Annecatrine Borup
Annecatrine Borup (43). © Kirstine Mengel

Annecatrine har kronisk hjernerystelse: “Der skal være store huller i mit liv, hvor jeg ikke skal noget”

Et biluheld i 2015 efterlod Annecatrine Borup med en hjernerystelse, som hun stadig lever med eftervirkningerne af. Om hun kommer helt af med dem, ved hun ikke. Men hun har endelig fundet frem til de strategier, der virker. For hende og måske også for andre?

6. august 2019 af Nana Toft

Annecatrine Borup (43) er gift og mor til Hannah på 14 og Julius på 12 år. Hun er selvstændig biodynamisk kraniosakralterapeut. Uddannet fysioterapeut. Hun er aktuel med bogen Hjernerystelse – en guide til en bedre hverdag fra Forlaget Indblik. Og på Facebook: Hjernerystelse – en guide til en bedre hverdag og på Jegharhjernerystelse.dk

“Det er en formiddag i juli 2015. Jeg er på vej til Billund i min sølvgrå Toyota, trafikken glider ubesværet. Jeg tror, det er stoplyset, han misser. For pludselig bremser bilen foran mig hårdt op. Jeg har ikke en chance. Foden rammer bremsen for sent, og jeg kører op i ham. 

Mit hoved knalder frem og derefter tilbage i et hårdt ryk. Jeg står ud af bilen og går op til bilisten, som viser sig at være en ret ung fyr. Han er tydeligvis påvirket af situationen, så det er mig, der foreslår, at vi udveksler telefonnumre.

Det er først, da jeg sidder i bilen igen, at jeg mærker, at min nakke er voldsomt øm, og at mit hoved snurrer.

Alligevel kører jeg hjem, men får ringet til lægen, som siger, jeg skal tage på skadestuen. Skadestuens lyde og lys er for voldsomme for mig. Jeg har kvalme og får et sted, hvor jeg kan ligge med slukket lys.

Der ligger jeg et par timer, indtil der kommer en sygeplejerske, som undersøger mig stille og roligt, mens hun snakker blidt. Alligevel er det, som om hun bruger for mange ord. Hun sender mig hjem med støttetape, der skal øge blodgennemstrømningen til min nakke, så det ikke spænder. ‘Du ved, hvad der skal til’, siger hun. Og det ved jeg jo desværre godt. Jeg har fået hjernerystelse. For femte gang.”

“Så hold dog op. Hold mund. Allesammen!”

“Første gang var som 18-årig, efter jeg knaldede hovedet ind i en skabslåge. Anden og tredje gang, i 2009 og 2012, var det i trafikken, og fjerde gang var endnu et uheldigt møde med en skabslåge – og kun tre uger før, jeg drøner ind i den unge fyr.

Men, at det er femte gang, hjælper mig ikke. Lyden fra bestik på tallerkener kan få mit nervesystem til at bryde fuldkommen sammen, så jeg sidder med ørepropper på, når vi spiser.

Jeg kan heller ikke tåle lyden fra støvsuger eller emhætte. Eller sommerlydene, der når mig gennem de åbne vinduer.

Lyden af fuglekvidder og græsslåning virker invaderende. Jeg har lyst til at råbe: ‘Så hold dog op. Hold mund. Allesammen!’.

Jeg prøver at gå ture med vores hvalp, men når kun 100 meter ned ad vejen, så må jeg vende om. Trætheden er ubeskrivelig. Det er svært at forklare, for vi kan jo allesammen have perioder, hvor vi er trætte. Men det er intet i forhold til den træthed, der rammer, når nervesystemet er på konstant overarbejde.

Min hjerne er simpelthen lukket ned. Der er udsolgt på øverste etage.”

Ingen fremgang

“Jeg går og venter på, at jeg får det bedre. Det gik jo forholdsvist hurtigt de andre gange. Men ugerne går – uden særligt stor fremgang.

Det begynder at påvirke mig. Også i forhold til mit arbejdsliv. På det tidspunkt er jeg selvstændig fysioterapeut og kraniosakralterapeut, og jeg er naturligvis nervøs for, om jeg mister kunder. 

Halvanden måned efter ulykken starter jeg stille og roligt op i min praksis. I begyndelsen kun to timer om ugen. Jeg er dybt frustreret over at være i sygedagpenge-land, som jeg slet ikke kan identificere mig med. Jeg er jo fysioterapeut. Jeg driver min egen virksomhed. Jeg klarer ting selv.

