univers. Derfor har jeg også et job som kirketjener.”

Angsten er der stadig, men hun holder den nede ved nærmest bogstaveligt talt at puste sig op og puste ud.

“Mærker jeg ubehag, stopper jeg op og mærker efter, om jeg trækker vejret. Når jeg gør det, giver det mig ro til at overskue, hvilken handling jeg skal sætte ind bagefter. Det kan være at skrive færre aftaler ind i min kalender eller at tage en hel fridag.

Hvis min nat starter søvnløst ud, så ved jeg, at det eneste, der kan stoppe mig i at lave en ny katastrofefilm, er at komme ned i min krop. Det gør jeg ved skiftevis at spænde og afslappe musklerne i min krop, led for led.”

3 ting, der virker for mig

  • “At lære, at jeg skal trække vejret.”
  • “At blive bedre til at bede om hjælp og skabe små pauser.”
  • “At skabe balance mellem at præstere og bare at være ved at veksle mellem at være i hoved og krop.”

Hvad fylder din angst i dag?

“Jeg har et lidt ambivalent forhold til den. Jeg vil ikke lade angsten definere, hvem jeg er, men jeg er ydmyg over for den, fordi den er med til at fastholde mig i et fornuftigt handlingsmønster. 

At kæmpe mod angsten, når den viser sig, er et dårligt udgangspunkt. I stedet prøver jeg at finde tid til at være mig selv, husker at stille mig i solen og mærke den i mit ansigt og får en snak med mig selv om, om jeg lige kan rykke lidt rundt på nogle ting, så jeg får tid til at trække vejret.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 12. december 2019.

Seneste

Måske er du interesseret i...