Christine Feldthaus om sin opvækst i 70'erne: “Jeg meldte mig ind i Konservativ Ungdom i protest”

I 1978 havde filmen Saturday Night Fever premiere i Kosmorama i Sønderborg, og Christine Feldthaus var 16 år gammel. Hun så filmen adskillige gange, for der var, helt ærligt, tale om en revolution for den unge sønderjyde, som få år inden var blevet konfirmeret i hjemmesyet, hvid buksedragt og var opdraget til at kunne sy gardiner, strikke sokker og stege krebinetterne lige længe på hver side.

“Det, man skal huske om min opvækst, er, at jeg boede i provinsen, i en provinsby i Sønderjylland. Vi var sgu noget lokale i tilsnittet, for vores udland var at tage en tur over grænsen til Flensborg, hvor vi mest kunne se tyskerne købe Rittersport i Aldi.

Suset af den store amerikanske drøm kom først buldrende på larvefødder, da John Travolta sprang ud i Saturday Night Fever, og det slog diskobølgen an for mig.”

Batik-gardiner og kåldolmere

Det kan godt være, at der var gået Woodstock i verden andre steder, men Christine Feldthaus voksede op med ro og regelmæssighed mellem gifte forældre, med faste spisetider og sengetider i et standardparcelhus, og med skole, lektier, fritidsjob og fuldkommen orden i sagerne.

“Den måde, 70’erne slog igennem hos os på, handlede om, hvordan vi boede, spiste, klædte os, og hvad vi lyttede til. Mit ungdomsværelse havde orange gulvtæppe, bredriflet fløjl på skibsbriksen og grønne batik-gardiner med store runde ringe og hessian på væggene. Yndigt! 

Og maden var mest noget med farsbrød, kåldolmere, karbonader og hakkebøf. Meget kødfarvet. Men det med en dybere ideologisk mening – nej, nej. Mine forældre har aldrig spurgt sig selv, om de skulle skilles eller leve deres drømme ud!”

Diskere og flippere

Et år efter John Travolta-vækkelsen flyttede Christine Feldthaus udramatisk hjemmefra for at slippe for spørgsmål om, hvornår hun kom hjem fra ungdomslivets nye tempel: Diskoteket. 

Hun gik i gymnasiet, hvor fronterne var trukket hårdt op. “Der var en stærk opdeling i diskere og flippere og enkelte, der bekendte sig til en form for læderslacks. Men flest flippere, der gik i islandske sweatere, bøllehat, andefødder og hornbriller, og det appellerede ikke til mig.

De var skidesøde, men i den periode, hvor jeg blev seksuelt aktiv, der kan man jo mærke i kroppen, hvad man går i gang på, og det var bare ikke det der hippieunivers for mig.”

Christine Feldthaus var samfundssproglig og blev politisk bevidst – og gik rent instinktivt mod strømmen.

“Jeg meldte mig gudhjælpemig ind i Konservativ Ungdom i protest mod alle de der hippier. For der sad drenge i min gymnasietid, som var superirriterende. De læste aviser, var velorienterede og venstreorienterede, og jeg blev lidt træt af det. 

Jeg bliver altid træt, når tonen bliver for skinger. Så går jeg kontra. Sådan har jeg altid haft det. Jeg hader, når vi skal være hovedløse høns, der siger det samme i et mærkeligt sprog.”

Miljøbekymring

Greenpeace blev grundlagt i 1971. Den danske afdeling af Verdensnaturfonden i 1972, og vi fik vores første miljøminister i 1971. Op gennem 1970’erne blev bekymring for regnskoven, truede dyrearter, atomkraft og alle slags forurening af miljøet noget, som folkeskolens elever lavede gruppearbejde om.

Christine Feldthaus er i dag (blandt andet) forfatter til en bog om at spare på miljøet. Men hun oplever ikke en lige linje fra 70’ernes spirende interesse for miljøet til nutidens debat.

“Det er nemt at forveksle klimainteressen lige nu med 70’erne, for nu er vi optaget af miljø, genbrug, minimalisme, ‘ryd op i dit liv’, ‘spis mindre kød’, men det var ikke det, vi gjorde i 70’erne. Der røg man jo tjald, for fanden, knaldede som kaniner og drak hektoliter af dårlig rødvin!”

I dag er der en puritanisme forbundet med miljødebatten, som Christine Feldthaus slet ikke oplevede i 70’erne, men som til gengæld er et gennemgående træk i vores selvforståelse i dag. 

For eksempel blev Christine Feldthaus’ generation voksne uden at bekymre sig synderligt om walking lunges og andre kropslige pinsler. I 70’erne var der ikke fitnesscentre på hvert tredje gadehjørne. I dag er der over 1.000 fordelt i hele landet.

Bare bryster og frihedstrang

“Ungdomsoprøret i 60’erne førte til bare bryster, fri sex og kollektiver, frigjorthed og frie familier på kryds og tværs, alt stod på en eller anden måde pivåbent, men der oplever jeg i dag en ekstrem puritanisme. 

Vi må ikke gå med bare bryster på stranden, heller ikke selv om de sidder godt. Ikke have hår i skridtet, det skal fjernes. Vi er sindssygt bange for vores rynker. Vi har fået en kropsmæssig forskrækkelse, som vi ikke havde i 70’erne.”

Christine Feldthaus har aldrig selv været særligt forskrækket og har levet sit liv med at sende alle, der vil bestemme over hende eller putte hende i en kasse, en kæmpe fuckfinger.

“Jeg har gjort alt det, som en hippie ville gøre resten af livet. Jeg føler mig mere fri end de fleste, jeg gør, hvad fanden der passer mig.

Jeg elsker den frihed, som jeg ikke er opdraget til, men som jeg fik smag for tidligt. Jeg er også blevet skilt og har på ingen måde fulgt den slagne karrierevej.”

Både og

I Christine Feldthaus’ kælder står hendes pladesamling, og her findes det tydeligste bevis på, at hun mere er både og end enten eller. For mellem danseglade lp’er med Donna Summer og Super Tramp fra hendes diskertid står Led Zeppelin og Deep Purple, som hun lytter til med jævne mellemrum.

“Jeg er meget til sort, melankolsk, dyster musik. Men jeg elsker også den glæde, der findes i disco, og sexkraften i det med hofterne. Der er en energi og optur i det!”

Hun tager et hiv af sin ikke-puritanske smøg og siger: “Jeg kan stadig alle dansetrin fra Saturday Night Fever, og mange af de kærester, jeg har haft i mit liv, har været tvunget til at lære diskodans. Jeg har undervist dem på køkkengulvet ved flere lejligheder.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020.