Connie Mannov: “Jeg har slækket på kravene til mig selv”

“Dårlig samvittighed er vel noget, vi alle kender til. For mig blev den et tema, da jeg blev syg i begyndelsen af mine 40’ere.

Jeg var enormt træt og fik konstateret en kronisk tarmsygdom. Nogle år senere, lige før jeg fyldte 50, kom der en kronisk gigtsygdom til, som giver en træthed, som jeg ikke kan sove mig fra, og som betyder, at jeg nogle gange kan være en uge om at tage mig sammen til at støvsuge.”

Dårlig samvittighed

“Det har ændret meget for mig. Også i forholdet til mine veninder. Før var det ofte mig, der tog initiativet og inviterede. Jeg var tovholder i de venindegrupper, jeg stadig er med i, nu bare på nedsat blus. 

Jeg havde altid aftaler. Sådan er det ikke længere. Jeg ser stadig de fleste af mine veninder, men jeg har trukket mig lidt, fordi jeg ikke har kræfter til at tage initiativet. Det betyder også, at jeg ikke får nye veninder som før, selv om jeg har mødt flere, som jeg gerne ville have set mere til. 

Nye aftaler med mig selv

“Det har hjulpet, at jeg efterhånden har slækket på kravene til mig selv og ikke længere laver særligt mange aftaler. Mine børn og min familie kommer altid først, og jeg har aftalt med mig selv, at jeg kun må lave én aftale i løbet af ugen og én aftale i weekenden.

Det gør jeg for at passe på mig selv, og det har hjulpet. En anden aftale, jeg har lavet med mig selv, er, at jeg som udgangspunkt siger ja, og så melder jeg enten helt fra, hvis jeg er for træt, eller går hjem efter et par timer.

Jeg gør meget ud af at være åben om min situation og fortælle mine omgivelser, hvordan jeg har det, og hvorfor jeg er nødt til at trække mig.

De fleste af mine veninder forstår det da også rigtigt godt og er gode til at vise omsorg. De er også selv nede med flaget indimellem, og jeg bliver heller ikke sur, hvis de melder fra. 

Venskaber til revurdering

“Der er også venskaber, der er gledet ud. Nogle røg i svinget, da jeg blev skilt for snart 15 år siden. Men er det ikke meget almindeligt?

Faktisk kan jeg nogle gange komme i tvivl om, hvad der er hvad: Er det min sygdom, eller er det bare sådan at blive ældre?

Jeg hører også veninder, som ikke er syge, sige det samme som mig. Så er der andre veninder, som bliver trætte af at høre om, hvordan jeg har det. Dem taler jeg ikke om sygdom til. 

Den sværeste er en veninde, som jeg har kendt, fra vi var i begyndelsen af 20’erne. Vi har fulgt hinandens børn og deltaget i hinandens fødselsdage og familiefester. Hun vil meget gerne deltage i alt, men jeg har ikke kræfterne til at stable det på benene mere.

Det et er, som om hun ikke helt forstår mig og ikke helt accepterer, at jeg ikke kan sidde og drikke rødvin til langt ud på natten. Jeg har fortalt hende, hvor svært det er, og hvor træt jeg er. 

Da hun selv var syg og meget træt i en periode, tog jeg det op igen i håbet om, at hun nu kunne forstå det. Men for hende er og bliver det vigtigt med en stor fest med en masse mennesker. Sådan har jeg det ikke.

I perioder har jeg kunnet mærke, at hun har været sur på mig. Det har været, hvis jeg har meldt fra til noget. Men jeg har indtil videre valgt at lade som ingenting. Hvis hun ikke siger det ligeud, kan jeg jo ikke forholde mig til det, og det er gået over til næste gang, vi ses.

For en måned siden skrev hun: ‘Lad os ses snart, please!’. Jeg har ikke fået svaret på beskeden. Den ligger bare der på min telefon, mens det ene øjeblik tager det andet.