Christina er mor til 8 børn: “At være mor er den, jeg er. Det, jeg kan”

Da Christina Tatarczuk var bare 20 år gammel, mistede hun sin mor. Ingen tror i den alder, at livet kan slutte så brat, eller at du kan føle dig så alene. Men det skete, og det kan du. 

Og for Christina blev hendes mors bortgang et vendepunkt, der har defineret hendes egne valg lige siden. For ikke så længe efter fik hun sin førstefødte, sønnen Asbjørn.

Børn giver livet mening 

“Jeg fik med det samme en stærk trang til at bruge tiden på det, som virkelig betyder noget. På det, som giver mening for mig. Det har været soleklart for mig, at børn giver mit liv mening og gør mig taknemmelig. Jeg føler en autenticitet sammen med dem. At være mor er den, jeg er. Det, jeg kan.” 

Fra det sekund, hvor nyfødte Asbjørn landede i Christinas arme, tog hendes instinkter over, og de har ikke altid harmoneret med danske normer. Hverken for fødsel, amning, opdragelse, skolegang eller kernefamilieliv.

Hjemmeskolet og langtidsammet 

“Jeg mærkede straks efter fødslen en trang til at få Asbjørn op hos mig. Han skulle ikke ligge i en vugge, og dengang for 21 år siden var mit ønske uden for normen. Jeg fandt hurtigt et tørklæde at binde, så jeg kunne have ham tæt på min krop hele tiden.

Jeg har haft alle mine børn længe hos mig i sengen. Jeg har altid følt mig i balance med den naturlighed, der findes i moderskabet.”

Asbjørn fik hurtigt følgeskab af lillebror Viktor, og i de følgende 18 år fik de yderligere seks små søskende, som Christina har brugt størstedelen af døgnets timer på. Hun har sammenlagt ammet sine otte børn i omkring 14 år. Hun ammer stadig den yngste på tre. 

De fleste af børnene har hun først sendt i skole, når de selv har ønsket det eller været klar. Astrid på 10 år er for eksempel så småt på vej til at starte efter indtil nu at være blevet hjemmeskolet af sin mor.

Nærvær og kreativitet i hjemmet 

I Christinas optik bliver den danske folkeskole ofte en fabrik, som ikke kan konkurrere med det nærvær og den kreativitet, som en undervisning hjemme hos mor kan afstedkomme. Hvis mor vel at mærke har det godt og hygger sig med opgaven.

Christina prædiker ikke og vil ikke gøre sig klog på, hvad andre skal vælge. Men for hendes familie har det fungeret. “Hjemme er det 1:1-undervisning, og jeg kan tage udgangspunkt i mine børns interesser.

Astrid har lige været optaget af kokosnødder, og derfor satte jeg hende til at lave et projekt med eksotiske frugter, som hun har fremlagt for sine søskende. Jeg har et talent for at finde på kreative måder at lære på. Der findes for eksempel meget matematik gemt i at bage en kage.”

Er et køleskab nok?

Christina lever af at være terapeut og af at holde foredrag. Blandt andet om kvinde- og familieliv og børn, og når hun er ude, spørger forsamlingen altid til de praktiske og økonomiske udfordringer ved at have så mange børn. Hvilken bil kører hun i? Er det nok med et køleskab? 

“De praktiske ting har jeg altid løst kreativt eller ved at tage bussen, arve tøj og prioritere benhårdt. Jeg er primært stolt af at have sat børn i verden, som er kærlige og socialt ansvarlige mennesker. De kender til fællesskabet fra en flok. Det er naturligt for dem at hjælpe til og bekymre sig om andre.”

Møder ofte forbløffelse

Det er ikke så mange generationer siden, at danske familier på landet let kunne bestå af søskendeflokke på 8-10 børn. Nu er det højst usædvanligt.

“Jeg møder ofte forbløffelse, når folk hører, at jeg har otte børn, og at jeg er så fascineret af moderskabet, men mange følger op med at give udtryk for glæde og entusiasme. 

Jeg har ikke fra starten planlagt at få så mange børn, men det har givet mig en jordbundethed, en tæt tilknytning til det, som livet handler om.”

Et liv med kompromiser

Kompromiser kan der være mange af i et liv uden for kernefamilien. Familien Tatarczuk har fravalgt pensionsopsparing og ferier til fjerne lande. Ingen af børnene har en børneopsparing. De har arvet tøj og altid spist billigt. Indtil for nylig har alle delt værelse med en eller flere søskende, men nu har de ældste fem fået deres egne værelser.

Det er René, der har bygget et anneks til ungdomsflokken. Han er Christinas eksmand og far til hele flokken. Ikke biologisk far til alle, men dem, han ikke selv er far til, har han adopteret. 

Som regel deltager René sammen med Christinas kæreste og den biologiske far til den yngste, Kim, i fælles pizzaaften for hele familien hver fredag aften. Her plejer Christina at kaste et kærligt og tilfreds blik ud over forsamlingen.

“Det gør mig glad at sidde fredag aften med min store flok omkring mig. Det giver mening at have alle de små og store sjæle. Det gør mig til et bedre og mere bevidst menneske.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 9. maj 2019.