Connie Nielsen
- er skuespiller og grundlægger af den humanitære organisation Human Needs Project. Sit gennembrud som skuespiller fik hun i 1997 med filmen Djævlens advokat, sit navn slog hun fast i 2000 med filmen Gladiator. Senest har hun spillet over for Kevin Costner i 3 Days to Kill, mens hun i 2004 spillede med i både Susanne Bier-filmen Brødre og Bille August-filmen Return to Sender. Brødre fik hun en Bodil for.
- er single, mor til Sebastian og Bryce. Bor med sin yngste søn på landet uden for San Francisco i USA.
18 år og på vej til Paris
Vi er på vej til Holstebro. Fotograf, assistent og journalist. Magasinet Liv har efter et års mailkorrespondance fået både interview og fotosession med Connie Nielsen.
Jeps, Connie Nielsen. Den høje, smukke dansker, der forlod Nordjylland og sin mormonske familiebaggrund som 18-årig for at blive international skuespiller.
Det var drømmen, da hun som 18-årig flyttede alene til Paris. I bagagen havde hun kun beskeden erfaring fra små roller i den lokale revy hjemme i Vendsyssel og en mindre sum penge fra en solgt symaskine. Men kontrasterne har altid kaldt i Connie Nielsens liv.
I Paris gik hun fra trange kår og en identitet blottet for seksuelle undertoner til en modelkontrakt og en mindre rolle i en stor fransk film. Rollen som model blev aldrig en, hun tog synligt på sig. Hun sværgede til noget så ufransk som cowboybukser og T-shirts og stillede sig kun sjældent til skue.
Det gør hun stadig ikke, superstjernen fra Hollywood. Hun bor der ikke engang, altså i filmbyen på USA’s vestkyst. Hun bor i sit hus på landet uden for San Francisco og er i Holstebro for at holde en tale ved den årlige CSR Award, en konference og prisuddeling for bæredygtige virksomheder. Noget, der er langt mere hot end Hollywood i Connie Nielsens verden.
Så det lægger vi ud med. Snakken om hendes rolle som humanitær iværksætter og forretningskvinde. Med sine blå gulvtæpper, hvide borde og røde kaffekander emmer Musik Teatret i Holstebro mere af konference end af kunst. Fornemmelsen af forretning forsvinder ikke, men falder i baggrunden for et øjeblik, da hun træder ind ad døren. Iført cowboybukser, en mørkeblå sweater og et bredt smil hilser hun varmt. Inden hun undskylder og griber efter mobilen. Så er vi back in business.
I rollen som iværksætter
Hvordan bygger jeg en brønd i Afrika? Connie Nielsen var oprørt, da hun smed tasken i sin entré i foråret 2010 for at gå direkte ind og google alt om, hvordan du bygger en brønd.
“Jeg var i maj 2010 i Nairobi for at skyde filmen Lost in Africa. Flere af de scener, jeg ikke spillede med i, foregik i slummen udenfor, og jeg sad derfor på sidelinjen og lyttede på historier fra filmholdet om, hvor grusomt livet i området var. Det føltes mere og mere forkert, at jeg mødte ind på settet med en masse afrikanere, og jeg anede ikke, hvad de tog hjem til efter endt arbejdsdag. Jeg vidste kun, at når de tog hjem, tog de bestemt ikke hjem til et femstjernet hotel som os andre. Jeg bad derfor vores security-folk om at tage mig med hen og besøge en kvinde, jeg arbejdede sammen med på filmen. Hun boede i slumområdet Kibera, og jeg var i chok over det, jeg så.”
Det syn, hun blev mødt med, var små lerhytter bygget på skråningen ned mod Nairobi River – en flod fyldt med giftstoffer og skrald. Her stod beboerne og vaskede tøj og drak af flodens vand, når de ikke havde råd til at købe noget rent. Eller der ikke var noget at få fat i.
“Det har ikke været godt at bo i Afrika et godt stykke tid. Derouten startede ved kolonitiden, hvor alle bare kom udefra og tog, hvad fanden de ville have, og underminerede alle -sociale og historiske strukturer. I Kibera bor der masser af mennesker, som tjener én dollar om dagen, og hvis børn derfor kun spiser én gang om dagen.
