Ayan flygtede alene fra Somalia som 12-årig: “Jeg giver ikke op let”

I november 1992 steg en pige på 12 år om bord i et fly i Kenya med kurs mod Europa. Hun rejste sammen med en dame, hun ikke kendte, og en flok børn, hun aldrig havde set før. 

I lommen havde hun et stykke papir med en lang liste med telefonnumre på hendes mors bekendte rundt om i Europa. Lige meget hvor flyet landede, skulle hun ringe og sige sin mors navn og bede om at blive hentet.

Flyet landede i Danmark, og pigen hed Ayan Musse. 

Fra lille pige til flittig kvinde

I dag er Ayan en voksen kvinde med mand og tre dygtige og søde døtre, hun bor i et hyggeligt, gult parcelhus i Ringsted, har en uddannelse som socialformidler og et job i den lokale 3F-fagforening. 

Hun er bestyrelsesmedlem i sin yngste datters børnehave, medlem af en politisk forening og aktiv i netværket Bydelsmødre. For efterhånden lang tiden siden tog hun et ekstra navn, Mona, for at have et dansk islæt i sit navn foruden det somaliske fornavn og efternavn.

Ayan Mona Musse har lovet at forbinde de to punkter i sin tidlinje for os. Fortælle historien om den 12-årige pige, der flygtede, og den kvinde, der i dag er et lysende eksempel på, hvad det betyder, at man er stædig, flittig, positiv, aldrig opgiver håbet – og tør sige fra, men også kan bede om hjælp, når det eller den kræves.

En hård start 

Den historie begynder i Somalia for 41 år siden. “Jeg er født i Somalia i landsbyen Galgaduud, hvor min far var en rig mand, og min mor var meget ung. Jeg var en nuttet, tyk og aktiv baby, men da jeg var fire år, fik jeg polio, børnelammelse, og min mor tog mig til en heksedoktor, fordi hun var bange for, at jeg var forhekset. 

Ingen forstod, at jeg pludselig sad stille på min numse hele tiden, men jeg kunne ikke bevæge mig på grund af lammelsen i mine ben. Heksedoktoren brændte mig i panden. Jeg har stadig et ar, en hvid plet til minde om episoden, og det hjalp selvfølgelig ikke. 

Men min mor var endnu ikke 20 år gammel og anede ikke, hvordan hun skulle hjælpe mig. Heldigvis skred min morfar ind og fik arrangeret, at jeg kom til hovedstaden Mogadishu, som lå mere end 1.000 kilometer væk, for at få behandling af en rigtig læge.

Jeg blev indlagt i to år for at få behandling og genoptræning, som betød, at jeg kom til at gå igen, men også, at mit ene ben aldrig blev helt normalt igen. Under min indlæggelse var min mor nødt til at tage sig af mine to søskende i landsbyen, mens min moster tog med mig til Mogadishu. Det er helt almindeligt i Somalia, at søskende hjælper hinanden på den måde.”

Skilsmisse og stædighed

“Men efterhånden blev det for tungt for os at være adskilt. Min mor savnede mig, og hun ville gerne have mig og mine søskende samlet. Der er kun 11 måneder mellem hver af os, min storebror, mig og min lillesøster.

Min mor fik min far til at købe et hus i Mogadishu og flyttede til hovedstaden med mine søskende. Min far tog ikke med. Han forsørgede os i begyndelsen, men efter et stykke tid fandt han en ny kone i Galgaduud og fik en ny familie. De blev skilt, og det blev min mor, der kom til at forsørge os.

Jeg husker det som en god, tryg barndom, på trods af min sygdom og skilsmissen. Min mors søskende var rejst med til Mogadishu. Der var altid familie omkring mig. Hvis min skole skulle på tur, og jeg ikke kunne gå hjem på grund af mit ene svagelige ben, så kom en af min mors brødre altid og hentede mig.

Vi var hverken rige eller fattige. Min mor fik en uddannelse som lærer og arbejdede for Røde Kors i Mogadishu. Det var hårdt for hende, tænker jeg nu, men hun var en stærk kvinde, opdraget som en dreng af sin far.

Hun var selvstændig og tog som den ældste blandt sine søskende et stort ansvar for hele familien. Jeg har nok arvet noget af hendes viljestyrke og stædighed.

Meget tidligt meget voksen

“Jeg var på Sandholm i fire uger, herefter kom jeg til et børneasylcenter i Ringsted i seks måneder, indtil maj 1993, hvor jeg fik opholdstilladelse og kom på et børnehjem i Charlottenlund. Her boede jeg, indtil jeg fyldte 18 år og officielt var voksen.

I virkeligheden blev jeg meget tidligt voksen. Det gør man, når man kommer alene til et fremmed land som 12-årig. Jeg kendte ingen, kunne ikke tale sproget, og i starten var jeg nervøs for at spise maden. 

