Christine Antorini: “70'erne gav mig lyst og mod til at forandre noget”

Foran et lille gult parcelhus med tilbygning i Jyllinge kunne du i midten af 1970’erne møde en 10-årig Christine Antorini på vej til skole iført rustrøde kassebukser, træskostøvler og kernelædertaske og sit krøllede hår samlet i to fletninger. 

Danmarks engang kommende undervisningsminister elskede især dansk og følte sig godt tilpas i tidens nye folkeskole, som netop var begyndt af indføre gruppearbejde og problemorienteret undervisning.

I modsætning til tidligere var det nu i orden at sige læreren imod, hvis du havde argumenterne, og for Christine Antorini var det en skole, der opmuntrede til at blive selvstændig og finde glæden ved at lære.

“Jeg elskede at skrive, og jeg skrev mange historier på min fars skrivemaskine derhjemme. Krimier og eventyr digtede jeg, og jeg blev opmuntret af min mor, som selv var lærer. Jeg husker tydeligt den klaprende lyd af taster og linjeskift fra skrivemaskinen. Den lyd forbinder jeg med 70’erne.”

Hun husker særligt et bestemt ord, som meget præcist tegnede tidsånden i årtiet. 

“Et udtryk fra den periode var flippet. Alt var ‘flippet’, og så kunne du lægge trykket efter, hvordan du havde det med det flippede. Jeg var selv optaget af hippietiden. Jeg syntes, at alt det alternative, det spraglede tøj og ungdomsoprøret var spændende.”

Kvinder med politisk power

Christine Antorini voksede op med en lillebror, en dansk far og en mor fra den italienske del af Schweiz i en familie, hvor de nye strømninger i tiden blev taget ind i små bidder.

“Min familie var ikke flippet, vi var helt almindelige. Men min mor var bevidst og optaget af kvindesagen. Jeg husker hende som sådan 70’er-smart med lange nederdele med lækre mønstre. Hun var fascineret af Ritt Bjerregaard, der allerede var minister dengang. For første gang var der unge kvinder med politisk power, som hun og jeg selv som ung pige kunne spejle os i.”

Hos familien Antorini var der middag klokken 18, så blev der vasket op, og bagefter samledes forældre og børn foran TV-Avisen klokken 19.30, og nogle af de første politiske diskussioner, hun kan huske, handlede om EF-afstemningen i 1972, “fordi det virkede så vigtigt for de voksne, og der var plakater overalt”. 

Og Mogens Glistrup, der stillede op for det nystiftede Fremskridtspartiet samme år “fordi han så virkeligt mærkelig ud”. 

For da hun i 1980 meldte sig ind i SF, stødte hun på unge med en lidt mere flippet bagage.

“Jeg var en del af den venstrefløj, hvor jeg mødte unge, der var forsømte. Det var pakket ind i ideologi om frie rammer, men de var forsømte. Det har jeg heldigvis ikke været udsat for.

Samtidig er flower power-ideologien en af grundene til, at jeg blev optaget af hele frigørelsesprojektet med at udfordre normerne, at vi kunne gøre noget andet. Og alt det med græsrødder, som tager sagen i egen hånd, og gør det sammen med nogle andre, det elsker jeg, og det fandt jeg ved at være aktiv politisk. Jeg er bare glad for, at jeg ikke blev udsat for bagsiden af medaljen i 70’erne.”

Skibsbriks og henkogt frugt

For ikke ret længe siden har Christine Antorini besøgt Den Gamle By i Aarhus, der har indrettet en gade som dengang i 70’erne. Hun ler højt ved tanken.

“Mit liv er kommet på museum. Det var fuldstændigt som at se mit ungdomsværelse med hessian, en skibsbriks med ternet stof og to skuffer under til sengetøjet, et brunt syntetisk tæppe og noget lækkert tilbehør af orange plastik. Det var enormt tidstypisk.”

På den måde havde de unge, der var optaget af at gøre oprør mod autoriteter og normer, selvfølgelig deres egne normer.

“Et af de områder, hvor 70’erne virker som meget længe siden, er, når det handler om mad. Det var meget medisterpølse, stuvet hvidkål og brun sovs, selv om min mor forsøgte at få flere grøntsager og en mere salt smag end den sukrede danske, som hun kendte fra Schweiz, ind i vores mad. 

Jeg husker også dåser med henkogte ferskener og brød uden kerner. Jeg husker faktisk det danske køkken i 70’erne som ualmindeligt trist.”

Fællesskab og politisk kamp

Christine Antorini har ingen problemer med, at hessian og henkogt frugt forbliver fortidsminder. Det hun først og fremmest har taget med fra 70’erne er troen på, at verden kan forandres. Hvis vi gør det i flok.

“Det, jeg tog med mig, var den eksperimenterende del af 70’erne, for jeg flyttede i bofællesskab med andre unge i Aarhus, da jeg begyndte at læse på universitetet. Troen på det positive i at være en del af større fællesskaber.

Sammen med mine forældres tillid gav tidsånden mig lyst og mod til at forandre noget. Til at prøve nogle nye former at leve på, rejse på og bo på. Det er en sund gave.”

Christine Antorini har gennem sit professionelle liv følt sig privilegeret, fordi kvinder før hende har taget nogle kampe, som ikke var nemme, og som vi har en tendens til at tage for givet i dag.

“Det er godt at kende historien for at vide, hvad der skal til, for at der sker nogle forandringer. Det med at tage sagen i fælles hånd, at kunne gå sammen om at ændre noget, det kan vi godt lære lidt af i dag.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020.