De fattigste børn går ikke engang i skole, for selv om skolen er gratis, har deres forældre ikke råd til at betale for skoleuniformen. At de kreative, intelligente og fantastiske mennesker, jeg arbejdede sammen med, gik hjem til så fattigt og usselt et hjem om aftenen, det kunne jeg ikke være med til.”
Connie Nielsen begyndte at snuse rundt i slumområdet på egen hånd og forsøgte at få svar på sine mange spørgsmål. Hvordan og hvornår var det opstået? Hvordan var det at leve der? Og hvad med børnene? Hvad var udsigterne for dem? Svarene fik hun blandt andet af ældrerådet i Kibera, som er de erfarne, ældre mennesker, du lytter til. De spurgte, om hun ville hjælpe dem med at bygge en brønd, så de kunne få lettere adgang til rent vand. Hun lovede at vende tilbage til Afrika.
Den grundige type
Når Connie Nielsen sætter sig noget for, gør hun det sjældent halvt. Hun er med egne ord den grundige type, der laver omfattende research af alt, hvad hun gribes af.
“Selv når det gælder mine børns mad, undersøger jeg en masse om, hvad der er bedst for dem at spise. Efter turen til Nairobi begyndte jeg at studere alt om brønde. Helt fra scratch. Jeg ringede også til en af de virksomheder, som kom frem i søgefeltet på Google, og de sagde: ‘Yes, honey, we can build one for you’. Til det svarede jeg kort: ‘No, I want to build one’. Og lagde røret på.”
Hun lægger hovedet tilbage og griner. Af forretningsmandens naive forsøg på at narre brøndprojektet fra hende eller hendes egen respons? Jeg hælder til det første, selv om vi lige har mødt hinanden.
Hendes søgning på brøndprojekter fortsatte til langt ud på natten. Hvad havde store organisationer som UNICEF og WHO gjort igennem årene for at skaffe rent vand i Afrika?
“Det viser sig at være ret kompliceret at drive en brønd i Afrika, og de fleste af dem over-lever ikke et år. Jeg kunne altså risikere at bruge tusindvis af dollars på at bygge en brønd, som højst sandsynligt vil gå i stykker, fordi ingen i området ville føle et ejerskab til den. Jeg var -interesseret i at lave en mere langsigtet løsning.”
Der måtte altså en mere udførlig forretningsplan til. I Excel. Et program, hun aldrig havde haft brug for at åbne tidligere, men i dag er blevet en haj til. Nu laver hun det ene strategi-oplæg efter det andet i Excel. Hun indgik også en række partnerskaber og samarbejdsaftaler. Både med mennesker lokalt for at forankre et engagement i projektet og med virksomheder og nødhjælpsarbejdere, der har erfaring med Afrika og rent vand.
“Virksomheder og nødhjælpsorganisationer har brug for hinanden, hvis der skal skabes velstand i Afrika på lang sigt. Vi kan lave lige så mange støttekampagner, vores samvittighed driver os til, men hvis vi ikke uddanner og skaber kompetencer lokalt, som kan overføres til økonomisk vækst, har vi ikke rigtig hjulpet dem. Forstår du? Virksomheder skal være igangsættere og inspirationskilder. Det er jo dem, der har færdighederne til reelt at bekæmpe fattigdom. Og med nødhjælpsarbejdernes viden om, hvordan du skaber tillid og arbejdsfordeling, kan de tilsammen skabe fremgang i Afrika.”
Basale ydelser som uddannelse, lægehjælp og medicin skal være til stede i rigelige mængder, når vi snakker et kontinent som Afrika. Og det skal være gratis. Eller som Connie Nielsen selv formulerer det:
“Der er jo ikke noget i verden, som er gratis, men uddannelse og lægehjælp, mener jeg, at de rige skal betale for, at de mindre rige altid har adgang til. Sådan skal det bare være.”