Jeg opdager, hvor meget af min identitet der er hægtet op på mit arbejde, og jeg begynder at komme i tvivl: Hvem er jeg, hvis jeg ikke kan det, jeg kunne før?

Jeg ved godt, jeg skal tage det stille og roligt. Det går yderst langsomt med at få flere timer på. Da jeg kommer op på otte timer, kan jeg ikke mere. Presser jeg mere ind, er der kontant afregning. Så blusser svimmelheden, min tinnitus og smerterne i nakken op.”

Den dårlige samvittighed

“Det er især svært i forhold til mine børn. De har en mor, som har været ramt og lagt ned af hjernerystelser flere gange, men det er voldsommere denne gang, og de er frustrerede. ‘Skal vi spille et spil, mor?’ kommer de ofte og siger. Og der er jo intet i verden, jeg hellere vil. 

‘Matador’, siger de så. Men det tager for lang tid og er for kompliceret. ‘Uno?’ spørger jeg så prøvende. Der bliver stille. Skuffelsen er stor. ‘Og kun et enkelt spil’, siger jeg tilmed. ‘Åh mor, du kan jo heller ingenting’, siger de så.

Jeg har så dårlig samvittighed over at være den mest elendige mor i virkeligt lang tid. Og faktisk også en dårlig kone. Min mand rydder op, gør rent, handler, laver mad, kører børnene til fritidsaktiviteter og legeaftaler.

Jeg ved, at han synes, det er irriterende, at han altid er alene til alting. Vi er jo vant til at være et par, som tager til sociale arrangementer, forældresamtaler og fællesspisning.

Nu tropper han op, mens jeg ligger hjemme på sofaen. Vi glider ind i nogle irriterende roller, hvor han er min hjælper. Jeg tænker tit, at det er godt, vi på det tidspunkt har været sammen i så mange år, som vi har.”

Annecatrine Borup har kronisk hjernerystelse
Det er femte gang, at Annecatrine rammes af hjernerystelse. Og det gør det ikke lettere. © Kirstine Mengel

Lever på lavt blus

“Månederne går. Jeg får besøg, men kan kun klare en halv time. Det er svært. Både fordi jeg ønsker, de skal blive, og fordi det er vanskeligt for mig at sige fra. For hvordan vil de opfatte det?

Hjernerystelse er på mange måder et usynligt handicap, og det gør det sindssygt svært for mine omgivelser at forstå mig. Hvis jeg kom haltende ind med det meste af kroppen i gips, ville folk jo komme ilende og tilbyde mig hjælp. 

Jeg bliver ofte mødt med en undren. ‘Kan du ikke komme til fællesspisning på onsdag?’, eller: ‘Gider du os ikke længere, Annecatrine?’, eller ‘Vi kan jo bare mødes spontant på en café!’.

Men jeg kan ikke være spontan. Jeg deltager minimalt i sociale arrangementer. En enkelt badmintonkamp. En fødselsdag med mange pauser. Skolearrangementer, hvor jeg går ud og trækker luft midtvejs.

Jeg husker særligt en dag, hvor ungerne vil i Legoland. Jeg er ved at dø over ikke at skulle med. Så står jeg i døråbningen og vinker farvel til familien og prøver at smile. Det sekund, de kører om hjørnet, og jeg ikke længere har øjenkontakt med dem, vælter tårerne ned ad mine kinder.

Et halvt år efter uheldet var det planen, at vi skulle fejre jul sammen med resten af familien på en ødegård i Sverige. Det ender med, at min mand og vores børn tager af sted i dagene op til og kommer hjem 23. december, og vi holder både juleaften og nytårsaften bare os fire.”

Slut med offermentaliteten

“De første spæde tegn på, at jeg får det bedre, viser sig i 2016, hvor jeg blandt andet opsøger en kraniosakralterapeut, der har succes med at få ro på mit nervesystem, så jeg også sover bedre.

Jeg får også kontakt til en hørekonsulent, der hjælper mig i forhold til min lydsensitivitet. Jeg finder en pilatesinstruktør, der giver mig øvelser for hele kroppen, og en neurooptometrist, der fokuserer på synstræning, så jeg kan læse og kigge på skærm.

Helt afgørende bliver dog mødet med en fysioterapeut og mentor, som jeg får kontakt til gennem nogle venner. I begyndelsen fokuserer hun på min nakke, men ret hurtigt siger hun, at vi skal kigge på ‘hele’ mig i stedet for.

Kigge på min dagligdag, på mine tanker og på, hvad jeg bruger min tid på. Hun ser mig og støtter mig, men hun skubber også til mig: ‘Tag ansvar’, siger hun. ‘Op på hesten igen. Tænk positivt’.

