Birthe Neumann: “Jeg er blevet mere nysgerrig med alderen”

Da jeg træder ud af biografen, hvor jeg har set Bille Augusts nye film Pagten til en pressevisning et par måneder før premieren, prøver jeg at komme i tanke om en anden film, hvor Birthe Neumann har spillet ondskabsfuld. Det er svært!

Muligvis har hun tidligere i sin teaterkarriere givet den som Medea eller Lady Macbeth, men på film kan jeg ikke se hende for mig som giftig og manipulerende. Og der er ellers rigeligt med roller i toneangivende film de seneste 30-40 år at tage af.

Birthe Neumann har været en omsorgsfuld mor i Kærlighedens smerte, en kærlig bedstemor i flere julekalendere, en altopofrende tante Bob i Kun en pige og en tålmodig sygeplejerske i Elsker dig for evigt. Hun har foldet sit tragikomiske talent ud i Hella Joof-film som Happy Ending og Sover Dolly på ryggen? Hun har forført Nikolaj Lie Kaas i Solkongen. Jeg kan også se hende for mig le nervøst, da Ulrich Thomsen hiver den gule og den grønne tale op af lommen i Festen. I den film er hun måske ikke ligefrem sympatisk som mor og passivt vidne til overgreb, men hun er heller ikke direkte ond.

1. Fortællingen om en ung prins og en heks

I Pagten spiller Birthe Neumann forfatteren Karen Blixen, som hun personligt “er helt vild med”. Så vild, at hun som ung flirtede med tanken om selv at skrive historier og rejse verden rundt i kakifarvet jakke med et gevær over skulderen i bedste Blixen i Afrika-stil.

“Jeg har altid læst eventyr,” fortæller Birthe Neumann.

“Lige fra jeg var barn, har jeg elsket folkeeventyr, Grimms eventyr, 1001 nats eventyr, og på et tidspunkt løb jeg ind i Karen Blixen, og jeg var helt solgt. Hun har så meget viden om mytologi, historie, geografi og antropologi, og samtidig var hun et menneske, som kunne knokle fra morgen til aften med hårdt fysisk arbejde, som vi ser i Den afrikanske farm. Jeg kan ikke andet end beundre en kvinde med så mange talenter og udfordringer i livet. Men da jeg fik at vide, at jeg skulle spille hende – og spille hende som gammel – selvfølgelig (hun smiler konspiratorisk) – må jeg indrømme, at jeg følte mig lidt starstruck. Jeg ville gerne have, at hun skulle kunne lide mig, hvis hun så filmen.”

Birthe Neumann ligner Karen Blixen skræmmende meget i filmen. Hun tilbragte hver optagedag halvanden til to timer i makeuppen, hvor hun blandt andet blev udstyret med mørkebrune kontaktlinser og en næse-attrap for at få den rette aristokratiske profil.

Iført dramatisk turban og silkegevandter glider hun i filmens scener gennem smagfulde stuer på Karen Blixen-residensen Rungstedlund, og her spinder hun den unge digter Thorkild Bjørnvig ind i sit net som en anden giftig edderkop, mens hans søde og jordbundne unge kone og senere også en jævnaldrende elskerinde ser fortvivlede til fra sidelinjen.

Den ældre Karen Blixen har på dette tidspunkt for længst mistet sin farm i Afrika, hun er en verdensberømt og -beundret forfatter, men hun er ensom, og hun holder hof for unge digtere og kulturpersoner på Rungstedlund, hvor den unge Bjørnvig får forvildet sig til middag, og så er dramaet i gang.

Birthe Neumann har selv set filmen for første gang, få dage inden vi mødes, og er stadig lidt rystet. “Jeg var helt overvældet, da jeg så filmen, over, hvor slem hun egentlig er. Jeg kom faktisk til at sidde og tude, fordi herregud, det var jo ikke meningen, jeg elsker hende jo, så kan jeg da ikke lave hende som sådan en heks. Men jeg vidste selvfølgelig godt undervejs, hvilken film Bille ville lave,” siger Birthe Neumann.

Hvilken film ville han lave?

