Cecilie Nørgaard fortæller om at være feminist
Cecilie Nørgaard (44). © Trine Bukh

Cecilie Nørgaard: “Jeg blev feminist som 7-årig”

Cecilie Nørgaard er vokset op i en flok af drenge og blev som den eneste spurgt, hvorfor hun ikke legede med dukker. Lige siden har hun kæmpet for at nuancere stereotyper – for kvinder, for mænd og for alle derimellem.

22. januar 2021 af Karen Greve

Cecilie Nørgaard (44)

  • er gift og mor til to børn på 16 og 19 år.
  • er uddannelses- og kønssociolog og desuden uddannet skolelærer. Er indehaver af Mangfold, bestyrelsesmedlem i Plan Danmark og Mads Nørgaard og forfatter til adskillige artikler og undervisningsmaterialer med fokus på køn og ligestilling.

Jeg er vokset op … 

“hos min mor i Rungsted og min far i Pisserenden. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, og jeg lærte tidligt at begå mig i både overklassens Rungsted og samtidig være på fornavn med luderne i Pisserenden. Mine forældre levede forskellige liv, og jeg var nysgerrig efter at lære koderne at kende i de to miljøer.

Jeg fik perspektiv fra begyndelsen, og begge mine forældre har haft betydning for min optagethed af køn. Min mor er en stærk kvinde og feminist af hjertet, og det ville min far nok ikke kalde sig, men i sin gøren og laden har også han opdraget mig feministisk. De har givet mig troen på, at jeg kunne blive til, hvem og hvad jeg ville.”

Jeg følte mig første gang som feminist … 

“da jeg blev spurgt, hvorfor jeg ikke legede med dukker. Hos min mor var jeg ene pige med to ældre brødre, min stedfars sønner, og vores fælles lillebror, og på et tidspunkt begyndte flere både børn og voksne uafhængigt af hinanden at kommentere, at jeg ikke legede med dukker.

Jeg blev provokeret. For jeg forstod, at det handlede om mit køn. Syv år gammel! Det er intet galt med dukker, men jeg syntes, legen var kedelig, og det gjorde mig gal, at folk havde forventninger til, hvad jeg skulle lege, fordi jeg var en pige.

Det er blevet min levevej at arbejde for at nuancere forestillinger om køn. De stereotyper, der er knyttet til køn, har de fleste steder flyttet sig meget lidt siden min barndom. Der findes stadig en traditionel forståelse af piger som omsorgsfulde, empatiske og stille og af drenge som vilde, risikovillige og energiske.”

Cecilie Nørgaard er feminist
“Det er stadig en kolossal hæmsko for udvikling af identitet og levet liv, hvor meget normer for køn styrer vores samfund.”© Trine Bukh

Oplevelser, der gennem tiden har givet mig brændstof …

“handler om både mænd og kvinder. Jeg har både en datter og en søn, og jeg er opmærksom på den kønnede diskrimination, der også kan bremse drenges udvikling, når det for eksempel handler om at danne relationer. Som mor har jeg forsøgt at være åben og opmærksom, ikke komme med kønnede forklaringer på deres handlinger, holde dem ansvarlige for, hvad de gør, og give dem de samme opgaver hjemme. Det sidste lyder alt for oplagt, men faktum er, at piger i Danmark hjælper markant mere til og alligevel får markant færre lommepenge end drenge. Man skulle tro, at vi forberedte dem på det kønsopdelte arbejdsmarked og uligeløn! 

Ingen forældre tænker bevidst, at de vil gøre sådan, men fordomme om og forventninger til køn løber gennem vores årer, fordi vi alle er vokset op i en kønnet kultur, og mange kommer til at reproducere et stereotypt mønster.

Jeg bliver helt arrig, når skoler taler om pigegrupper og drengegrupper, for når vi legitimerer køn som kategorier at inddele børn i, sender det et signal til børn om en kønsopdelt verden. Højst sandsynligt er ikke alle piger i en klasse med i en konflikt, og der er nok også drenge, som er påvirket af situationen?”

Det har hun sagt

“Fysiske rammer har en betydning. De kan invitere til nogle identiteter og ekskludere andre. Et på forhånd lyserødt pigeværelse med udelukkende omsorgsorienterede og finmotoriske aktiviteter bidrager ikke til at få øje på pigens ikkestereotype evner og interesser. Det samme gælder det blå drengeværelse.”

Udtalt til Kristeligt Dagblad i anledning af Kvindernes internationale kampdag 8. marts 2020.

Det gav genlyd ... 

“da jeg sagde på tv, at potentiale er ukønnet. Det betyder ikke, at vi alle er ens, eller at vi skal det samme. Det betyder, at ligegyldigt hvilket køn du er født med, kan dit potentiale rette sig i diverse retninger og udfoldes alsidigt. Jeg opfatter mig selv som debattør på nedsat tid. Jeg vil hellere formidle viden, ikke mindst om, hvordan man kan bruge ny viden til at skabe positiv strukturel forandring. Jeg bryder mig ikke om debatmiljøet i Danmark. Alt det shit du skal tage, når du arbejder med køn. Det er et strukturelt ligestillingsproblem, at flere trækker sig fra den offentlige debat, fordi kvinder og andre køn udsættes for en mere hadsk tone end mænd. 

Det er et problem for den demokratiske samtale, og på det sidste har jeg tænkt over, hvorfor jeg indtil nu ikke har gjort noget ved det, når jeg har modtaget grimme kommentarer. Jeg har besluttet mig for, at jeg bare må lægge det ud og oute den slags, så jeg ikke tager det ind, men lader lorten ende på ejermanden!”

Det er vigtigt at sætte fokus på … 

“hvor meget normer for køn styrer vores samfund. Vi skal udvide forståelsen af, hvor meget – eller hvor lidt – køn betyder for, hvem vi er, og hvad vi kan blive. Hvis vi får rykket ved den opfattelse, vil vi også se mindre kønsbaseret vold, flere kvinder i bestyrelser og flere mænd i omsorgsfag.”

Der er en forandring i gang … 

“i næste generation. Vi står ved en crossroad. Vi er jo vidner til et globalt paradigmeskift. Verden med ungdommen i spidsen brænder. MeToo, BlackLivesMatter og klimakampen vidner om, at magtbalancer er under forandring, og privilegieblind adfærd på retur. 

I min egen generation har vi formelt været ligestillede, men jeg tror først nu, at det for alvor er gået op for mange, at formel og reel ligestilling ikke er det samme. Næste generation er ikke så dumme, og så har de nemmere ved at organisere sig globalt via sociale medier. Det giver en anden power.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. oktober 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...