Cæcilie Norby: “Når du sår blomster, kommer der også ukrudt, sådan er det”

Cæcilie Norby er musik. Måske begyndte du allerede at nynne en af hendes sange, da du så portrættet her? Selv har jeg lyttet til hendes coverversion af Bowie-nummeret Life on Mars og en stribe af hendes nye numre, mens jeg har skrevet portrættet. Vores grafiker er til den mere rockede side af ­hendes spritnye plade – og så selvfølgelig de gode, gamle One Two-klassikere.

Der er rigeligt af numre at vælge mellem i en musik­­karriere, der snart runder 40 år og plade nummer 14.

Musik er Cæcilie Norbys udgangspunkt. Hun er vokset op i en musikalsk familie, har gået på musikskolen Sankt Annæ i København som barn og har beskæftiget sig med musik altid.

Og hun husker stemninger fra sit liv gennem toner. På hendes nye album er der i nummeret Summer of 70 en dreng med grønne, sørgmodige øjne, som var hendes barndomsven, og i nummeret Downhill fortæller hun om et forhold, som ikke skulle holde længere og derfor var en lettelse at give slip på. Erfaringer, der måske ligner dine og mine, og så alligevel ikke, for Cæcilie Norby har i perioder levet sit liv med særligt meget tryk på.

I en kassevogn med hul i bunden

Vi begynder, før Cæcilie Norby blev den Cæcilie Norby, du helt ­sikkert husker fra 1980’erne. Det er en historie om passion. En ­historie om starten på karrieren, og den historie smager af ­sennepsmadder og lugter af gamle sjatter til diverse gymnasiefester i omegnen af København.

“Helt i begyndelsen spillede jeg i et band, som hed Streetbeat, hvor vi var 10 mennesker, der øvede sammen i en kælder med vand på gulvet. Nogle af os boede i kælderlejlighed i Nørre Farimagsgade og spiste sennepsmadder, fordi vi ikke havde penge til andet. Vi havde ingen telefoner, så vi ringede altid fra en telefonboks nede på hjørnet. Måden, vi bookede jobs på, var, at vi gik op i telefonboksen med en masse 25-ører, slog op i telefonbogen og ringede til nogle gymnasier i deres spisepause, fik fat i en fra elevrådet, og så var det bare med at sælge varen og komme ud og spille til næste gymnasiefest.”

Rygtet løb. Det ene elevråd talte med det andet elevråd, og pludselig kom der jobs helt uden brug af 25-ører. Efterhånden blev det til optrædener i hele landet. Cæcilie Norby husker tiden dengang som helt fantastisk. Og lidt vanvittig.

“Jeg har gemt mine dagbøger fra dengang, så derfor ved jeg, at vi fik 73 kroner hver for sådan et helt døgn, hvor vi var i Aarhus og spille. Vi havde selvfølgelig ikke råd til hotel, så vi skulle hjem bag­efter, og vi havde en lukket kassevogn med plads til 10 mennesker, så vi trak lod om pladserne, for de otte skulle sidde i bælgravende mørke helt stille bagi, så vi kun skulle betale for to passagerer, når vi tog med færgen Vognmandsruten hjem klokken fem om morgenen. Det var jo vildt, men vi gjorde det sgu.”

Cæcilie Norby ryster sit imponerende store, levende, talende hår og ­griner ved tanken:

“Der var hul i bunden af vores bandbil, kassevognen, så når jeg kiggede ned, så var Roskildevej lige der neden under sædet. Det var vinter og pissekoldt, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det her er bare det, jeg allerhelst vil i hele verden – og sådan har jeg det stadigvæk. Det er stadig sådan, når vi kører ad landevejen på vej til et job, at det er det bedste, jeg ved.”

På toppen af en skyskraber i New York 

Vi tager lige et højdespring. Fra asfalten på Roskildevej til den tynde luft på toppen af en skyskraber i New York. Der befandt hun sig nemlig godt 10 år senere. Et helt andet sted i sin karriere. Med passionen i behold.

På det tidspunkt havde hun lige sagt farvel til otte hektiske år med succesbandet poprockbandet One Two for at hellige sig jazzen. Efter et årti, hvor hun stædigt holdt fast i, at hun godt kunne være begge dele, popstjerne og jazzsangerinde, havde hun endelig valgt side. Det vender vi tilbage til.

Lige nu er vi et sted omkring 52nd Street foran en indflydelsesrig mands kontor. Det er Bruce Lundvall. Han er direktør for Blue Note Records, verdens største og mest eftertragtede jazzpladeselskab.

Denne dag har han bedt sin sekretær om ikke at forstyrre den næste time, hvor han vil lytte til Cæcilie Norbys færdigmiksede album, mens hun selv sidder på hans kontor. Faktisk er det anden gang, hun er inviteret derind.