Hun observerer mine tanker og lægger mærke til, at jeg har en meget negativ tankespiral og en offermentalitet. Jeg er blevet alt for katastrofetænkende. Det får hun bugt med ved at få mig til at se alt det gode, jeg har i mit liv: Dejlige børn, en skøn mand, en hund, søde venner og familie. Hun flytter mit fokus og får mig til at slippe kontrollen lidt.”

Det, der virker

“Jeg bliver bedre til at fokusere på nuet. Det lyder banalt, men her var noget, jeg havde afgørende indflydelse på: Min mentale indstilling til mit liv. Jeg vælger jo selv, hvordan jeg tænker! Om jeg ser alt det dårlige eller alt det gode. Jeg vælger selv, om jeg er håbefuld.

Det handler selvfølgelig også om at sætte barren det rigtige sted og gøre de rigtige ting for mig selv. Jeg har altid været meget fysisk, helst i højt tempo og med maksimalt pres, men er nu gået over til blidere yogaformer og helt simple pilatesøvelser.

Jeg får også hjælp til at sætte grænser for mig selv og får mod til at kommunikere mine behov i forhold til mine omgivelser. Hvor jeg tidligere følte mig som Maude fra Matador, toppet med dårlig samvittighed, blev jeg mere klar i mælet: ‘Jeg har brug for at lægge mig 10 minutter en gang i timen. Sådan er det bare, for så har jeg det godt og kan bedre finde ud af at være her’.  Det hjalp mig ud af den offerrolle, jeg var endt i.

Jeg får også kigget på mig selv som mor og forstår, at jeg ikke er en dårlig mor, bare fordi jeg ikke kan være helt på samme måde som før. I stedet for at være meget fysisk med dem, så har jeg fundet ud af, at stille aktiviteter også kan være værdifulde.

Jeg begynder at nusse mine børn på ryggen. Så laver jeg tegninger eller bogstaver, og de skal gætte, hvad jeg laver. Det er tæt, intimt, hyggeligt, og jeg ved ikke, om min søn sover bedre, men det gør jeg i hvert fald. Mit nervesystem falder helt til ro, når vi har ligget der og nusset hinanden.

Så tænker jeg: Det kan godt være, jeg ikke kan tage i Legoland. Men jeg er en god mor!”

Annecatrine har kronisk hjernerystelse
For Annecatrine handlede det om at bryde den negative tankespiral, der fyldte meget i hverdagen. © Kirstine Mengel

Slip kontrollen 

“Dermed ikke sagt, at alt blev godt efter det første møde med min mentor. Der går faktisk to år, hvor jeg hele tiden skal prøve mig frem. Nogle gange er det to skridt frem og tre tilbage, andre gange er det fire skridt frem og et enkelt tilbage. 

Det er en meget svær balancegang for mig. Hvis jeg prøver for hårdt, kollapser jeg og bliver slået tilbage til start. Så forbander jeg mig selv for at have prøvet for hårdt. Omvendt siger alle de behandlere, jeg er i kontakt med, at jeg ikke må resignere totalt. For meget stilstand sætter processen i stå. Så jeg famler og famler.

Men jeg får styr på mine prioriteter. Når du har så mange måneder, år for mit vedkommende, hvor du ikke kan særligt meget, bliver du tvunget til at spørge dig selv: Jeg kan ikke alt, så hvad vil jeg helst? Det kan være noget så banalt som: Hvilken film vil jeg helst se, hvis jeg kun har overskud til en enkelt film på tre måneder? 

Jeg spørger også mere dybdepsykologisk: Hvem vil jeg gerne være? Hvordan vil jeg have, mit liv skal være? Især det sidste begynder at fylde meget.

Min mand har altid drømt om at flytte på landet, mens jeg var typen, der ville bo tæt på byen. Jeg begynder at længes efter at kunne se længere end til naboens hæk.

Jeg forandrer mig. Hvor jeg før var bange for at gå glip af noget og for ikke at have kontrol, begynder jeg at give slip. Måske vil det netop være godt for mig og os at leve et mere fredfyldt liv på landet?

Jeg hopper ombord i min mands drøm, og nu har vi boet her i vores nye hus, et nedlagt landbrug i Viuf, i et par måneder.”

Håb for fremtiden

“Det er fire år siden, jeg fik min femte hjernerystelse. Jeg er selvfølgelig bange for, om det skal ske igen, men nu har jeg strategierne på plads. Det siger jeg, selv om jeg faktisk stadig ikke er 100 procent tilbage og ikke ved, om jeg kommer det.