“Historien om den unge prins. Uskylden selv, der kommer og ser den berømte forfatters smukke hus og bliver draget ind. Hun pirrer alle hans ambitioner, og hun tilbyder ham støtte. Han er forfængelig og tror hende. Han er ikke et offerlam, men hun er usympatisk, det er hun godt nok i den historie. Ondskabsfuld og manipulerende. Det er et tidspunkt i hendes liv, hvor der ikke er mere tilbage, og så kommer det her unge menneske ind, som pludselig kan opfylde alle hendes drømme, og hun lægger alle sine æg i den kurv.”

Hvordan har rollen været at spille for dig?

2. Fortællingen om næsten at vokse op på Frederiksberg

Fortællingen om Birthe Neumann selv begyndte et godt stykke fra Rungstedlund i Nordsjælland og det aristokratiske Danmark, som Karen Blixen repræsenterede. Birthe Neumann er vokset op i en toværelses lejlighed og har ingen særlige forudsætninger for at spille berømt baronesse med fra sin helt almindelige barndom.

Egentlig er hun døbt Birthe Neumann Frederiksen. Neumann efter sin mor og Frederiksen efter sin far, og i hendes barndom blev hun derfor råbt op som Birthe Frederiksen i skolen, og hos lægen og hos tandlægen, alle steder, hvor vi helst bare skal have et praktisk for- og efternavn. Det var længe inden, flertallet af danske børn blev udstyret med et hav af ekstra fornavne og efternavne med bindestreger. I 1950’ernes skole, hvor Birthe Frederiksen gik, hed drengene Erik, Ole og Jens, og pigerne Kirsten, Bente og Hanne, og som efternavn var Jensen, Nielsen eller Hansen de mest brugte på klasselisten.

Men enkelte var forud for deres tid. Da den helt unge Birthe Frederiksen kom i gymnasiet, begyndte hun at underskrive sig Birthe N. Frederiksen. Senere blev det til Birthe Neumann Frederiksen, og til sidst lod hun Frederiksen glide helt ud.

Hun fortæller historien om navnet, da jeg spørger, om hun nogensinde har pyntet på en historie eller fortalt en lille hvid løgn?

“På et tidspunkt var jeg blevet til Birthe Neumann, og går den, så går den, ikke? Jeg syntes, at Frederiksen var så grimt og ordinært, og det blev ofte udtalt forfærdeligt, ‘Fræriksen’, og da jeg så skulle være skuespiller, gik det jo slet ikke, det er umuligt, du kan ikke hedde Birthe Frederiksen,” siger Birthe Neumann og tilføjer straks:

“Men nu kan jeg godt ærgre mig over, at jeg smed Frederiksen ud. Det kunne være et fedt navn i dag. Der er en, der hedder Mette Frederiksen nu, og det virker da, som om det går godt for hende.”

Apropos pynte på historien. Hun voksede som sagt op i en toværelses lejlighed, der lå i Vanløse i kanten af København. Hendes far var skolelærer, og hendes mor var hjemmegående. Lavere middelklasse, siger hun selv. Men få gader væk lå Frederiksbergs herskabslejligheder med fire stuer en suite, brede alleer og sirlige opgange. Birthe var dygtig i skolen og skulle naturligvis være student. Hun kom i gymnasiet på Falkonergården lige på den anden side af bygrænsen.

“Vi boede lige ved Grøndals Parkvej. Lige på grænsen til Frederiksberg, og når nogen spurgte, hvor jeg boede, svarede jeg bare hurtigt: ‘På Frederiksberg’. Lige der ved Grøndals Parkvej, du ved.”

Vi griner. Jeg flyttede selv engang som yngre til Københavns Nordvestkvarter, der på det tidspunkt gik under betegnelsen Nordbyldepest, og ved flere lejligheder kom jeg i den periode til at sige, at jeg boede liiige i det ydre Frederiksberg.

Birthe Neumann skænker sort kaffe op. Bag fløjdørene i den til stødende stue spiller hendes mand dæmpet klassisk musik. Her er højt til loftet og fri udsigt over byens tage. I dag er der ikke længere nogen grund til at pynte på historien.

3. Fortællingen om et låst skab på Tingbjerg Skole og en skuespiller in spe

Har du altid vidst, at du ville være skuespiller?