Del dine begynderfejl
Brønden og vandcentret er en realitet i dag. Oven i leveringen af vandbaserede services som drikkevand, toiletter, brusebade, vaskeri og café hjælper hendes Human Needs Project (HNP) lokalbefolkningen med at få nye erhvervsevner. Ikke lange uddannelser, men evner, der giver dem penge på lommen. På en lidt kortere bane for en gangs skyld. Vandcentret har et stort it-rum med 20 computere og high speed-internet tilknyttet. Sat op af Adobe, hvis viden om læringsprogrammer de kan trække på.
For det er noget af det, hun også kan. Bede om hjælp hos de store spillere og råbe højt, når hun har brug for hjælp eller har begået fejl.
“Det er vigtigt for mig, at der ikke er en masse hemmelighedskræmmeri omkring den proces, vi har været igennem og stadig er igennem. Folk skal kende til vores begynderfejl. Ellers tror de, vi er perfekte hos HNP, og så er der slet ikke nogen, som tør skabe noget. Du er nødt til at vise dine uperfekte sider også, hvis du vil være et forbillede for andre. Kom og se, hvordan vi prøver at få noget til at fungere her! Måske gør vi det hele forkert, men så hjælp os til at gøre det bedre. Alt for mange stiller sig frem, når de er færdige med at famle sig frem, og fortæller om, hvor perfekt det hele har været. Det lærer ingen noget af.”
Hun har aldrig været bange for rollen som nybegynder. Det kan jo ligesom kun gå fremad, når du er på det stadie, som hun siger.
“Før projektet i Afrika tog al min arbejdstid, kunne jeg beslutte mig for, at nu ville jeg gerne lære noget om kvantefysik. Så sad jeg foran skærmen og fordybede mig flere dage i træk. Selvstuderede fra morgen til aften. Den luksus har jeg ikke tid til længere, hvor jeg har en pænt lang to do-liste, jeg skal igennem hver dag.”
En liste, der holder dig vågen om natten?
“Nej, slet ikke. Mest fordi jeg har ikke så meget søvn at miste, da jeg ikke har tid til at sove for tiden.”
Hun tager en tår af sin sorte kaffe.
I rollen som kvinde 40+
Efter de fire første voksne år i Paris fulgte en årrække som tv-serie-skuespiller i Berlusconis medieland. Milano blev mere hendes by, og italienerne tog den blonde skuespiller til sig. Hun tog til gengæld deres kærlighed til familien og børnene til sig, og hun fik sin ældste søn, Sebastian, i den periode, i 1991, med en kollega fra en italiensk tv-serie.
Forholdet stoppede, da sønnen var tre år gammel, og hun flyttede et par år senere med sin fem-årige søn til New York i håbet om flere skuespillerroller i A-klassen. Det fik hun. USA blev stedet, hvor hun for alvor blev spottet. Først over for Al Pacino i Djævlens advokat (1997) og senere over for Russel Crowe i -Gladiator (2000).
Connie Nielsen elsker generelt at flytte sig. At gå fra at tænke til rent faktisk at handle. Vi kvinder kan godt have en tendens til at blive lidt for længe i den fase, hvor vi nøjes med at tænke over tingene, mener hun.
“Jeg tror, det ligger til os kvinder at have en lidt afventende holdning, og alt for mange kvinder tvivler på, om de kan få gennemført deres ideer. Til dem vil jeg bare sige: Der er kun en ting at gøre, og det er at starte. Begynd, lav det, kom i gang. Jeg vidste lige så lidt som enhver anden kvinde om det brønd-projekt, jeg nu har rodet mig ud i. Jeg gjorde det bare.”
Der er selvfølgelig dage, hvor hun føler sig træt og nedslidt. Men hvis hun stadig har tre vigtige samtaler den dag, tager hun dem. For som hun siger:
“Der kommer ikke nogen her hos mig og siger: ‘Nå, stakkels, lille du’. Tingene skal bare gøres. Ja, jeg kører mig selv hårdt indimellem, men på den anden side … Det er mig, der er den voksne nu!”
Hun holder en pause. Vi er ved noget essentielt og aktuelt i hendes liv, viser det sig.