Boller i karry, det så meget mærkeligt ud, jeg havde aldrig prøvet den slags mad før, så indimellem spiste jeg bare lidt brød.”

På børnehjem 

“Jeg har ikke noget dårligt at sige om børnehjemmet. Forstanderen hed Solveig, og hun sagde ligeud til mig: ‘Nu er der ro, og du skal være her, indtil du bliver voksen’. 

Hun hjalp mig, da jeg ville skifte skole, fordi jeg ikke kunne falde til i Ordrup, hvor jeg var den eneste mørke pige blandt 800 elever, hun holdt et værelse til mig på børnehjemmet, mens jeg var på efterskole, så jeg havde et sted at være i weekender, hvor alle fra efterskolen tog hjem til deres familier, og hun sørgede for en ungdomsbolig til mig, da jeg blev 18 år. 

Solveig lærte mig at styre min økonomi, og hun forklarede mig, at jeg er nødt til at kæmpe dobbelt så hårdt som dem, der hedder Louise og Maria, for at få et job i Danmark. 

Jeg er taknemmelig for, at hun sagde alt ligeud til mig. Jeg har aldrig oplevet racisme direkte, men lige når det gælder job, er det en ulempe at hedde Ayan Musse. Jeg forstod tidligt, at jeg var nødt til at gøre mig ekstra umage.

Jeg var flittig, lærte dansk meget hurtigt og lavede alle mine lektier. Jeg vidste, at min mor havde betalt mange penge for at få mig ud af Somalia. Hun betalte af i 10 år på gælden til de smuglere, der fik mig og senere mine søskende ud.

Det har været med til at skubbe mig fremad. Jeg ville ikke skuffe hende. Jeg ville have frihed og tjene mine egne penge.”

Mødet med mor 

“Men selvfølgelig var jeg ked af det i begyndelsen. Jeg ringede hjem til min mor en gang om måneden det første lange stykke tid i Danmark, og hver gang sagde jeg til hende, at jeg ville hjem. ‘Hold ud,’ svarede hun hver gang.”

Ayan Monas bror og søster kom til Holland et stykke tid efter hendes ankomst til Danmark. Hendes mor forlod først Somalia seks år senere, hvor hun kom til London, og Ayan Mona med hjælp fra børnehjemmets forstander fik lov at besøge hende.

“Det var mærkeligt at se hende igen. Jeg havde et liv i Danmark, og jeg havde fået det godt. Men pludselig ville hun bestemme, at jeg skulle gå med tørklæde, at jeg ikke måtte drikke vin og alt muligt andet. Det ville jeg ikke være med til. Jeg ville have min frihed.

Vi har holdt kontakt, men vi har aldrig fået et tæt forhold igen. Vi er blevet for forskellige. Vores forskellighed blev meget tydelig, da jeg senere mødte min mand, Andreas, og vi begyndte at tale om at få børn.”

Med åbne øjne

Ayana Mona har skabt sig et helt almindeligt liv i Danmark. Med madpakker, forældremøder og en græsplæne, der skal slås. Og så alligevel ikke. For i et hjørne af stuen har hun indrettet et lille kontor med egen indgang fra haven. Her kan hun modtage nogle af de mange mennesker i lokalområdet, som hun hjælper med at finde vej i det danske samfund.

Ayan Mona arbejder frivilligt med at hjælpe etniske minoriteter. Hun har altid haft en trang til at give noget tilbage. Sidste år vandt hun sammen med en række andre ildsjæle Kronprinsparrets Sociale Pris for projektet Bydelsmødre, som hjælper kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.

“Jeg har altid forsøgt at tænke på, hvordan jeg kan bidrage. Det er sådan, jeg har klaret mig. Jeg er åben og ærlig og møder alle med et smil. Jeg har været forkvinde for Bydelsmødrene i Ringsted i fire år og sørget for hjælp til selvhjælp til en række kvinder, som ellers ville være isolerede. 

Tilbage til Somalia

“Når det er sagt, så går det ikke uden mennesker, der hjælper undervejs. Jeg har haft Solveig og min elskede plejefamilie, som jeg blev tilknyttet allerede på børneasylcentret, og som jeg i dag kalder min familie. I dag har jeg også min svigerfamilie. 

Jeg insisterede på, at Andreas og jeg skulle flytte til Ringsted, hvor hans familie bor, da vi skulle have børn, så de fik bedsteforældre tæt på.”

En historie som Ayan Monas er ikke af den slags, hvor man kan vende fortiden ryggen og aldrig se sig tilbage. Der kom et tidspunkt, hvor hun med åbne øjne måtte finde ud af, hvad hun er kommet af.

“På et tidspunkt, da min ældste datter nærmede sig 12 år, fik jeg en uro i kroppen, som jeg ikke kunne komme af med. Jeg kunne ikke rigtigt slappe af. Derfor rejste jeg i 2014 tilbage til Somalia og tilbragte tre uger i landet.