“Jeg vidste i hvert fald godt, at jeg ikke skulle være lærer som min far. Hvis jeg ikke vidste det, så opdagede jeg det, da jeg som student blev lærervikar og havde så lidt styr på børnene, at det endte med, at de låste mig inde i et skab. Det var på Tingbjerg Skole. De unger afskyede, at der kom en vikar, og det var rent kaos. Det viste sig, at den autoritet, jeg troede var helt naturlig hos mig, det viste sig, at den havde jeg intet af. Jeg havde det dårligste tag på børn, og jeg kom til at hade børn i en kort periode. Jeg blev klar over, at det ikke var den vej, jeg skulle gå.”

Tanken om at blive skuespiller havde længe ligget og rumsteret et sted.

“Jeg skrev nogle skolekomedier i underskolen, som blev opført – og det betød, at jeg allerede i første klasse fik at vide af min lærerinde, at jeg da skulle være skuespiller. I en af de første klasser lærte jeg noget udenad, som skulle fremsiges til et forældrearrangement. Efter den dag skulle jeg altid lære noget udenad, når der var forældredage, og jeg hadede det. Jeg var en pæn pige, så jeg sagde jo ja, men jeg brød mig ikke om at stå der og fremsige Konen med æggene. Jeg havde ikke et optrædegen, og det har jeg faktisk aldrig haft. Det er ikke det, der driver mig. Men tanken om at blive skuespiller blev plantet tidligt.”

Først var Birthe Neumann dog omkring et par år med litteratur-studier på universitetet, inden hun endelig gik til optagelsesprøve på Teaterskolen og kom ind i første forsøg. Hun var lettet. Mest fordi indholdet i de følgende tre år nu lå fast. Tilbage var bare at forklare familien, hvilke planer den unge frøken Neumann havde for fremtiden.

“Det var volapyk i deres verden. Min far var den sidste, der fik det at vide. Det var ikke godt. Jeg var knyttet til min bedstemor, og hun var fra landet og skelnede ikke mellem en sigøjner og en skuespiller. Hun var rystet. Jeg havde det ikke godt med deres reaktion. Jeg følte mig usikker og vidste godt, at det var et usikkert erhverv – og frem for alt vidste jeg intet om at være skuespiller. Som familie gik vi ikke i teateret, og jeg tror også, jeg syntes, det var lidt kedeligt. Jeg forestillede mig nok nærmere, at jeg ville komme til USA og blive skuespiller i film der.”

4. Fortællingen om at være kørekanin og omsluttet af mørke

Birthe Neumann har tidligere fortalt om sit livs største krise til journalister, og derfor tøver hun et øjeblik med at sætte ord på dengang, hun i begyndelsen af 40’erne led af en alvorlig depression. Men i et portræt som dette og i dette magasin, til kvinder over 40 år, hører den fortælling med.

“Jeg var alvorligt syg. Jeg var ikke bare lidt ked af det,” siger hun til en begyndelse, og så fortæller hun om alle de krumspring, hun i sin tid gjorde i forsøget på at komme ud af den depressive tilstand. I begyndelsen altså, hvor hun stadig kunne handle.

“Jeg havde nogle år, hvor jeg tvang mig selv til at prøve alt muligt. Blive modig for eksempel. Jeg har altid afskyet biler og har aldrig kørt bil, men jeg tvang mig selv til at tage kørekort i en alder af 40 år. Jeg var angst, da jeg blev ansat som kørekanin hos Stjernkvist Køreskoler og fik 170 timer, hvor jeg i et køreskoleanlæg, lavede parkeringer med køreskoleaspiranter. Så kunne de øve sig på mig, jeg blev bare ikke rigtigt god til at køre bil af det.”

Hun endte med at kvitte tjansen som kørekanin, tage et almindeligt køreskoleforløb og bestå. Senere tog hun alene til Norge for at lære at stå på ski. For det havde hun aldrig lært, og det kunne måske gøre hende gladere at mestre den sport?