“Det siger jeg ofte til mig selv. Det er mig, der er den voksne nu. Min far er blevet gammel, og min mor døde i sidste måned. Nu er det os, min generation og mig, der må tage teten. Det er vores skyld, hvis vi ikke tager de rigtige beslutninger og tager ansvaret for ud-viklingen på alle planer på os. Vi har ikke -længere vores forældre, vi kan læne os op ad eller skyde skylden på. Hvis vi ikke er bevidste om, hvordan vi bruger ressourcerne, er det vores fejl, at næste generation skal stå med megastorme, forsvindende kystlinjer og for-svindende mad og vand.”
Hun fortsætter med refleksioner om de ting, vi har ansvaret for som den voksne generation. Og hun erkender, at der skulle en oplevelse på nært hold til for at få hende engageret i be-kæmpelsen af fattigdom.
“Jeg vil opfordre folk til i stedet for at tage på solferie næste gang at tage en flybillet til den nærmeste slum. De kan komme og studere og spendere deres ferie hos os. Tag tre dages safari, og meld jer derefter som frivillig hos os i tre dage. Vi har det hele. Highspeed-internet og den bedste cappuccino på egnen. Jeg lover, at det bliver en oplevelse, der sætter meget mere i gang end endnu en badeferie.”
Kvinde frem for pige, tak
Connie Nielsen er 50, og det har hun ingen problemer med. Tværtimod har hun det godt med at være der, hvor hun har lært en ting. Eller to.
“Jeg synes, det er forkert, når voksne kvinder kalder sig selv for piger. Jeg er stolt af at være en kvinde. Virkelig stolt. Og jeg har ikke behov for at iscenesætte mig selv som værende ungpige-agtig. Jeg er da glad for at være ungdommelig og holder mig selv frisk ved at dyrke sport, spise ordentligt og behandle mig selv med respekt. Men jeg er voksen, og det har jeg det ret godt med.”
Hun siger det med tryk på godt og fortsætter:
“Det der med at igangsætte noget og opleve, at nu er du den voksne, det er også en identitetsskabende handling. Det skønne og befriende ved at være 50 er, at jeg har en høj selvaccept og en stærk følelse af identitet i dag. Jeg ved godt, hvem jeg er. Og jeg er ikke bange for at stå forrest i bussen og råbe: ‘Se lige herhen!’. Der er ikke længere forskel på det, jeg føler, når jeg er alene, og det, jeg udtrykker, når jeg er i selskab med andre. Det er en til en.”
Connie Nielsen synes, vi kvinder skal blive bedre til at dele ud af vores erfaringer. Både professionelt og privat. Hun har selv lært rigtig meget af sine veninder og er også på det her punkt ivrig efter at erfaringsudveksle.
“Det er så vigtigt at være åben for, at livet er en proces, og at tingene kan gøres på flere måder. Ikke at blive bange for at udvikle og lære, men derimod prøve sig selv af i nye retninger. Som ung afprøvede jeg selv forskellige sider af mig og opdagede nye talenter undervejs ...”
Hun kommer i tanke om noget. Griner højt og fortsætter igen:
“Modsat har jeg også tænkt, at jeg kunne udvikle mig til noget stort i visse retninger, som det med tiden viste sig, jeg aldrig kunne drive til andet end en hobby. Som at spille klaver og guitar. Jeg elsker at spille, men jeg bliver aldrig nogen stor musiker. Det bliver kun til lidt plimmeri for min egen fornøjelses skyld … Sanger bliver jeg ved gud heller ikke. Jeg ved i dag, hvad jeg er god til, og hvad der bare gør mig glad. Det hviler jeg ret godt i.”
I rollen som mor
For Connie Nielsen er rollen som mor en af dem, de andre roller indimellem må vige pladsen for. Eller i hvert fald indrette sig efter. Hun har to sønner, Sebastian på 24 og Bryce på syv år. Hverdagen med den yngste søn, Bryce, som hun har sammen med Metallica-musikeren og eksmanden Lars Ulrich, udspiller sig i huset på landet lige uden for San Francisco.
