Camilla Gohs Miehe-Renard mindes 1980'erne

er gift og mor til Sophy på 15 år.
er producent på produktionsselskabet Monday Productions.

Hvis du spørger Camilla Gohs Miehe-Renard, hvor hun typisk var at finde i 1980’erne, nævner hun uden tøven Kanal 2’s studier på Nordre Fasanvej i København, hvor hun som 19-årig blev hyret som studievært.

Dernæst en fast festrute i det indre København omkring Café Dan Turell, Café Victor og Krasnapolsky. Jobbet som studievært fik hun efter et par hektiske startjob, først som runner og derefter som produktionsleder, lige efter gymnasiet. Det gik stærkt, og det var meningen.

“80’erne var helt ekstreme i det miljø i København. Vi havde ingen frygt i livet, så vi tænkte, at selvfølgelig kunne vi lige lave fjernsyn uden at vide noget om det. Vi gjorde det bare, var myreflittige og sov under skrivebordet om natten. Jeg var knap 20 år og følte mig udødelig. Det hele handlede om at tage chancer, og det var vidunderligt i den alder.”

Der var hype omkring Kanal 2 – selv om det kun var hovedstadsområdet, som kunne se med – fordi tv-kanalen med blandt andre Shu-bi-duas Michael Bundesen i spidsen langt om længe brød med DR’s tv-monopol.

Camilla Gohs Miehe-Renard lærte med det samme at træde ind på scenen og vække opsigt, og det var i solar plexus af tidens ånd at fokusere på en travl karriere.

Natten er sort som guld

“Lige omkring det tidspunkt, hvor jeg begyndte at lave fjernsyn, kom alt det med yuppierne og det meget amerikanske med at være din egen lykkes smed. Der er ikke noget, du ikke kan. Det er op til dig at forme din skæbne.”

Hendes egen skæbne blev formet af eventyrlyst, sans for glitter og glamour og lanceringen af Kanal 2.

“Da vi havde premiere på Kanal 2 i 1984, var der et arrangement for alle mulige pressefolk, og jeg havde et stort forkølelsessår på læberne. Jeg var 19 år og havde det vildeste babyface, og så gav makeup-artisten mig en mørk læbestift på for at dække såret. Jeg lignede et barn, der havde taget sminke på, og i 80’erne brugte vi altså meget makeup.

Jeg stod der til premieren bag en dør og gemte mig. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at gå ud til pressen. Jeg følte mig som en femårig, der havde taget de høje hæle på.”

Men selvfølgelig gjorde hun det alligevel. Skubbede døren op og trådte ind blandt de voksne. Og begyndte dermed mere end et tiår med tv om dagen og fester om natten. Iført sneakers med høje hæle, stramme satinbukser og en T-shirt, der gled ned over den ene skulder, kunne hun i bedste Olivia Newton-John-stil feste igennem sammen med andre fra tv- og reklame-branchen, som havde kronede dage.

“Det var noget med at presse sig selv til grænsen. Det gjaldt også i nattelivet. Vi festede jo kraftedeme, som var der no tomorrow. Jeg stod aldrig i kø noget sted og følte mig som dronningen af København. Var på kindkys med bartenderne, dørmændene og kokkene. Vi var den tids rockstjerner. Det var megasjovt, og det betyder, at jeg stadig kender vanvittigt mange mennesker i København.”

På med dutten

Og så var der lige den side af 80’erne, hvor det var mindre sjovt at være ung, grænseløs og festlig. Nemlig den sygdom, som var uforståelig og skræmmende og uden kur i 80’erne, og som fik Sundhedsstyrelsen til at sætte ind med kampagnen 'På med dutten', som skulle få unge til at huske kondomet.

Camilla Gohs Miehe-Renard husker absolut aids som en reel frygt i 80’erne. Og det får hende til at tænke på et andet sted, man kunne finde hende et par gange i løbet af årtiet.

“Rudolf Berg hed det. Det var en klinik, der lå lige over for Tivoli, hvor du kunne blive testet for hiv. Det var fuldstændigt som at gå på Dan Turell. Det skulle være anonymt, og du kunne bare gå derop uden tidsbestilling, men jeg mødte jo alle, jeg kendte der. Det var for pinligt at gå til familielægen med den slags. Så der mødtes vi også i 80’erne.”

Forever young

Samme år som Camilla Gohs Miehe-Renard startede på Kanal 2, havde den tyske popgruppe Alphaville et monsterhit, der hed 'Forever Young', og det var en klar tendens i tiden, at ungdomslivet strakte sig, om end ikke for evigt, så i hvert fald længere end for tidligere generationer.

I 1965 blev vi typisk gift i starten af 20’erne, og i 1989 var gennemsnitsalderen for kvinders første ægteskab oppe på 27,3 år.

For Camilla Gohs Miehe-Renard blev det vanskeligt at bremse op efter næsten to årtier med fuldt tryk på.

Galopperende angst

“Da jeg var i slutningen af 30’erne og mødte manden i mit liv og skulle til at have et barn, fik jeg galopperende angst. Jeg kunne ikke falde til ro. Min generation havde længe haft så travlt med at holde larmen på et niveau, så den overdøvede alt indenunder.

Det var også derfor, vi ikke rigtigt var i stand til at blive voksne, tage os selv alvorligt, og derfor har mange af os haft svært ved at falde til ro og få ægtefæller og børn. Vi er en del, der har betalt en pris for det liv.

Jeg kender mange, der har haft angst, depressioner, er blevet skilt og så videre. Vi havde svært ved at nå i mål med nogle af de andre ting, der skræmte os ad helvede til.”

Tid og nærvær er guld

Det gode og det dårlige ved årtiet er to sider af samme sag, mener hun. “Det allerbedste ved 80’erne var, at det var en reaktion på 70’erne. Vi kom blæsende ind som Fugl Føniks i alt sit glitterstads, og ingen skulle komme med janteloven.

I dag har det måske affødt noget mindre fedt, men dengang, da det blev tilladt at dyrke sig selv, var det fedt. Til gengæld savner jeg virkelig ikke følelsen af overfladiskhed. Der var fandeme ikke meget, der stak ret dybt. Det var smart at have travlt.

I dag, når folk spørger: ‘Hvordan går det?’. Så er det så fedt bare at sige: ‘Det går sgu meget godt’. I stedet for altid at sige: ‘Uh, jeg har så travlt’. Jeg tænker virkelig over, at det er lækkert, at tid og nærvær er guldet og det, vi blærer os med, hvis vi har det. Det er federe end det andet.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. marts 2020.