“Jeg havde meget i den periode med at forsøge at ændre mig selv. Jeg forsøgte at gøre så meget for at lave mig selv om – og det endte med, at der ikke var flere døre, jeg kunne åbne. Der var ikke flere muligheder. Det hele var et sort hul. Alt mit arbejde føltes rædselsfuldt, jeg følte, jeg var så dårlig til mit arbejde, jeg var farveløs, og jeg var uduelig. Jeg kunne ikke hente glæde ved at få en god rolle eller få succes, det talte ikke. Jeg var HELT sort!”

Var du længe om at få hjælp?

“Ja, der var halvandet år, hvor det selvfølgelig gik op og ned – og som alle, der har det sådan, var jeg også igennem en masse med psykolog og samtaleterapi, kropsterapi, hypnose og healing og zoneterapi, jeg slog mig i tøjret, jeg prøvede virkelig, for jeg ville bare ikke have medicin. Men det viste sig at være nødvendigt.”

5. Fortællingen om at løbe på bare tæer over Godthåbsvej

Birthe Neumann endte med at få medicin. Først flere slags, som ikke virkede, men til sidst en slags, som gjorde. Og det er den vigtigste historie for hende at bringe videre.

“Jeg gik i seng den 18. august om aftenen og var så syg af noget medicin, at jeg tænkte, at det ville slå mig ihjel. Jeg kunne ikke røre mine muskler, havde synsforstyrrelser og migræne, men jeg faldt i søvn, og så vågnede jeg den 19. august og slog øjnene op og tænkte: Gad vide, hvordan vejret er? Og så var der den mest blå himmel, og så tænkte jeg: Hvem er jeg?”

Mørket var forsvundet, og det skete fra den ene dag til den anden, efter en god nats søvn, som fulgte mindst et halvt års søvnløshed. For det var hendes symptom på sygdommen, at hun ikke kunne sove, at hun aldrig fandt hvile, men kunne rave fortvivlet rundt i nattemørket uden ro.

“Den morgen, hvor jeg vågnede til en blå himmel, løb jeg i nattøj tværs over Godthåbsvej på bare tæer til Frederiksberg Hospital og ind på psykiatrisk afdeling, hvor de kendte mig, fordi jeg var dagspatient. Jeg bad dem finde en læge, som kendte mig, og som kunne fortælle mig, hvad der skete, og hvem jeg nu var. Hun kom og sagde: ‘Det her er dig, Birthe! Det andet, det var ikke dig’. Så daffede jeg hjem igen i min natkjole. Jeg var rask. Sådan var det. Efter mange års mørke.”

Birthe Neumann har ingenting imod meditation og yoga. Det er fine aktiviteter for mange, som vil gøre noget for deres mentale sundhed, men for nogle er den slags ikke nok.

“Jeg har mødt så mange, som sagde, at jeg aldrig skulle tage medicin, men alle de guruer, der har en løsning – for mennesker, der virkelig er syge, gør det kun det hele endnu værre, for man får skyldfølelse over ikke at gøre det godt. Det er grotesk, at der stadig er et tabu, hvor det er flottere at klare den – at tage sig sammen, ikke? Det tabu har jeg lovet mig selv at bryde,” siger Birthe Neumann.

Hun har også lovet sig selv at sørge for livsglæde til sig selv. Det løfte aflagde hun, så snart hun blev rask.

“Mit arbejde og alle de ting, jeg selv har valgt, de skal være til glæde. Der er ting, vi er underkastet, men det, jeg selv vælger, skal være med glæde. Det gjorde, at min første arbejdsdag efter min sygdom var helt anderledes. Jeg mødte op og tænkte: Hold kæft, hvor er det skønt, at jeg skal være sammen med de her mennesker. Det vigtige for mig – og det har det været lige siden – det er, hvem jeg er sammen med, og ikke selve rollen.”

6. Fortællingen om den sorte hånd og det guddommelige lys

Kaffe må der til. Birthe Neumann skænker en kop mere op. Hendes ene hånd er underligt blåsort på hele overfladen. Hun fortæller, at hun fik den klemt for nogle dage siden, da hun var på kælketur med begge børnebørn. Hun er vild med at kælke, ligesom hun elsker de vilde forlystelser i Tivoli og alle rutsjebanerne i Lalandia. I det hele taget bekommer rollen som den vilde mormor hende godt.

