Christine Cordsen
Christine Cordsen (60). © Trine Bukh | Anne Kring

Christine Cordsen: “Jeg har været bidt af Christiansborg altid”

Verden er så fuld af dedikerede 40+ kvinder, som vi elsker at præsentere dig for. Fordi deres engagement smitter! Mød for eksempel Christine Cordsen, der har været journalist på Christiansborg i 25 år. Et job, som hun løber for og brænder for

11. oktober 2019 af Karen Greve

Christine Cordsen (60)

  • er gift og mor til Jonatan på 32. Og farmor til Ninja på 3 år. 
  • er politisk korrespondent på DR.

Kan du huske, hvad der skete 19. november 2002? Ikke sådan rigtigt, vel? Men det kan Christine Cordsen, for aftenen inden blev hun ringet op så sent, at hun måtte stige ud af sengen for at skrive historien om, at Poul Nyrup Rasmussen trak sig som formand for Socialdemokratiet.

Nogle gange kan det blive næsten midnat, før de rigtige kilder melder sig på banen til en vigtig historie, og sådan var det også i november 2002. På avisen Politiken, hendes daværende arbejdsplads, standsede de avisen, som allerede var sendt i trykken, for at vente på historien fra Christine.

Ingen typiske arbejdsdage

At være politisk journalist, som Christine p.t. er på DR, er for hende et job, som indimellem fylder godt op i døgnets timer. Når partiledere går af, regeringer er i krise, eller der er valg (også på vej), så planlægger hun ikke mange andre aktiviteter end arbejde.

“Det mest typiske, man kan sige om mine arbejdsdage, er, at der ikke findes en typisk arbejdsdag. En rigtigt travl dag kan starte med, at jeg er i P1 klokken syv om morgenen. Herefter kører det med analyser til flere platforme og tv-indslag om aftenen. Når det går hedt for sig, slutter min dag først klokken 22.30 i Deadline. Men det er ikke hverdagskost. Det er, hvis der sker noget stort.”

Og der har været flere af de helt store historier i Christines efterhånden lange karriere. Hun var for eksempel med til at afsløre den berømte fax fra daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen til Grethe Fenger Møller, som senere viste sig at være en afgørende del af Tamilsagen.

“Tamilsagen er ikonisk og især for os, som var med til at dække den. Det er trods alt sjældent, vi har rigsretssager i Danmark. I situationen var der så voldsomt modpres fra regeringen, så da retsreferaterne blev åbnet, havde jeg travlt med at komme ned og konstatere, at kommissionen var nået til samme resultat, som jeg og mine kollegaer var.”

Christine Cordsen
“Det mest typiske, man kan sige om mine arbejdsdage, er, at der ikke findes en typisk arbejdsdag.”© Trine Bukh | Anne Kring

Politisk stuegang

Christines engagement er båret af en mangeårig interesse for alt, hvad der foregår bag Christiansborgs tykke mure.

“Jeg har været bidt af Christiansborg altid. Jeg har været bidt af politik siden midten af 80’erne, hvor jeg var i praktik på Politiken og havde en periode på Christiansborg.”

Og bortset fra en periode som artikelredaktør på ugebladet Alt for Damerne er det de politiske historier og de ditto analyser, der har tegnet hendes arbejdsliv.

“Jeg bruger det meste af min tid på at holde mig orienteret. Jeg kan ret hurtigt blive kastet ud i at skulle analysere alt muligt. Den ene dag skattepolitik, den anden dag en regeringskrise, finanslov, sundhedsreformen, pensionsudspil. Så jeg bruger meget tid på at gå rundt uformelt uden at have en blok med og snakke med politikere. 

Jeg prøver at have en fornemmelse af, hvad de tænker om forskellige sager, og hvad der er under opsejling. Hvor står fronterne?”

“Fritidsinteresser er der ikke plads til”

Det er et godt job. Christine føler sig privilegeret og er meget opmærksom på at bevare en nysgerrig ydmyghed over for sit stofområde og seere, lyttere og læsere. Det føles ikke som et offer, at hun indimellem er meget på og skal stå meget på spring.

“Det passer mig godt, at alt ikke er så forudsigeligt. Der er en risiko for, at jeg ville kede mig med et 8-16-job. Og så synes jeg simpelthen, at politik er spændende. Som journalist synes jeg, at det er et vigtigt stofområde. Jeg er et centralt sted for de ting, der sker i samfundet.”

Men selvfølgelig er der en pris. “Det med at gå til ting på faste ugedage har jeg opgivet for mange år siden. Både min mand, min familie og mine venner må udvise en vis form for tålmodighed med, at jeg pludselig ikke kan komme til en middag eller ikke kommer hjem til den tid, jeg har sagt. De har efterhånden vænnet sig til det. 

Motion bliver det heller ikke til så meget med. Men jeg går meget rundt på Christiansborg... Den undskyldning bruger jeg over for mig selv. Det må jeg nok erkende. Fritidsinteresser er der ikke plads til. Jeg prioriterer min familie og mit arbejde – og min have.”

Og så er der en bestemt lille dame, som Christine også prioriterer, uanset hvad statsministeren eller hans eller hendes spindoktorer måtte have i ærmet tæt på deadline.

“Jeg tror, at redaktionen på DR efterhånden har vænnet sig til, at mit barnebarn på tre år er vigtigere end det meste. Jeg er i hvert fald også 100 procent farmor!

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 9. maj 2019. 

Du vil (garanteret) også kunne lide