Ayan Mona Musse flygtede alene fra Somalia til Danmark
Ayan Mona Musse (41). © Thomas Dahl

Ayan flygtede alene fra Somalia som 12-årig: “Jeg giver ikke op let”

Nogle mennesker er bare skabt af noget særligt. Eller bliver det. Som 12-årig flygtede Ayan Mona Musse alene fra Somalia til Danmark. I dag er hun en kvinde, som indgyder andre håb og hjælper minoritetskvinder i sit lokalområde med at finde sig til rette i deres nye land og liv

19. juli 2020 af Karen Greve

Ayan Mona Musse (41)

  • er født i Somalia og kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn som 12-årig i 1992.
  • er gift med Andreas og mor til Jamilla på 15, Hani på 11 og Samira på 4 år.
  • er socialformidler i fagforeningen 3F. Er desuden frivillig aktiv i netværket Bydelsmødre, som fik Kronprinsparrets Sociale Pris i 2019.

I november 1992 steg en pige på 12 år om bord i et fly i Kenya med kurs mod Europa. Hun rejste sammen med en dame, hun ikke kendte, og en flok børn, hun aldrig havde set før. 

I lommen havde hun et stykke papir med en lang liste med telefonnumre på hendes mors bekendte rundt om i Europa. Lige meget hvor flyet landede, skulle hun ringe og sige sin mors navn og bede om at blive hentet.

Flyet landede i Danmark, og pigen hed Ayan Musse. 

Fra lille pige til flittig kvinde

I dag er Ayan en voksen kvinde med mand og tre dygtige og søde døtre, hun bor i et hyggeligt, gult parcelhus i Ringsted, har en uddannelse som socialformidler og et job i den lokale 3F-fagforening. 

Hun er bestyrelsesmedlem i sin yngste datters børnehave, medlem af en politisk forening og aktiv i netværket Bydelsmødre. For efterhånden lang tiden siden tog hun et ekstra navn, Mona, for at have et dansk islæt i sit navn foruden det somaliske fornavn og efternavn.

Ayan Mona Musse har lovet at forbinde de to punkter i sin tidlinje for os. Fortælle historien om den 12-årige pige, der flygtede, og den kvinde, der i dag er et lysende eksempel på, hvad det betyder, at man er stædig, flittig, positiv, aldrig opgiver håbet – og tør sige fra, men også kan bede om hjælp, når det eller den kræves.

En hård start 

Den historie begynder i Somalia for 41 år siden. “Jeg er født i Somalia i landsbyen Galgaduud, hvor min far var en rig mand, og min mor var meget ung. Jeg var en nuttet, tyk og aktiv baby, men da jeg var fire år, fik jeg polio, børnelammelse, og min mor tog mig til en heksedoktor, fordi hun var bange for, at jeg var forhekset. 

Ingen forstod, at jeg pludselig sad stille på min numse hele tiden, men jeg kunne ikke bevæge mig på grund af lammelsen i mine ben. Heksedoktoren brændte mig i panden. Jeg har stadig et ar, en hvid plet til minde om episoden, og det hjalp selvfølgelig ikke. 

Men min mor var endnu ikke 20 år gammel og anede ikke, hvordan hun skulle hjælpe mig. Heldigvis skred min morfar ind og fik arrangeret, at jeg kom til hovedstaden Mogadishu, som lå mere end 1.000 kilometer væk, for at få behandling af en rigtig læge.

Jeg blev indlagt i to år for at få behandling og genoptræning, som betød, at jeg kom til at gå igen, men også, at mit ene ben aldrig blev helt normalt igen. Under min indlæggelse var min mor nødt til at tage sig af mine to søskende i landsbyen, mens min moster tog med mig til Mogadishu. Det er helt almindeligt i Somalia, at søskende hjælper hinanden på den måde.”

Skilsmisse og stædighed

“Men efterhånden blev det for tungt for os at være adskilt. Min mor savnede mig, og hun ville gerne have mig og mine søskende samlet. Der er kun 11 måneder mellem hver af os, min storebror, mig og min lillesøster.

Min mor fik min far til at købe et hus i Mogadishu og flyttede til hovedstaden med mine søskende. Min far tog ikke med. Han forsørgede os i begyndelsen, men efter et stykke tid fandt han en ny kone i Galgaduud og fik en ny familie. De blev skilt, og det blev min mor, der kom til at forsørge os.