“Jeg har en skøn ferielejlighed i New York, og så har jeg et hus på landet lige uden for San Francisco. Jeg lever et ret regelmæssigt liv, hvor jeg kører min søn i skole hver morgen og henter ham igen klokken 15 ved skolens parkeringspark. Når Bryce er hos mig, arbejder jeg, imens han er i skole, og igen efter han er gået i seng. Jeg følger ham til guitar, karate og klaver … ligesom alle andre. Men ulig mange andre: Når Bryce tager over til Lars, tager jeg på arbejde for alvor.”
Forholdet til Lars Ulrich sluttede i 2012 efter knap 10 år sammen. Parret bor i køreafstand fra hinanden, og hun ser stadig hans to teenagesønner, Layne og Myles. Hun kalder sig stadig et udpræget familiemenneske, og af hensyn til netop den, familien, er det bristede forhold til Lars Ulrich ikke noget, hun ønsker at sætte flere ord på.
Noget af det, hun til gengæld gerne vil snakke mere om, er, hvordan rollen som mor har lært hende at fordele tiden rigtigt. Lige nu er det at få mest muligt ud af den, hun har med sin yngste søn. Før det er for sent.
“Timerne med min søn, dem vil jeg ikke give slip på. De er hans og mine. Det betyder, at jeg ikke arbejder før klokken ni de dage, hvor Bryce er hos mig. Ja, det ville være smart, hvis de i Europa kunne få fat på mig noget før om morgenen, men jeg kører selv min søn i skole. Færdig arbejde, det er min ting. Min søn har mig også fuldt ud i de fire timer, der går, inden vi sætter os til middagen. Og så er der en time efter maden, hvor vi læser og er sammen, inden han skal puttes. Selvfølgelig må jeg indimellem sige til Bryce, at mammy lige skal lave en opringning eller svare på en mail. Jeg er bestemt ikke perfekt. Heller ikke på det punkt.”
Stærk krop, stærkt fællesskab
“Da min ældste søn Sebastian var lille, sagde jeg gentagne gange til ham, at der var fem ting, han skulle stræbe efter at være: en god ægtefælle, en god ven, en god far, en god søn og en god borger. Hvis han kunne være alle de fem ting, ville han helt sikkert også få succes med resten. Mine børn skal lære, at vi mennesker ikke er ens. Eller skal være det. At forskellighed skaber et indblik i, hvordan andre ser på verden. Et indblik, du ikke får, hvis du ikke kan respektere andres forskellighed fra dig selv. Det er en utrolig vigtig ting for mig. Mennesker, og for så vidt også virksomheder, som ikke har en inkluderende tilgang til omverdenen, de laver nogle alvorlige fejltagelser efter min mening.”
Hun fortæller engageret videre om, at hendes yngste søn går på en skole, hvor der er stor fokus på mobning. En skole, hvor eleverne lærer at tale hensynsfuldt til hinanden, bruge deres energi positivt og centrere den i bestemte retninger. De lærer også at være en gruppe. At passe på hinanden i stedet for at se hinanden som modstandere og konkurrenter. Sociale færdigheder, vi herhjemme i Danmark måske tager som en selvfølge, men som ikke nødvendigvis er det i det amerikanske skolesystem.
For Connie Nielsen hænger et velfungerende (skole-) liv også sammen med at have en sund og stærk krop. Den stærke selvværdsfølelse, det giver, smitter af på overskuddet til at dyrke fællesskabet.
“Jeg forsøger også at lære begge mine drenge at have respekt for og kærlighed til deres egne kroppe. At beundre og passe på den her fantastiske motor ved at spise godt, motionere og holde hjernen sund. Det er vigtigt at have omsorg for og kærlighed til sig selv. Det er fundamentet.”
At udvise kærlighed over for sig selv er for Connie Nielsen i udpræget grad at prøve sig selv af i nye sammenhænge. At lade nysgerrigheden drive værket og ikke frygten for at fejle.
“Jeg kaster mig stadig ud i nye ting, og det vil jeg gøre hele livet. Du skal aldrig være bange for at føre an. Fungerer det her? Vil det være fedt for andre mennesker? Bliver det en fiasko, så prøvede jeg det i det mindste af.”
For som hun indkapsler det. Ret præcist:
“Jeg er her ikke for at bevise noget som helst. Jeg er her for at afprøve noget.”