Det afgørende er, at jeg er blevet god til at se mine fremskridt. Kunsten er at betragte det, jeg kan, i et lidt større tidsperspektiv. I månederne, måske faktisk de første par år, efter ulykken, var jeg utålmodig og blev skuffet, når jeg sammenlignede ugerne med hinanden.

Indtil min mentor foreslog, at jeg skulle sammenligne halve år med hinanden: Se, hvad du kan nu, modsat hvad du kunne i efteråret. Så fik jeg øje på, at det gik i den rigtige retning, og det var et gennembrud, for jeg begyndte at få et håb.

Frem af det håb voksede der et ønske om at gøre en forskel for andre i samme situation. Jeg ville skrive den bog, jeg selv havde manglet. Selv med hjælp fra en veninde og min svigerinde tog det virkeligt lang tid, men nu er min bog om hjernerystelse udkommet.”

Store huller i livet

“I dag arbejder jeg på nedsat tid i min klinik. Jeg er væsentligt mindre social, end jeg var før. Jeg kører bil igen, og jeg handler, men jeg er ikke glad for at købe stort ind, for jeg har fortsat problemer med at skabe mig et overblik.

Jeg er begyndt at spille Matador og Partners med mine børn. Når jeg er på besøg hos folk, er jeg lige inde og hvile mig i et andet lokale flere gange. Forskellen er, at jeg er helt o.k. med det, og det er mine omgivelser også.

Jeg har lært min krop og min krops signaler at kende. Når mine øjne begynder at flakke, så ved jeg, at jeg skal holde en af de pauser, jeg holder i løbet af dagen. Jeg kan meget af det, jeg kunne før, bare ikke i lige så stort omfang.

Der skal være store huller i mit liv, hvor jeg ikke skal noget. Når jeg kigger på mine venners kalendere, bliver jeg forpustet. De er væg til væg-plastret til med ting, de skal. Det kan jeg slet ikke.

Men jeg har heller ikke lyst til det liv længere. Jeg er landet et godt sted. Uden dog at lande så fast, at jeg ikke tænker, at det kan blive endnu bedre.”

Annecatrines 5 bedste råd til dig med hjernerystelse

  1. Pres ikke dig selv. Forvent kun 80 procent af dig selv.
  2. Slap af. Hold pauser. Og oftere, end du tror.
  3. Mærk efter. Lyt til, hvad der føles rigtigt for din krop, og ikke til, hvad dit hoved vil have dig til.
  4. Vær tålmodig. Acceptér, hvor du er lige nu.
  5. Bevar håbet. Tro på, at det kan blive bedre.

Fakta om hjernerystelse

  • Hvert år pådrager mindst 25.000 danskere sig en hjernerystelse, og der er sandsynligvis mange hjernerystelser, som ikke registreres.
  • Varer tilstanden ved i længere tid, taler man om postcommotionelt syndrom (PCS).
  • 10 til 15 procent har fortsat mén efter et år uanset ulykkens karakter og hjernerystelsens varighed.

Hvad er hjernerystelse?

  • En hjernerystelse opstår ved, at hovedet udsættes for et slag eller ryk, som blandt andet giver uligevægt og inflammation i hjernen. En hjernerystelse kan opstå, uden at du har ramt en genstand.
  • Symptomer, omfang og vanskeligheder forbundet med hjernerystelse varierer i grad og varighed.
  • Tegn på hjernerystelse kan være hovedpine, svimmelhed, koncentrations- og hukommelsesbesvær, kvalme/opkast, voldsom udmattelse, lyd- og lysoverfølsomhed.

Hvornår er en hjernerystelse langvarig?

  • Langt de fleste hjernerystelser varer fra 14 dage til tre måneder.
  • Hos op til 90 procent vil alle symptomer forsvinde inden for et år.
  • En hjernerystelse betragtes som langvarig, hvis den fortsætter ud over de tre måneder. Og så taler man om postcommotionelt syndrom. Mange kommer sig inden for et til to år, måske endda før. Men desværre har en del også symptomer flere år efter.

Bliver du mere sart efter første hjernerystelse?

  • Har du først haft en hjernerystelse, er sandsynligheden for at pådrage dig en ny større. En af årsagerne er, at der skal mindre slag og stød til at udløse den end tidligere. Særligt i helbredelsesfasen er du disponeret for en ny hjernerystelse.

Kilder: Center for hjerneskade, Hjerneskadeforeningen og Hjernerystelsesforeningen.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. juni 2019.

Måske er du interesseret i ...

Seneste