Jeg husker det som en god, tryg barndom, på trods af min sygdom og skilsmissen. Min mors søskende var rejst med til Mogadishu. Der var altid familie omkring mig. Hvis min skole skulle på tur, og jeg ikke kunne gå hjem på grund af mit ene svagelige ben, så kom en af min mors brødre altid og hentede mig.

Vi var hverken rige eller fattige. Min mor fik en uddannelse som lærer og arbejdede for Røde Kors i Mogadishu. Det var hårdt for hende, tænker jeg nu, men hun var en stærk kvinde, opdraget som en dreng af sin far.

Hun var selvstændig og tog som den ældste blandt sine søskende et stort ansvar for hele familien. Jeg har nok arvet noget af hendes viljestyrke og stædighed.

På et tidspunkt betød min viljestyrke, at jeg stak af for at besøge min far i landsbyen. Alle sagde til mig, at jeg lignede ham, og jeg havde brug for at se ham og for at høre sandheden om skilsmissen. Jeg havde jo kun hørt min mors version.

Min far blev rasende, da jeg kom, og sagde til mig, at jeg hørte til min mor nu. Det havde hun valgt. Så kunne jeg rejse tilbage til min mor, som trak på skuldrene. ‘Nu ved du det’, sagde hun, ‘vi kan ikke regne med ham, vi må klare os selv’. Så lærte jeg det!”

Ayan Mona Musse
Ayan har arvet sin mors viljestyrke og stædighed.© Thomas Dahl

Borgerkrig og flugt

I 1991 udbrød der borgerkrig i Somalia efter et militærkup, og Mogadishu blev en by, hvor huse blev skudt i ruiner, militante klaner kørte rundt med skarpladte våben, og lig blev efterladt på gaden. Ayan og hendes søskende flygtede til nabolandet Kenya.

“Min mor skulle tage sig af sine søskende og mine bedsteforældre, der var for gamle til at flygte. Hun kunne ikke tage med os børn, men hun ville have os i sikkerhed. Derfor rejste vi med vores moster til Nairobi i Kenya.

Men i Nairobi følte vi os heller ikke sikre. Vi var illegalt i landet, og min moster risikerede hele tiden at blive stoppet og chikaneret af politiet på gaden. Vi måtte flytte fra sted til sted og gemme os, og vi var utrygge hele tiden. Hvad nu, hvis min moster en dag ikke kom hjem? 

Derfor tog min mor kontakt til menneskesmuglere, som skulle få os ud af landet. Dengang havde børn ikke egne pas, men var skrevet ind i deres forældres pas, og derfor kunne flygtningebørn smugles ud sammen med voksne, der havde børn i samme alder.”

Landet i Danmark 

“Jeg kan tydeligt huske den dag, min moster tog mig med for at mødes med en fremmed dame i lufthavnen. Hun havde en datter på min alder skrevet ind i sit pas, og derfor kunne hun tage mig med ud af landet. Jeg kendte hende ikke, og selvfølgelig var jeg bange. 

Jeg var ked af det, fordi jeg skulle skilles fra mine søskende, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen. Vi fløj fra Nairobi over Schweiz til Kastrup Lufthavn.

Vi kom uden problemer gennem sikkerhedskontrollen i København, og damen fløj sammen med andre flygtningebørn videre til Sverige, men jeg stod af. 

Min mor havde sagt, at så snart jeg kom til et land, hvor jeg kunne få ophold og ringe til en af kontakterne på min liste, skulle jeg blive der. Så jeg ringede collect call fra en telefonboks til en af min mors bekendte, som boede i Kalundborg, og bad ham om at hente mig. 

Jeg ventede en time på en bænk i lufthavnen, før han kom og kørte mig til Sandholm. Jeg frøs. Jeg havde sandaler og en tynd jakke på, og det var november i Danmark.”

Flygtningebørn

  • 1. januar 2020 var der 807.169 flygtninge og efterkommere i Danmark, svarende til 13,9 procent af befolkningen. 21.072 af dem er fra Somalia.
  • Der ankommer fortsat uledsagede flygtningebørn til Danmark. I 2015 kom der 2.144 børn, i 2016 kom der 1.184 børn, og i 2017 462 børn. Primært fra Marokko, Afghanistan og Syrien.
  • Børnene betragtes som en særligt sårbar gruppe, hvilket betyder, at deres asylansøgning bliver behandlet hurtigere, og at de bliver indkvarteret med andre børn og ekstra personale.

