Birgitte blev fanget af casinospil på nettet: “Jeg troede, at hurtige penge kunne give mig frihed”

Jeg er egentlig en fornuftig pige. Det tror jeg, alle, der kender mig, vil sige. Jeg er ordentlig og struktureret, har arbejdet med regnskaber og har altid overholdt mine deadlines. Allerede som barn sad jeg og satte tal i kolonner, og som voksen har jeg fået en akademisk uddannelse. Det virker meningsløst, at jeg skulle kunne tabe tusindvis af kroner i et tåbeligt pengespil på nettet. Og alligevel giver det god mening.

En aften for otte år siden klikkede jeg ind på en casinoside på nettet. Sådan en, der åbner med et stort billede af en kvinde, der ligger badet i penge. En del af mig var skeptisk, men der var et gratis testspil, som jeg prøvede, og der vandt jeg selvfølgelig.

Det var et rush. Jeg lod mig rive med af følelsen, som jeg sad der i sofaen, mens min dengang 13-årige søn sov roligt på sit værelse ovenpå. Jeg vandt, jeg havde succes, og jeg så for mig alle de ferier, vi kunne komme på, den bil, jeg ville købe. Den ubekymrethed, som mange penge giver.

Jeg vidste godt, at held med den slags spil altid er for godt til at være sandt. Men jeg vandt jo. Så jeg puttede en lille smule penge i det. Og tabte 500 kroner.

Det gjorde mig stædig, for dem ville jeg vinde tilbage. Det gjorde jeg også, men spillet var lavet så snedigt, at jeg først kunne trække min gevinst ud, når jeg havde vundet over 12.000 kroner. Så jeg blev ved.

Blev opdraget til at arbejde for pengene

Når jeg tænker tilbage på min barndom, har jeg altid været optaget af penge. Jeg fik mit første job som hundelufter, da jeg var 12 år, og siden fortsatte jeg med rengøringsjob og morgenvagter hos en bager, så jeg hele tiden kunne købe nyt tøj og musik. Jeg følte et behov for at købe ting og sager. Det lykkedes mig også at spare sammen til at tage på interrail, da jeg var 18 år.

Jeg er opdraget til, at det er fornuftigt at lægge penge til side. Min mor var sygehjælper, og min far var typograf, og de havde en helt almindelig indtægt, men de skulle arbejde hårdt for pengene og på alle tider af døgnet. Typograf var et usikkert erhverv allerede dengang, så det lå i kortene, at du kunne miste dit arbejde. Min morfar var skrædder og dygtig til at tjene penge, og jeg kan tydeligt huske en episode, hvor jeg måske har været seks-syv år, hvor han sagde, at hver gang jeg tjente en krone, måtte jeg bruge 90 øre.

Det syntes jeg lød kedeligt. Ufrit. En eller anden rebelsk side af mig gjorde modstand mod den tankegang. Selv om jeg blev opdraget til at arbejde for pengene, lægge til side og lægge budget, havde jeg svært ved at overholde det. Jeg blev altid grebet af mine følelser og kom til at bruge mere, end jeg havde.

Som voksen har jeg været alene med min søn, siden han var fire år, og jeg har prioriteret ham meget højt, og derfor er jeg altid gået efter job på deltid. Selv om det var et bevidst valg, har jeg alligevel været frustreret over ikke at kunne have et spændende job og tjene penge på noget, jeg brændte for. Jeg har arbejdet i arbejdsformidlingen, i arbejdsmarkedsstyrelsen og som regnskabmedarbejder. Jeg tjente, så jeg kunne forsørge David, men der var ikke til meget sjov.

Samtidig har jeg altid haft en fornemmelse af, at mine penge smuldrede mellem fingrene på mig. Jeg købte tit tøj til mig selv og ting til hjemmet, men ikke for dyrt. Jeg kunne sagtens købe tre ting til 300 kroner, men en ting til 800 kroner gav mig åndenød. Så jeg købte en masse småting, slæbte sække til genbrug med alle mine fejlkøb, og når jeg nåede den 23. i måneden, var min konto tom.

Så selv om jeg længe havde haft en drøm om at blive selvstændig, så betød mit forbrug, at jeg aldrig fik sparet sammen, så jeg kunne have en startkapital til at investere i en computer, en hjemmeside og måske en mentor til at hjælpe mig i gang. Jeg følte mig låst. Ude af stand til at ændre mit liv, og jeg blev mere og mere frustreret over det.