Eftertænksom kvinde sidder i seng
Bliver du ved med at være tør, selvom du har lyst til sex? © iStock

Sex efter overgangsalderen: Gynækologen forklarer, hvordan du kan komme vaginal tørhed til livs

Det er helt ærligt svært. At ligge der og have lyst til sex, og kroppen så reagerer med rungende tørhed. Gynækolog Ditte Trolle giver dig tips til mere fugt

19. august 2017 af Redaktionen

Eksperten

Ditte Trolle er freelancegynækolog, tidligere overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Skejby Sygehus, foredragsholder om sex, hormoner og overgangsalder og forfatter til blandt andet Sex efter 50. 

Herunder giver eksperten dig en række råd til, hvad du kan gøre, hvis du oplever at være tør, selvom du har lyst til sex. 

Vaginal tørhed

“Fra når du går i puberteten og frem til din overgangalder, danner dine æggestokke østrogen. Østrogenet holder skeden fugtig og elastisk og gør slimhinden tyk og foldet. Der er også masser af mælkesyrebakterier, som beskytter skeden mod andre bakterier.

Når østrogenet forsvinder i forbindelse med overgangsalderen, bliver skeden generelt mere sart. Den bliver efterhånden mindre elastisk, og slimhinderne bliver tynde og tørre. Det er faktisk den vigtigste årsag til, at kvinder holder op med at dyrke sex efter overgangsalderen, og et problem, der virkelig er underbehandlet,” forklarer gynækolog Ditte Trolle. 

Sådan føles det

“Det er fremfor alt et problem i forbindelse med samleje. Når der er for tørt, kan samleje give rifter og sår i skedeslimhinden. Det gør ondt og betyder, at sex bliver en ubehagelig oplevelse.

Som regel er du kun generet, når du vil dyrke sex og have samleje.” 

Modent par ligger i seng
Når østrogenet forsvinder i forbindelse med overgangsalderen, kan det udfordre sexlivet.© Getty Images

Din løsning

“Du kan både forsøge dig med og uden hormoner. Der er ingen tvivl om, at det mest effektive er at behandle skeden med hormoner, med østrogen. Især, hvis du er hårdt ramt.” 

Med hormoner:

  • Tag en snak med din læge om, hvad der findes af muligheder. 
  • Østrogen gør din slimhinde tykkere, mere fugtig og mindre sart.
  • Østrogen fås som en ring, som lægges ind i skeden, og som skal skiftes hver tredje måned. Du mærker ikke, at ringen er der, og du kan nemt selv skifte den. Der findes også stikpiller og creme med østrogen.
  • Der er ingen bivirkninger ved disse lokalbehandlinger, som kun påvirker skeden og ikke har effekt på for eksempel hedeture. 

Uden hormoner:

  • Giv skeden regelmæssig fugtpleje med produkter, der indeholder hyaluronsyre. Få eventuelt vejledning på apoteket og forslag til konkrete produkter.
  • Brug glidecreme, når du har samleje. Vælg en med silikone. Det giver en behagelig overflade, der holder længere end vandbaseret glidecreme. Og silikonen bliver ikke optaget i kroppen.
  • Brug tid på forspillet. Det kan hjælpe at øge blodcirkulationen i underlivet. For eksempel ved at blive seksuelt ophidset med massage, vibrator eller andet. Knibeøvelser kan måske virke på samme måde.
  • Endelig skal du jo huske, at sex er så meget andet end samleje, så hvis du i en periode har ubehag fra skeden, kan I jo være sammen på andre måder. 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 78.

Du vil (garanteret) også kunne lide