Kilde: Danmarks Statistik, DFUNK

Meget tidligt meget voksen

“Jeg var på Sandholm i fire uger, herefter kom jeg til et børneasylcenter i Ringsted i seks måneder, indtil maj 1993, hvor jeg fik opholdstilladelse og kom på et børnehjem i Charlottenlund. Her boede jeg, indtil jeg fyldte 18 år og officielt var voksen.

I virkeligheden blev jeg meget tidligt voksen. Det gør man, når man kommer alene til et fremmed land som 12-årig. Jeg kendte ingen, kunne ikke tale sproget, og i starten var jeg nervøs for at spise maden. 

Boller i karry, det så meget mærkeligt ud, jeg havde aldrig prøvet den slags mad før, så indimellem spiste jeg bare lidt brød.”

På børnehjem 

“Jeg har ikke noget dårligt at sige om børnehjemmet. Forstanderen hed Solveig, og hun sagde ligeud til mig: ‘Nu er der ro, og du skal være her, indtil du bliver voksen’. 

Hun hjalp mig, da jeg ville skifte skole, fordi jeg ikke kunne falde til i Ordrup, hvor jeg var den eneste mørke pige blandt 800 elever, hun holdt et værelse til mig på børnehjemmet, mens jeg var på efterskole, så jeg havde et sted at være i weekender, hvor alle fra efterskolen tog hjem til deres familier, og hun sørgede for en ungdomsbolig til mig, da jeg blev 18 år. 

Solveig lærte mig at styre min økonomi, og hun forklarede mig, at jeg er nødt til at kæmpe dobbelt så hårdt som dem, der hedder Louise og Maria, for at få et job i Danmark. 

Jeg er taknemmelig for, at hun sagde alt ligeud til mig. Jeg har aldrig oplevet racisme direkte, men lige når det gælder job, er det en ulempe at hedde Ayan Musse. Jeg forstod tidligt, at jeg var nødt til at gøre mig ekstra umage.

Jeg var flittig, lærte dansk meget hurtigt og lavede alle mine lektier. Jeg vidste, at min mor havde betalt mange penge for at få mig ud af Somalia. Hun betalte af i 10 år på gælden til de smuglere, der fik mig og senere mine søskende ud.

Det har været med til at skubbe mig fremad. Jeg ville ikke skuffe hende. Jeg ville have frihed og tjene mine egne penge.”

Mødet med mor 

“Men selvfølgelig var jeg ked af det i begyndelsen. Jeg ringede hjem til min mor en gang om måneden det første lange stykke tid i Danmark, og hver gang sagde jeg til hende, at jeg ville hjem. ‘Hold ud,’ svarede hun hver gang.”

Ayan Monas bror og søster kom til Holland et stykke tid efter hendes ankomst til Danmark. Hendes mor forlod først Somalia seks år senere, hvor hun kom til London, og Ayan Mona med hjælp fra børnehjemmets forstander fik lov at besøge hende.

“Det var mærkeligt at se hende igen. Jeg havde et liv i Danmark, og jeg havde fået det godt. Men pludselig ville hun bestemme, at jeg skulle gå med tørklæde, at jeg ikke måtte drikke vin og alt muligt andet. Det ville jeg ikke være med til. Jeg ville have min frihed.

Vi har holdt kontakt, men vi har aldrig fået et tæt forhold igen. Vi er blevet for forskellige. Vores forskellighed blev meget tydelig, da jeg senere mødte min mand, Andreas, og vi begyndte at tale om at få børn.”

Ayan Mona griner hjerteligt ved tanken om det surprise-bryllup, hun af hensyn til sin mor fik lokket Andreas med til.

“Min mor kunne ikke lide tanken om, at jeg flyttede sammen med Andreas, uden at vi var gift. Selv om hun boede i London, hørte hun om min kæreste fra somaliske familier i Danmark. Da vi begyndte at overveje børn, ville hun arrangere et bryllup for os. Vi blev hovedpersoner i en kæmpe fest med en masse mennesker, vi ikke kendte. Andreas tog det pænt. Og bagefter kunne vi gøre, som vi ville, og leve det liv, vi selv havde lyst til.”

Med åbne øjne

Ayana Mona har skabt sig et helt almindeligt liv i Danmark. Med madpakker, forældremøder og en græsplæne, der skal slås. Og så alligevel ikke. For i et hjørne af stuen har hun indrettet et lille kontor med egen indgang fra haven. Her kan hun modtage nogle af de mange mennesker i lokalområdet, som hun hjælper med at finde vej i det danske samfund.