“Det første møde missede jeg, fordi jeg var ude og shoppe jeans! Jeg var ung, og jeg vidste måske ikke helt, hvor afgørende det møde var. Men jeg fik en chance til, hvilket selvfølgelig er helt uhørt, og der tog jeg mig sammen. Hvis jeg havde vidst, hvor stor en ting der var ved at ske for mig, havde jeg været nervøs, men det var jeg slet ikke. Jeg kunne bare godt lide min plade. Jeg sagde ikke engang særligt meget. Musikken talte for sig selv,” siger hun.

Bruce Lundvall signer hende på stedet. Bagefter går de ud og spiser pasta med blæksprutter. Og derefter har hun et kæmpe apparat i ryggen og ret til at indspille med de musikere og producere, hun gerne vil arbejde med.

“Det gik for alvor op for mig, hvor stort det var, da jeg kom hjem, for folk troede nærmest ikke på det. Mange var dødmisundelige. Der var et helt jazzmiljø med dygtige folk, der havde spillet i 100 år, og jeg kom jo ind på en ‘badebillet’. Jeg havde ikke nogen uddannelse, og jeg havde spillet rigtigt meget pop og rock på det tidspunkt, og det blev der set ned på af jazzmusikere.”

In the sky with diamonds

Et sted mellem de to yderpunkter, den fattige Cæcilie Norby på vej til gennembrud og den nysignede jazzstjerne, er der en historie om en fandenivoldskhed og tro på, at alt kan ske, som Cæcilie Norby selv mener stammer tilbage fra hendes tidlige ungdom, hvor hun hurtigt blev vant til at klare sig selv.

Hun kommer fra en særdeles musikalsk familie. Hendes far var klassisk komponist, og hendes mor var operasolist på Det Kongelige Teater. Cæcilie Norby “kunne synge rent og bruge ørerne”.

Det fik hun med sig.

“Jeg har haft en tryg barndom på nogle måder. Jeg kommer fra en kernefamilie, mor, far og søster. Det var trygt, forstået på den måde, at min mor og far elskede hinanden og godt kunne lide at have en familie. Men så var de kunstnere, med alt hvad det inde­bærer, og min far var alkoholiker – ikke uafbrudt, men i perioder. Jeg oplevede det mest, fra jeg var omkring 11 år, og det prægede selvfølgelig vores familie. Jeg boede hjemme, til jeg var 16 år, hvor jeg fik lyst til at fjerne mig hjemmefra. Jeg løb ind i en fyr, som var tre år ældre, med en problematisk baggrund." 

"Det startede egentlig okay det første halve år, men så begyndte han at ryge meget tjald, og vi tog en del LSD. Vi var på, jeg ved ikke hvor mange trips.”

Cæcilie Norbys forældre vidste godt, hvad der foregik. Og så gjorde hendes mor noget, som Cæcilie Norby stadig ikke helt ­kender motivationen for. Ville hun prøve at være høj for sin egen skyld, eller forsøgte hun desperat at få sin 16-årige datter i tale?

“Min mor sagde, at hun gerne ville prøve LSD. En dag, hvor min søster ikke var hjemme, tog vi på trip sammen. Det var noget af en oplevelse. Hun var 42, og jeg var 16. Først fik hun et trip, der ikke var så vildt, men så fik hun et til, der sagde spagoing, mama is in the sky. Vi var oppe hele natten og hørte så meget fantastisk musik. Der var så meget hul igennem. Vi sad der som to sjæle i stedet for at være mor og datter. Der var nogle ting, som blev opløst på den gode måde. Men som hun sagde bagefter: ‘At tage det stof flere gange om ugen, når man er 16 år, det er skadeligt’. Det hørte jeg efter.”

Last exit in Denmark

Cæcilie Norby stoppede med at tage trips. Fik med besvær viklet sig ud af sit destruktive forhold og landede på benene.

I dag findes oplevelserne fra den periode kun i de mareridt, hun stadig kan have om, hvor tæt på afgrunden hun kørte dengang.

“Kender du de der skilte, hvor der står Last exit in Denmark, lige før du kører ud på Øresundsbroen? Jeg har tit tænkt, når jeg kører forbi, at det var det, jeg gjorde. Jeg tog den sidste afkørsel. Det slæng, jeg hang ud med, på 10-12 stykker, gik alle mere eller mindre til bunds, undtagen mig og en anden. Den kæreste, jeg havde dengang, og min bedste veninde tog skridtet langt videre og døde begge af junk.” 

På jazzklubben Nefertiti i Göteborg 

Referencen kommer måske, fordi hun er kørt over Øresundsbroen rigtigt mange gange. Hun er gift med den svenske bassist Lars Danielsson, og de første mange år af deres forhold pendlede de mellem hans hus uden for Göteborg og hendes lejlighed i København. En overgang gik deres datter, som nu er 21 år, i to børnehaver, en svensk og en dansk, inden parret besluttede sig for, at København skulle være deres primære base.

Men historien om Lars og Cæcilie begynder længe inden da.

“Lars så mig første gang, da jeg spillede med Frontline på en legendarisk jazzklub, der hedder Nefertiti, i Göteborg. Det var første gang, jeg spillede i udlandet, og jeg var omkring 21 år. Det kan han godt huske. Men jeg så jo ikke ham, og det var først mange år senere, at vi fandt sammen.”