“Jeg har lige plaget børnene, om vi ikke snart skal i Lalandia igen, men de gider ikke. Vi har været der to gange. Og på kælkebanen var det også sådan: ‘Mormor, lad nu være’. Jeg har de mest vidunderlige børnebørn!”

Faktisk sidder det ældste barnebarn lige nu i et tilstødende værelse og har hjemmeskole. Barnebarnets ankomst til verden har sammen med hans lillesøster udgjort et vendepunkt, og for at forklare den følelse må vi ty til hendes egne ord igen.

“Op til fødslen var jeg meget optaget af min datter, Stine, af hvordan hun havde det. Jeg havde egentlig ikke tænkt så meget over, at der også kom et barn. Men da vi kom ind på hospitalet efter fødslen, har jeg et klart billede af, at der ligger Stine i sengen, og hendes mand står ved vinduet, og ved siden af Stine er der en vugge, og der står et lys ned over den vugge. Jeg så bare den dreng, det var en åbenbaring, så stor en kærlighed, som jeg slet ikke kan beskrive. Det er jo så åndssvagt. Det kom fuldstændigt bag på mig.”

Hendes blåsorte hånd ryger op til hjertet.

“Jeg vil sværge på, at der blev tændt et lys over ham. Vægten af hans hoved i min hånd kan jeg mærke. Så kom der en pige senere, og der oplevede jeg selvfølgelig det samme.”

Det er noget andet end selv at blive mor, forsikrer hun. Dengang var hun mere pragmatisk. Mere optaget af ansvaret, forandringen, hendes egen rolle. At blive mormor er næsten en religiøs følelse.

“Det hele gav mening i det øjeblik, jeg så mit første barnebarn. Det var derfor. Det har alt sammen været for, at han kunne ske.”

7. Fortællingen om de bedste år

“Hvor gammel er du selv?”
Det er Birthe Neumann, der spørger. Sådan går det nogle gange i interviews, måske især som her, hvor hun er den mest erfarne, den livskloge. Hun begyndte trods alt på teaterskolen, året før jeg blev født.

“Jeg er 48 år,” svarer jeg.

“De år, du har foran dig, det er de bedste. 50’erne er vidunderlige år. Jeg synes heldigvis stadig, at alt er vidunderligt, men der er noget i den blanding af, at du er trådt væk fra det med altid at skulle være den kønne kvinde. Der siger du bare fuck! Jeg syntes, det gav en kæmpe frihed. Jeg følte, at jeg fik en anden energi og nysgerrighed. Jo ældre du bliver, jo vigtigere er det at blive ved med at være nysgerrig. Hvis nysgerrigheden stivner – og det gør den jo for nogle – så bliver verden mindre, meget kan virke lidt farligt, og så kan det blive lidt trist,” siger Birthe Neumann.

Hun har adræt placeret sig med benene i havfruestilling i den bløde sofa. I en stilling, der er alt andet end stiv og stivnet.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 30. marts 2021.

Birthe Neumann har aldrig tidligere arbejdet sammen med Bille August. Til sin casting på Pagten spillede hun en scene sammen med Simon Bennebjerg (som spiller Bjørnvig) – og bagefter sagde Bille August kun én ting: “Sådan skal det gøres!”

Som en del af forberedelsen til rollen som Karen Blixen lyttede Birthe Neumann til en række optagelser med Blixens karakteristiske mørke stemme. For at imødekomme publikum taler hun dog i filmen knap så affekteret, som baronessen gjorde i virkeligheden.

Pagten – mit venskab med Karen Blixen er Thorkild Bjørnvigs erindringsroman, udgivet i 1974, og Bille Augusts film er baseret på denne.

Karen Blixen fik sit internationale gennembrud med novellesamlingen Syv fantastiske fortællinger, der i 1934 blev udgivet i USA under pseudonymet Isak Dinesen.

Blixens status som litterær stjerne i 1950’erne, hvor Pagten udspiller sig, understreges måske bedst af forfatteren Ernest Hemingway, da han i 1954 modtog Nobelprisen i Litteratur i Stockholm og sagde, at han gerne havde ventet, til Karen Blixen havde fået den.