Brith har lært at slippe kontrollen
Brith Freja Kamille Jacobsen (45). © Sine Nielsen

Brith har lært at slippe kontrollen: “Det handler om at være nærværende”

Brith Jacobsen havde styr på alt både hjemme og ude. I dag tør hun lade mere flyde, og det har gjort familielivet og hverdagen meget hyggeligere

7. juni 2019 af Malin Westerlund

Brith Freja Kamille Jacobsen (45)

  • er gift og mor til Niklaes på 25 og Alvind på 12 år. 
  • er handicaphjælper og alternativ behandler. Uddannet Steiner-pædagog.

Brith Jacobsen elsker at bage og lave mad, og lige fra hendes drenge var helt små, har hun haft dem med i køkkenet. I mange år var det bare ikke særligt hyggeligt. Hun skulle absolut styre det hele, og så røg hyggen, og drengene gad ikke være med.

Sådan er det ikke længere, når Brith laver mad med sin søn. Hun er holdt op med at styre, hvad der skal i gryderne, hvornår og hvordan, og hun insisterer ikke længere på, at maden skal laves, smage og se ud på hendes foretrukne måde. Heller ikke når der er inviteret gæster.

Det hele er blevet sjovere og hyggeligere

“Min mor var hjemmegående, og jeg kommer fra et hjem, hvor det hele skinnede, og alt var færdigt og klart, når der kom gæster. Det var anderledes i min mands barndomshjem, og før kunne vi godt blive uvenner, inden der kom gæster. I dag kan vi hygge os med at lave maden sammen.”

Udadtil er der muligvis ikke den store forskel at spore. For det kan se ud, som om Brith bare gør som før. Men i hendes hoved føles det nyt. Hun tænker anderledes, fordi motivationen er en anden end tidligere.

“Jeg gør måske de samme ting. Men jeg gør dem ikke længere på grund af normer, pligtfølelse og de forventninger, jeg tror, andre har til mig. Jeg gør det, fordi det føles rigtigt for mig, fordi det har værdi for mig, og fordi det er noget, jeg vil.

Jeg er blevet god til at mærke efter og til at prioritere, hvad der er vigtigt for mig, og hvad jeg har lyst til og energi til. For eksempel at købe småkager, hvis jeg ikke orker at bage selv, og jeg stresser heller ikke længere rundt, for at hjemmet skal skinne, og den perfekte middag stå klar på middagsbordet, når der kommer gæster.

Det hele er ovenikøbet sjovere og hyggeligere end før. Og det er, fordi jeg er mere afslappet, efter at jeg er blevet bedre til at slippe kontrollen.”

En lang proces

Brith var ifølge hende selv “sådan en skideirriterende en, som altid skulle have kontrol over alt både hjemme og ude”. Det var ikke særligt fedt, hverken for hende selv eller for hendes omgivelser.

Set i Briths eget bakspejl har det i høj grad handlet om manglende tro og tillid til sig selv, og at hun nu kan give slip er resultatet af en lang personlig udviklingproces, der begyndte, allerede da hun var i 20’erne, og hendes otte år ældre søster døde af kræft.

“Jeg har været i dyb sorg, lidt af depression og været ramt af stress. Jeg har måttet arbejde med mig selv og min evne til at mærke mig selv, og jeg er ikke i tvivl om, at det har hjulpet mig til at give slip.

Der er helt klart en sammenhæng mellem kontrol og min tro på mig selv og på, at det, der skal ske, sker. Kontrol er noget, jeg klamrer mig til, når jeg mangler tillid til mig selv.”

Mere nærværende

Det er også Briths erfaring, at kontrol blokerer for udsynet og forhindrer hende i at være til stede, og i takt med at hun har givet slip, oplever hun, at hun blevet mere nærværende.

“Før for jeg rundt, når jeg skulle ud ad døren, og skulle lige ordne det ene og det andet, og hvis mine børn og min mand havde brug for min opmærksomhed, kunne det godt blive svært. 

Nu er jeg blevet bedre til at lade tingene flyde og slippe det, jeg har i hænderne, og være der for mine børn. Det handler om at være nærværende. Det har jeg nok altid vidst, men det er bare først nu, at jeg også mærker det.”

Brith har lært at slippe kontrollen
Det er Briths erfaring, at kontrol forhindrer hende i at være til stede.© Sine Nielsen

At turde overlade ansvaret

Brith er også blevet bedre til at være hjemmefra i længere tid og stole på, at hendes mand og deres hjemmeboende søn nok skal klare det hele, mens hun er væk.

“En stor del af det med at slippe kontrollen handler jo også om at turde overlade ansvaret til andre og tro på, at der er andre end dig selv, der kan løfte opgaven. Men det er jo nemmere sagt end gjort. Det er en proces, og du skal være klar og have dig selv med.”

Det ultimative skridt

Sidste år var Brith klar til at tage det for hende ultimative skridt i forhold til det med at give slip. Hun sagde sit sikre fuldtidsjob på et behandlingssted op, for hun var ikke glad, havde ingen ro og arbejdede i døgndrift inde i sit hoved. 

Når hun endelig var hjemme, talte hun ikke om andet end sit arbejde og sine kvaler. Hun var ved at drive sin mand til vanvid, og det var da også en bemærkning fra ham, der gav Brith det allersidste skub.

“Det værste, der kan ske, er, at vi går fra hus og hjem,” sagde han og grinede, så Brith var overbevist om, at det kom lige fra hjertet. Da det gik op for hende, at han ikke forlangte, at hun hev en fuldtidsløn hjem, sagde hun op.

“Nu er jeg handicaphjælper, og min timeløn er halveret. Men det er simpelthen det bedste, jeg har gjort. Jeg er ellers altid gået efter højere løn og mere status, men det var en anden vej, jeg skulle gå.”

Lister hjælper

“Jeg har ikke sluppet kontrollen helt, og det kommer jeg nok aldrig til. Jeg laver stadig lister. Men det er lister, der hjælper mig, og ikke lister, der presser mig. For mig er det en måde at få tingene ud af hovedet på, så de ikke myldrer rundt og giver stress. Og der står stadig ting på mine lister, som jeg skrev ned i sommer, og det er helt o.k. Det stresser mig ikke.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 11. april 2019.

Du vil (garanteret) også kunne lide