Hvornår gjorde I så det?

“Det gjorde vi på en tour til Japan i 1996, hvor vi lige havde en kort affære, og bagefter så vi ikke hinanden i et år. I 1998 mødtes vi igen, og jeg tror bare, at vi var på turne sammen, og så spurgte jeg ham, om han ville producere min tredje plade på Blue Note? Det ville han gerne, og det blev til albummet Queen Of Bad Excuses, som er en af mine yndlingsplader i min egen produktion, hvis jeg skal vælge.”

Svensk eller dansk? 

Det var let at vælge hinanden til og være kærester. Det var til gengæld ikke helt let, det med at beslutte, om Asta skulle vokse op i Sverige eller Danmark.

Lars har tre børn fra et tidligere forhold, som bor i Sverige, Cæcilie er Københavner med stor K, som hun selv siger. Hun sagde i sin tid nej, da Blue Note Records bad hende flytte til New York. Göteborg er til gengæld med tiden blevet hendes andet hjem.

“Vi har længe levet et liv, hvor vi har boet meget på hotel – det var ikke så afgørende med en fast fælles bolig, men vi snakkede, næsten fra Asta blev født til hendes første skoledag, om, hvor hun skulle gå i skole.”

Til grøn koncert i Valbyparken 

Var du der i sommeren 1987 i enten Silkeborg, Aarhus, Blokhus, Odense, Vejle, Holbæk, Næstved eller Valbyparken i København? Skrålede du Hvide løgne af dine lungers fulde kraft?

Muligvis var det uden de røde læderbukser, men Cæcilie Norby var der, og hun ved udmærket godt, at der stadig er ret mange, der husker og elsker hende for den relativt korte periode, hvor hun sang med Nina Forsberg og Søren Bentzen i One Two.

Det er okay, for det var en vildt fed tid, og hun lærte en hulens bunke.

I dag husker hun også den splittelse, hun mærkede mellem to musikalske ståsteder, som dengang virkede svære at forene.

“I mine unge dage gik jeg virkelig mellem rock og jazz – nogle gange på samme dag. I 1987 var jeg på Grøn Koncert Tour med One Two om eftermiddagen og spillede for op til 120.000 mennesker, og så om aftenen spillede jeg med Frontline en intimkoncert for 50 mennesker i en tætpakket café, hvor folk sad klistret sammen.”

Det krævede en stram disciplin at holde til det program.

“Dengang med One Two troede alle, at vi var til cokefest hver aften. Men Nina og jeg kunne kun holde til at synge det repertorie, hvis vi gik hjem efter jobbet. Vi tog sminke af, satte håret op i en knold, og så lagde vi os og gættede kryds og tværs, fuldstændigt uden drama. Ellers kunne vi ikke holde til det. Vi gik ikke i byen, det gjorde drengene.”

I en blød sofa i København 

Mønstre er i det hele taget det, vi lærer af og har mulighed for at ændre, hvis vi får øje på dem. På hendes nye album findes de mønstre både som dramatiske vendepunkter og mere almindelige dage. Hun er i færd med at lancere sit 14. album og glæder sig til at sende 11 nye sange på gaden og til at køre ud, denne gang i en væsentligt bedre bandbil, for at spille numrene live med sit band.

Det er stadig lige vidunderligt.

“Men altså det med at have to jobs og lang transporttid på samme dag, det gør jeg ikke mere. Jeg sørger for tid til at puste ud. Jeg skal træne hver uge, og jeg går 10.000 skridt hver dag og laver noget yoga. Ellers kan min stemme ikke holde til det, jeg vil have den til. Der sker noget gennem 50’erne, hvor man bliver opmærksom på, at kroppen skal holdes ved lige.”

Til gengæld er der andet, som er blevet nemmere med alderen. Hele det aktuelle album handler på en eller anden måde om at sætte grænser og give slip på noget, man indser aldrig bliver godt.

“Jeg er blevet rigtigt god til at sige fra faktisk. Og jeg har været rigtigt dårlig til det. Det tog mig lang tid at lære. Jeg har forvirret mig selv meget i mine yngre år. Og det gælder ikke bare om at sige fra, men om at gøre det på en god måde. Hvis du tager det i opløbet og bruger din mavefornemmelse, kan du komme af sted med at bakke ud af noget på en god måde, uden at du behøver at råbe højt og ryste over det hele, når du så endelig får sagt noget. Det er jeg opmærksom på: Sig nu fra. Det er en meget stor befrielse at være kommet hertil.”

Og med hensyn til at give slip findes der også en befrielse.

“Det er faktisk okay, at ikke alt, du søsætter, lykkes. Det er fint at give slip på noget, der ikke fungerer. Når du sår blomster, kommer der ukrudt, og det er spildt arbejde at forsøge at få tidsler til at ligne roser. Det er jeg blevet mere bevidst om med alderen.”