Kvinde vandrer i skov
Det er Helle Cortsens erfaring, at der dukker nogle helt nye tanker op i hovedet efter en times vandring.© Thomas Dahl

At vandre er en form for meditation for mig

Vandring begyndte som en familieoplevelse for Helle Cortsen, men de senere år har hun opdaget, at det giver hende noget særligt at vandre alene i stilhed.

17. april 2021 af Karen Greve

Helle Cortsen (48)

  • har vandret de seneste 13 år, først med børn, senere også alene og i stilhed. Har vandret i Alperne, på Mallorca, i Peru, i Sverige og ofte på Møn, som har en særlig plads hos hende.
  • er kæreste med Morten og mor til Tobias på 21 og Katrine på 18 år. Morten har desuden Anton på 15 år fra et tidligere forhold.
  • er sygeplejerske, er be­gyndt på en uddannel­se som naturterapeut og driver virksomheden Natur Retreat, hvor hun arrangerer vandreture og grønne pauser. 

Hvornår begyndte du at vandre?

“Mit første møde med at vandre havde jeg i Schweiz med mine to børn, der dengang var fem og otte år. Vi rejste ned til et sted i Alperne, hvor vi havde været på ski om ­vinteren. Tog liften op og gik hele dagen oppe i bjergene, og jeg kan huske, at min datter kiggede benovet rundt på det storslåede landskab og sagde, at hun havde det, som om hun indtil nu havde været pakket ned i en kuffert. Verden virkede stor deroppe. Jeg har nogle vidunderlige billeder af børnene, der vandrer på stien foran mig og snakker om universet, stjernerne og sorte huller. Eksistentielle snakke. Det er det, vandringen kan gøre. Og så for fem-seks år siden blev vandringen også noget andet for mig. Jeg havde brug for at finde mig selv og mine værdier igen efter et brud, og der begyndte jeg at vandre alene,” fortæller Helle Cortsen.

Helle og hendes børn på vandretur
Helle begyndte at vandre med sine børn, der fandt sammen i snakke om himlen og jorden og det midt i mellem på de lange ture.© Privatfoto

Hvad giver det dig at vandre?

“Fordi jeg havde brug for at tænke mig om og var i gang med en personlig udvikling, tog jeg på et retreat på Mallorca i et kloster, hvor vi skulle vandre. Vi gik et par dage i stilhed, og meningen var, at vi skulle tænke over de spørgsmål, vi hver især tumlede med, mens vi gik. I starten var jeg optaget af at koncentrere mig, og fik næsten præstationsangst over, at tankerne kørte rundt i mit hoved uden retning. Men efter en times vandring kom jeg ind i et andet flow. Jeg tænkte ikke på andet end at flytte mine fødder, og jeg sansede farver og former omkring mig. Pludselig fik jeg en fornemmelse af, at der fandtes svar derude. Det kan måske minde om det, nogle oplever under meditation. Men for mig er kombinationen af be­­vægelse i kroppen, samtidig med at jeg er stille og har tid nok, det, der virker. Jeg kan bedst forklare det som en af de snekugler, vi alle har haft som børn. Mit hoved kan være, som når kuglen lige er blevet rystet, men efter en vandretur, er al sneen faldet på plads, og jeg har et klart billede.”

Helle Cortsen på vandretur
"Jeg er ikke en sportstype," siger Helle Cortsen og understreger at du sagtens kan blive bidt af at vandre alligevel.© Privatfoto

Hvad har du lært undervejs?

“Jeg har lært, at jeg har alle svar på svære spørgsmål inde i mig, hvis jeg lytter efter, så det gælder om at finde en ramme, hvor jeg kan lytte, og det gør vandringen for mig. Jeg har tidligere haft musik i ørerne, når jeg gik tur, men jeg ved nu, at stilheden hjælper mig til at nå det fulde potentiale i det, naturen giver mig. Det er måske en kliché at sige: ‘Bare gå, så går det nok’, men det er min erfaring, at vi kan gå gennem problemer og få dem til at falde på plads. Jeg er betaget af naturen, jeg kan altid forundres og blive beroliget i naturen. Bjerge, dale, havet, det hele har været her så længe, og selv om der er sket alt muligt med mig, så bliver havet ved med at ligne sig selv. Naturen har været her længe og er her også om lang tid. Den uendelighed, naturen rummer, er fredfyldt.”

Helle Cortsen på vandring i Peru
Bjerge, dale og hav har altid været her. Den uendelighed, naturen rummer, er fredfyldt, mener Helle Cortsen, der her er på vandring i Peru.© Privatfoto

Har du været ved at give op?

“Ja, cirka hver gang det går op ad bakke! Det er krævende at vandre, og jeg er ikke nogen sportstype. Jeg har aldrig dyrket sport i traditionel form. Før jeg vandrede, dykkede jeg sammen med min eksmand. For mig er det tiltrækkende at være ude i naturen og opleve. Jeg er ikke optaget af min puls eller styrke. Faktisk kan jeg også godt føle, at den første times vandring er lidt kedelig, men når jeg finder ind i en tilstand af bare at være, er det fedt. Jeg har faktisk også lidt højdeskræk og er bange for at fare vild. Jeg har altid lidt dødsangst med mig, der kan føles hæmmende. Men bag­efter kan jeg egentlig godt lide, når turen har været udfordrende.”

Hvor drømmer du om at vandre?

“Jeg vil gerne tilbage til Island, der er det mest frodige, dramatiske landskab at ­vandre i. Min drøm er at komme på en lang tur, tre uger, hvor jeg vandrer fra sted til sted. For jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvad der sker efter nogle ugers van­dring? Hvilke tanker dukker op? Hvad kommer livet til at handle om der?” siger Helle Cortsen.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. januar 2021. 

Seneste

Måske er du interesseret i...