Ayan Mona arbejder frivilligt med at hjælpe etniske minoriteter. Hun har altid haft en trang til at give noget tilbage. Sidste år vandt hun sammen med en række andre ildsjæle Kronprinsparrets Sociale Pris for projektet Bydelsmødre, som hjælper kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.

“Jeg har altid forsøgt at tænke på, hvordan jeg kan bidrage. Det er sådan, jeg har klaret mig. Jeg er åben og ærlig og møder alle med et smil. Jeg har været forkvinde for Bydelsmødrene i Ringsted i fire år og sørget for hjælp til selvhjælp til en række kvinder, som ellers ville være isolerede. 

Det er noget med at give viden videre: Hvad laver en SSP-konsulent? Hvad gør en sundhedsplejerske? Der er så mange gratis tilbud i kommunen om genoptræning, rygestop, alt muligt, som mange flere kan få glæde af, hvis de ved, at det findes og tilmelder sig.

Det handler om at åbne øjnene for at se de muligheder, der er. I 2020 fik jeg sammen med andre bydelsmødre i Ringsted en integrationspris som tak for en kæmpe indsats. Det er jeg meget stolt af.”

Ayan Mona Musse er Bydelsmor
“Jeg har altid forsøgt at tænke på, hvordan jeg kan bidrage. Det er sådan, jeg har klaret mig.”© Thomas Dahl

Jeg tør godt 

“For mig er engagement en måde at komme videre på. Jeg siger også altid min mening. Det er vigtigt at kunne sige fra, når du møder noget ubehageligt. Jeg turde godt sige fra over for den folkeskole, jeg i første omgang blev placeret i. 

Jeg turde også godt sige mit job op i 2018. Det skal nok gå, tænkte jeg, og blev ved med at kontakte arbejdspladser i området, indtil en af dem tilbød mig en ansættelse. Jeg giver ikke op let. Jeg har altid tænkt, at i morgen bliver det bedre. Og så har jeg været stædig. 

På et tidspunkt ville min tidligere chef ikke give mig en efteruddannelse, fordi jeg kun kan arbejde på deltid på grund af mit dårlige ben. Det kunne ikke rigtigt betale sig at bruge penge på, mente hun. Så tog jeg orlov, betalte selv for uddannelsen og kom tilbage med et 12-tal og sagde: ‘Vil du ansætte mig nu?’. Jeg vil ikke vente på, at andre giver mig lov til at komme videre.”

Tilbage til Somalia

“Når det er sagt, så går det ikke uden mennesker, der hjælper undervejs. Jeg har haft Solveig og min elskede plejefamilie, som jeg blev tilknyttet allerede på børneasylcentret, og som jeg i dag kalder min familie. I dag har jeg også min svigerfamilie. 

Jeg insisterede på, at Andreas og jeg skulle flytte til Ringsted, hvor hans familie bor, da vi skulle have børn, så de fik bedsteforældre tæt på.”

En historie som Ayan Monas er ikke af den slags, hvor man kan vende fortiden ryggen og aldrig se sig tilbage. Der kom et tidspunkt, hvor hun med åbne øjne måtte finde ud af, hvad hun er kommet af.

“På et tidspunkt, da min ældste datter nærmede sig 12 år, fik jeg en uro i kroppen, som jeg ikke kunne komme af med. Jeg kunne ikke rigtigt slappe af. Derfor rejste jeg i 2014 tilbage til Somalia og tilbragte tre uger i landet.

Jeg havde brug for at se, hvad jeg kom fra, se min mors brødre, vores gamle hus, min skole i Mogadishu. Min ene morbror kørte mig rundt, og jeg så med egne øjne, hvor svært det er at komme på hospitalet og få medicin, at det kun er koranskolen, som fungerer, at jeg kun kunne køre rundt helt tildækket.”

Bydelsmødre

Vil du vide mere om Bydelsmødre, der har initiativer over hele landet, så tjek Bydelsmor.dk, eller følg med på Facebook eller Instagram: @bydelsmoedrene.

Taknemmelig

“Og jeg rejste hjem og sagde til Andreas, at jeg skal være taknemmelig. Jeg har været vred på min mor gennem årene. Jeg har i perioder hadet hende for at sende mig væk, men efter min rejse forstod jeg, hvor heldig jeg har været at komme herop. 

Jeg har en uddannelse, jeg har en familie, mit eget hus, jeg kan færdes ude om aftenen. I Somalia kan du ikke gå ud efter mørkets frembrud, så frygteligt er der. Du risikerer at blive voldtaget eller slået ihjel i mørket. Jeg er glad for, at jeg har hjemme her.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juni 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...