Charlotte Andersen (50) er gift og mor til to døtre på 24 og 21 år. Hun er førtidspensionist og tidligere pædagog.
“Jeg kunne jo godt lide at være den gamle Charlotte,” siger Charlotte Andersen. Den Charlotte, der var dygtig til sit arbejde som pædagog i Vollsmose og fik anerkendelse for det. Som kunne jonglere et familieliv med to små børn og et fuldtidsarbejde. Som følte, at hun gjorde en forskel for nogle af de udsatte familier i den berømt-berygtede Odensebydel.
Hun var stærk og vant til at tage ansvar for sig selv og andre. Vant til at kunne handle sig ud af ethvert problem. Indtil hun pludselig ikke kunne handle mere.
Et stort, sort hul
“Pludselig fungerede mine sædvanlige handlingsmønstre ikke længere. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som en, der kunne få en depression, og jeg var sikker på, at lægen tog fejl.
Men jeg ramte virkelig et stort, sort hul, og selv om jeg heldigvis kom hurtigt i behandling, fik jeg det ikke bedre.
Der er en periode på nogle år fra 2005 og frem, der står ret sløret for mig. Jeg følte mig som i en døs.”
Charlotte fik medicin og kognitiv terapi for sin depression. Hun fik også elektrochok og var på det mest mørke tidspunkt indlagt på en psykiatrisk afdeling i 10 måneder.
Det var mennesker omkring hende, læger og sagsbehandlere, som sørgede for at søge om pension til hende. De kunne ikke se, hvordan hun skulle kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet med så svær og behandlingsresistent depression.
Det er hun taknemmelig for. At andre tog den beslutning, hun ikke selv kunne overskue. Det betød, at hun samme dag, hun blev udskrevet fra hospitalet i januar i 2008, fik tilkendt førtidspension. Det vakte ikke de store følelser i hende lige der.
“På det tidspunkt var det en biting. Jeg havde ikke kræfter til at forholde mig til det. Samtidig gjorde det en kæmpe forskel for vores situation som familie, for hvis jeg ikke havde fået pension, skulle min mand have forsøget mig, fra det øjeblik jeg blev udskrevet, og det havde betydet et helt andet liv for os.”
Hvem er jeg nu?
Charlotte tog små skridt tilbage til hverdagen. Med en stram struktur gik det, selv om de mindste ting kunne volde hende problemer.
Hvis hun gik ned for at købe ind, måtte hun ofte gå hjem, når lyde og indtryk overvældede hende. Hun kunne se ned på sin huskeseddel, og så snart hun så op igen, havde hun glemt, hvad der stod.
“Jeg tænkte mest på, at det var vigtigt at vise mine børn, at du godt kan få et godt liv, selv om dine livsvilkår ændrer sig drastisk. De skulle opleve en normal hverdag. Jeg husker, at jeg ret hurtigt meldte mig til et kursus nogle timer hver uge. Den ene dag var med vilje en eftermiddag, så de kunne opleve, at jeg ikke altid var hjemme, når de kom fra skole.”
Efterhånden som Charlotte vendte tilbage til et liv med sociale aktiviteter, blev hun konfronteret med sin nye identitet uden et job. Det gør hun stadig. Og det er ikke så let.
“Vi støder jo ind i spørgsmålet: ‘Hvad laver du?’ hele tiden. Hvis jeg skal ud, tænker jeg på forhånd over, hvordan jeg skal præsentere mig. Nogle gange siger jeg, at jeg underviser i at tackle angst og depression for Odense Kommune.
Det gør jeg også, men at det er frivilligt og tre timer en gang om ugen i syv uger ad gangen, gør jo, at det falder lidt til jorden, hvis der er nogen, der spørger ind til det.”
Svært at tale om
Det er ikke bevidst for at lyve for folk og heller ikke for at være utaknemmelig, at Charlotte har svært ved at præsentere sig som førtidspensionist.
“Jeg synes ikke, at jeg burde være flov over det. Men jeg bliver påvirket af den mistænkeliggørende retorik, der er fra politisk side om folk på overførselsindkomst i disse år. At det er mennesker, der snyder sig til penge.
Jeg bliver vred, men jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen med min vrede. Det er svært at tale om, for jeg skal jo være glad for, at jeg har fået det. Og det er jeg også. Jeg kan godt føle, at hvis jeg siger, at jeg er førtidspensionist, så slukker lyset i øjnene på folk. Det er svært at komme videre i samtalen derfra.”
En langvarig proces
“Jeg anser mig selv for et relativt intelligent menneske og interesserer mig for verden omkring mig, men oplever nogle gange, at jeg ikke får chancen for at være en ligeværdig samtalepartner. Som om man ikke forventer, at jeg kan have en indsigt.
Det kan være noget, jeg selv læser ind i situationen, men det er den følelse, jeg ofte får. Jeg vil ikke have medlidenhed, men jeg vil gerne tales til som et intelligent menneske... selv om jeg har papir på at være lidt til en side,” siger Charlotte og smiler, for man mister ikke sin humor, bare fordi man modtager en social ydelse.
“Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis jeg ikke havde fået ro dengang. Det har taget mig lang tid at nå hertil, hvor jeg er i dag. Jeg er kommet til at kunne tænke, at mine mindstekrav er, at jeg er sund og rask.
Jeg sørger stadig for at holde en stram struktur, men det kræver stadig meget af mig. Jeg skal kontinuerligt arbejde med at finde den samme stolthed og tilfredshed med den nye mig. Det er en langvarig proces. 10 år og den er stadig i gang, selv om jeg er kommet langt.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juli 2019.
