Connie har lært at slække på kravene til sig selv
Connie Mannov (54).© Trine Bukh

Connie Mannov: “Jeg har slækket på kravene til mig selv”

Kronisk sygdom har de seneste 10 år forhindret Connie Mannov i at være den initiativrige, hvilken hun ellers altid har været i sine veninde-relationer. Og det har hun – og hendes veninder – skullet vænne sig til

17. april 2020 af Malin Kristina Westerlund

Connie Mannov (54)

  • har en kæreste og er mor til Victoria på 28, Sofie på 25 og William på 21 år fra et tidligere ægteskab.
  • er specialpædagog.

“Dårlig samvittighed er vel noget, vi alle kender til. For mig blev den et tema, da jeg blev syg i begyndelsen af mine 40’ere.

Jeg var enormt træt og fik konstateret en kronisk tarmsygdom. Nogle år senere, lige før jeg fyldte 50, kom der en kronisk gigtsygdom til, som giver en træthed, som jeg ikke kan sove mig fra, og som betyder, at jeg nogle gange kan være en uge om at tage mig sammen til at støvsuge.”

Dårlig samvittighed

“Det har ændret meget for mig. Også i forholdet til mine veninder. Før var det ofte mig, der tog initiativet og inviterede. Jeg var tovholder i de venindegrupper, jeg stadig er med i, nu bare på nedsat blus. 

Jeg havde altid aftaler. Sådan er det ikke længere. Jeg ser stadig de fleste af mine veninder, men jeg har trukket mig lidt, fordi jeg ikke har kræfter til at tage initiativet. Det betyder også, at jeg ikke får nye veninder som før, selv om jeg har mødt flere, som jeg gerne ville have set mere til. 

Det handler om overskud. Og jeg har ikke overskuddet. Når jeg endelig får mobiliseret kræfter til at skrive til veninderne, om vi snart skal ses, så dør det tit ud, hvis det er for svært at finde en dag, hvor alle kan, for så får jeg ikke fulgt op.

Det er svært for mig at planlægge alt for meget ud i fremtiden, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg så har det på dagen. Men jeg kan heller ikke tillade mig at være spontan, for jeg skal helst have sparet energi op, når jeg skal ud. I mange år kunne jeg få kronisk dårlig samvittighed, hvis jeg havde sagt nej for mange gange. Den satte sig som en knude i maven.”

Nye aftaler med mig selv

“Det har hjulpet, at jeg efterhånden har slækket på kravene til mig selv og ikke længere laver særligt mange aftaler. Mine børn og min familie kommer altid først, og jeg har aftalt med mig selv, at jeg kun må lave én aftale i løbet af ugen og én aftale i weekenden.

Det gør jeg for at passe på mig selv, og det har hjulpet. En anden aftale, jeg har lavet med mig selv, er, at jeg som udgangspunkt siger ja, og så melder jeg enten helt fra, hvis jeg er for træt, eller går hjem efter et par timer.

Jeg gør meget ud af at være åben om min situation og fortælle mine omgivelser, hvordan jeg har det, og hvorfor jeg er nødt til at trække mig.

De fleste af mine veninder forstår det da også rigtigt godt og er gode til at vise omsorg. De er også selv nede med flaget indimellem, og jeg bliver heller ikke sur, hvis de melder fra. 

Vi er faktisk blevet tættere, og de er en kæmpe støtte. Der er specielt et par stykker, som bare altid står der. De skriver tit og spørger, hvordan jeg har det. De er nemme at være sammen med, når jeg ikke er på toppen. Så går vi bare en tur sammen eller drikker en kop kaffe. Det er o.k. bare at ses lidt og fint nok at gå i biografen og så gå hjem.

Jeg har fundet hjælp i mine veninder. De lytter og stiller de spørgsmål, der viser nye veje, som jeg ellers kan have svært ved at få øje på.”

Connie fortæller om, at hun har lært at slække på kravene til sig selv
Connie har lavet nye aftaler med sig selv – for netop at passe på sig selv.© Trine Bukh

Venskaber til revurdering

“Der er også venskaber, der er gledet ud. Nogle røg i svinget, da jeg blev skilt for snart 15 år siden. Men er det ikke meget almindeligt?

Faktisk kan jeg nogle gange komme i tvivl om, hvad der er hvad: Er det min sygdom, eller er det bare sådan at blive ældre?

Jeg hører også veninder, som ikke er syge, sige det samme som mig. Så er der andre veninder, som bliver trætte af at høre om, hvordan jeg har det. Dem taler jeg ikke om sygdom til. 

Den sværeste er en veninde, som jeg har kendt, fra vi var i begyndelsen af 20’erne. Vi har fulgt hinandens børn og deltaget i hinandens fødselsdage og familiefester. Hun vil meget gerne deltage i alt, men jeg har ikke kræfterne til at stable det på benene mere.

Det et er, som om hun ikke helt forstår mig og ikke helt accepterer, at jeg ikke kan sidde og drikke rødvin til langt ud på natten. Jeg har fortalt hende, hvor svært det er, og hvor træt jeg er. 

Da hun selv var syg og meget træt i en periode, tog jeg det op igen i håbet om, at hun nu kunne forstå det. Men for hende er og bliver det vigtigt med en stor fest med en masse mennesker. Sådan har jeg det ikke.

I perioder har jeg kunnet mærke, at hun har været sur på mig. Det har været, hvis jeg har meldt fra til noget. Men jeg har indtil videre valgt at lade som ingenting. Hvis hun ikke siger det ligeud, kan jeg jo ikke forholde mig til det, og det er gået over til næste gang, vi ses.

For en måned siden skrev hun: ‘Lad os ses snart, please!’. Jeg har ikke fået svaret på beskeden. Den ligger bare der på min telefon, mens det ene øjeblik tager det andet.

Der har været andre ting, der var vigtigere, men når jeg kommer i tanke om den, så får jeg ondt i maven. Det fortæller mig, at der er nogle mønstre, jeg skal have kigget på.

Det er ikke, fordi jeg ikke er i stand til at sige helt fra. Det har jeg gjort over for noget familie for bedre at kunne passe på mig selv. Og den beslutning holder jeg fast i, også selv om andre i familien lægger pres på mig. Så skulderklap til mig selv for at træffe valg og holde fast i dem!”

Ikke flere kompenseringer

“Det er det samme på mit arbejde. På et tidspunkt prøvede jeg at nå alle børn med særlige behov, og jeg var ved at gå ned på det, indtil jeg indså, at det ikke kan lade sig gøre, uanset hvad jeg gør. 

Alle bliver bare ikke nået, og det er et spørgsmål om normering. Det er et politisk ansvar, ikke mit ansvar. Jeg gør mit bedste, men jeg er også kun et menneske, og jeg skal også passe på mig selv.

I det hele taget er jeg blevet bedre til at tackle min situation med alle dens begrænsninger. Det er mine nye livsvilkår, og det nytter ikke at forsøge at opveje og kompensere for alle manglerne.

Hvis jeg får dårlig samvittighed og mærker knuden i maven, så henter jeg hjælp i en coachuddannelse, jeg har taget, og coacher mig selv. ‘Hvad er så lige det, der har sat det i gang?’ spørger jeg mig selv. ‘Hvad kan jeg gøre?’. Hvis ikke jeg kan gøre noget, så parkerer jeg det. Og min dårlige samvittighed.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...