Claudia Westh Lonning
Claudia Westh Lonning (41). © Ninna Flor

Claudia forfulgte sin forfatterdrøm: “Jeg har fundet ind til kernen af mig selv”

Har du mod på at slå op med hverdagen og smække døren i hovedet på rutiner og forventninger? Det gjorde Claudia, da hendes arbejdsplads opfordrede medarbejderne til at sætte ord på deres drømme

28. juli 2019 af Eline Holm

Claudia Westh Lonning (41)

  • er gift og mor til Daniel på 10 og Julie på 9 år
  • er forfatter og cand.mag. i spansk og historie

Der går ikke lang tid, efter at Claudia Westh Lonning har opdateret sin profil på Facebook, før en gammel klassekammerat kommenterer.

Mens Claudia selv føler, at det spring, hun netop har offentliggjort, fra ansat i en bank til forfatter, er kæmpestort og overraskende, kommer det ikke bag på barndomsvennen.

“Det var ikke så længe siden, jeg havde været til jubilæum med min folkeskoleklasse, og på det tidspunkt arbejdede jeg stadig i banken. Så jeg tænkte, at de ville blive overraskede, når jeg skrev, at nu var jeg altså forfatter. Den eneste reaktion, jeg fik var: ‘Jamen selvfølgelig, det har vi da altid vidst, at du skulle!’ 

Forfatterdrømmen har altid ligget i mig, og det er nok derfor, jeg føler en ro ved at forfølge den nu.”

En travl arbejdsuge i banken

En hverdag præget af sjælero er ikke, hvad Claudia kommer fra, da hun finder modet til at gå benhårdt efter sin barndoms interesse. Hun er humanistisk uddannet, men havner i erhvervslivet ad omveje, da hun falder for stillingsbeskrivelsen på et bankjob i en afdeling, der skal forhindre hvidvask. 

Hun får jobbet, men erkender hurtigt, at det er svært at finde sine ben i en travl arbejdsuge med juridisk kommunikation på engelsk, som helt ny og uprøvet i den finansielle verden.

“Der var rigtigt meget, jeg skulle lære, og jeg følte et stort pres. Selv om jeg var ny, havde jeg en fornemmelse af, at folk forventede, at jeg havde styr på det fra starten af. Det var frustrerende, og det endte med, at jeg nogle gange lå og grublede om natten over, hvordan i alverden jeg skulle løse opgaverne.”

Livet er for kort

Samtidig med at Claudia kæmper med at finde hoved og hale i bankjobbet, halser hun og hendes mand efter hverdagen derhjemme. Med to krævende job skal alt praktisk klares om lørdagen, og en barnepige må hjælpe til med afhentning af parrets to børn.

Claudia føler sig splittet: På den ene side føles det forkert, at hun hænger i med neglene på et job, hvor hun ikke føler sig på rette hylde. På den anden side er der gode forhold og mange muligheder i jobbet. 

Til sidst er det indirekte banken selv, som skubber hende i retning af et brud. Medarbejderne opfordres til at dele deres drømme og ambitioner på intranettet, og det får Claudia til at stille skarpt på, hvad hun egentlig er passioneret omkring. I mange år har hun faktisk skrevet lidt på en roman. 

“Jeg kom til at tænke på den australske sygeplejerske, der på sine patienters dødsleje fik at vide, hvad de fortrød mest i deres liv. For mange var svaret ‘ikke at gå efter deres drømme’. Det var første gang, jeg fik gravet frem, at jeg inderst inde havde denne her forfatterdrøm. Da jeg havde sagt det højt, var det svært at lukke den ned igen.”

Claudia Westh Lonning
Claudia Westh Lonning sagde sit bankjob op for at følge sin drøm.© Ninna Flor

Første arbejdsdag som fuldtidsforfatter

Samtidig tænker Claudia, at forfattervejen kan give en masse fleksibilitet i familiens hverdag. Hendes mand støtter ideen. Tanken er dog ikke, at hun skal melde sig økonomisk ud af familien. Hun ved godt, at der er et stykke vej til, at forfatterlivet bliver rentabelt, men planen er, at hun skal tjene penge på det, hun skriver.

Alligevel er Claudia forbeholden. For hvad med karrieremulighederne fremover, hullet i cv’et, ambitionerne og pensionsordningen? Og er det overhovedet et job at være forfatter, uden hverken bogkontrakt eller et forlag i ryggen til at blåstemple projektet? 

Usikkerheden til trods kommer hun frem til, at det skal have et skud. I januar 2018 har hun sin første arbejdsdag som fuldtidsforfatter.

“Jeg satte mig på bibliotekets læsesal med min computer, fordi jeg følte, at jeg skulle have et eller andet sted at gå hen. Jeg havde lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke var på arbejde, for det ligger dybt i mig, at man står op og går på arbejde.”

Fra fastlåst til flex

Arbejdsmoralen kommer hende til gode. Fra en fastlåst hverdag med mange arbejdstimer og natlige bekymringer er hendes hverdag pludselig en helt anden. Hun fik hurtigt en rutine med at skrive eller researche hver dag.

Ordene strømmede ud af hende, og selv om hun ikke arbejdede længe, arbejdede hun effektivt, fordi hun fik energi af endelig at lave det, hun drømte om.

Og hverdagen ramlede ikke længere ved hver en uforudset hændelse. Som da hendes mand blev ramt af en diskusprolaps og skulle bruge tid på genoptræning og lægebesøg oven i sit arbejde.

“Havde vi ikke haft den fleksibilitet, som mit nye arbejdsliv giver, havde vi knækket halsen på det. Nu kom vi igennem det. Ligesom jeg kan gå til et skolearrangement med mine børn uden at stresse over, at jeg bliver nødt til at møde sent eller gå tidligt.”

En bedre hverdag

Efter knap et år sætter Claudia det sidste punktum i sin første bog. Selv om det ikke er let at finde et forlag, og selv om der er dage, hvor hun rammes af tvivl om projektet, er hun glad for sin beslutning om at omlægge sin hverdag.

“Indimellem har jeg da tænkt, om der overhovedet er nogen, der gider læse det, jeg skriver, om det er den tabte indkomst og ensomheden værd. Men alt det gode opvejer det negative. Jeg har mødt så mange nye mennesker: Krimiforfatteren, som jeg går tur og diskuterer ideer med, folk fra forlagsbranchen og den albanske konsul, som jeg tog kontakt til, fordi en del af handlingen i min bog foregår i Albanien.”

Claudias roman, Skakmesteren fra Tirana, er udkommet. Uanset om den bliver en succes, og hun kan fortsætte, eller om hun skal tilbage til et almindeligt job, er hun glad for, at hun har udlevet sin drøm.

“Mange siger til mig, at jeg fortæller om det, jeg laver, med en helt anden glød i øjnene end før. Fordi jeg har fået en bedre hverdag og fundet ind til kernen af mig selv.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. juni 2019.

Du vil (garanteret) også kunne lide