© Ditte Capion

Anne Sofie Espersen: “Det kan være svært at følge med, når cirkus Espersen ruller derudad”

For det går stærkt, og direktøren er hård. Det er Anne Sofie Espersen godt klar over. Løser du billet til showet, er du dog garanteret god mad, kærlighed og styr på sagerne. Og måske et kig på de mærker, det har efterladt først at blive forladt, og siden forelsket og forløst.

13. februar 2017 af Louise Thorsted

Anne Sofie Espersen

Privat: Kæreste med sanger Mark Linn. Mor til Sylvester, Sulajma og Buster.

Job: Uddannet fra Statens Teaterskole i 1999. Du kender hende som Torben Friis’ forsmåede kone Karoline i tv-serien Borgen, som moren Kirsten Glad i TV2’s julekalender Ludvig og Julemanden og fra scenen på Aarhus Teater, Betty Nansen og Bellevue. Hun har også klovnet med i Zirkus Nemo, danset på TV2’s dansegulv i Vild med dans og medvirket i de seneste sæsoner af Live fra Bremen på TV2.

Hvis Anne Sofie Espersen var et dyr, ville hun være en løve. Hun kan lægge hovedet på skrå og spinde næsten som et kattedyr, når hun taler om den pleasende side af sig selv. Men også samle sine tre børn om sig med samme styrke og selvfølgelighed som en flokleder. Og så er hun vild med tatar og ikke bange for at gå i kødet på dem, der angriber hendes faglighed. På sådan en vinterdag, hvor håret står om hendes hoved som en glorie og kæmper med den fnuglette pels om at omfavne hendes smidige ydre, minder hun også om en løvinde. Men pelsen snyder, for bag alt det kælne og farlige gemmer sig en kvinde. Som er både ung og gammel. Det har hun lige fået en clairvoyants ord for.

“Jeg opsøgte hende, for jeg var et sted i mit liv, hvor jeg begyndte at løbe ind i nogle af de samme problemer og stopklodser, som jeg havde været igennem for 10 år siden: misforståelser, behovsafstemning, uforløste drømme. Jeg er ellers ret god til at fikse ting selv og tror egentlig, at jeg er ret ukompliceret. Men nu var jeg altså over 40 år og havde brug for, at nogen hjalp mig til at se det hele fra en anden vinkel. Det var dejligt at sidde over for en, som stillede skarpt på ting og adfærdsmønstre, jeg ikke selv havde set. 

Og så så hun, at jeg har en meget ung energi, men at der samtidig er noget meget gammelt over mig. Det var simpelthen så rammende! Det unge er hende, der er udenpå og møder verden, og sådan som jeg lever især med mine børn. Den gamle, hun bor indeni. Det er hende, der spørger, om jeg har været på netbank og tjekket forældreintra. Det er også hende, der ikke lader mig sove over eller aflyse en aftale. Det er min opdragelse. Mange synes, jeg er for pligtopfyldende og foretagsom, og at det kan være svært at følge med, når først -Cirkus Espersen ruller derudad fra tidlig morgenstund. Men jeg ville slet ikke kunne overskue, hvis ikke jeg havde tjek på alting.”

Umyndiggjort og svigtet

Trods en lidt kaotisk start var der også tjek på det meste, da Anne Sofie Espersen blev færdig som skuespiller fra Statens Teaterskole i 1999. Den aften, hun fejrede sin nye titel med de andre nyudklækkede skuespillere, undfangede hun og hendes medstuderende – og snart kæreste – Søren Byder deres førstefødte, der i dag er 14 år. Efter Sylvester fulgte Sulajma og Buster, og deres forældre blev begge tilknyttet Aarhus Teater i 2004. Men en dag i 2008 forlod Søren Anne Sofie og deres hjem. Billedbladene fulgte ham skarpt og rapporterede om jobs som stilladsarbejder og på en olieboreplatform, mens samme blade fortalte om hendes forsøg på at leve videre. Nu som enlig mor på fuld tid.

“Jeg var i chok, for jeg havde slet ikke set det komme, og det siger mere om mig end om ham. Der er jo noget, jeg ikke har fattet undervejs, for han blev ikke lige pludselig en anden, men havde faktisk været på vej væk i et stykke tid. Det gjorde det alligevel ikke bedre, for det var mig, der blev forladt af min elskede og stod alene tilbage med vores baby og to store børn på 4 og 8 år. Samtidig røg jeg ud i en fuldstændig økonomisk deroute, hvor jeg måtte stå og se til, mens mændene i familien, sammen med en revisor og en advokat, tog over. De dissekerede mine kontoudtog, bad om mit dankort og udspurgte mig om mine udgifter.”

Selv da hun stod og følte sig allermest umyndiggjort og svigtet, bevarede hun en rest af ære. Hun havde en ukuelig tro på, at hun vidste noget, som var rigtigt. Hun hældte al sin kærlighed over i børnene. Sammen brugte de meget tid på at lave god mad og på at være sanselige omkring den. Når de sov, var det sammen i en stor klump. Følelsen af, at der var styr på dem, og det, de skulle, holdt den sårede løvemor oppe. Midt i denne ruin blev Anne Sofie Espersens råstyrke vakt. En styrke, hun selv er sikker på, er genetisk. Og en styrke, hun kan genkende i sin nu afdøde far, sin oldemor og i søsteren, politikeren Lene Espersen.

“Det meste af mit liv har jeg troet, at den eneste version, der måtte være af mig, var den søde pige. Da min elskede forlod mig fra den ene dag til den anden, oplevede jeg modgang i en størrelsesorden, jeg ikke troede, jeg kunne komme videre fra. Men for mine børns skyld tvang jeg mig selv til at fortsætte. Sødepigen er helt sikkert en rest fra de år i folkeskolen, hvor jeg blev drillet, fordi jeg stak lidt udenfor, gik i noget andet tøj og lyttede til anden musik end de andre piger i Hirtshals. Jeg kom også i puber-teten som den første. Et mareridt, som først stoppede, da jeg skiftede skole. Sødeberg, som jeg også kalder pleaseren i mig, var tidligere det sikre kort, men til sidst var jeg blevet kørt over så mange gange, at jeg lærte mig at spille så mange flere kort end det ene. Jeg voksede ud af krisen som noget andet. En anden.”

Da gulvtæppet blev revet væk under hende, som hun så malende illustrerer med en svup-bevægelse, gik det op for hende, hvor afhængig hun var blevet. Hun havde satset alt på rødt, men fik sort.

Giver det mening i dag?

“Jeg er i hvert fald bevidst om, at var Søren ikke gået, så havde jeg sikkert ladet ham løbe med karrierekortet og var selv endt som forstadsfrue. Det tror jeg faktisk, jeg ville have trivedes fint i. Jeg er ret tilpasningsdygtig. Jeg har aldrig haft behov for at trykke mig selv af. Men nu blev jeg vækket af den her råstyrke i stedet og er mere uafhængig i dag. Jeg kan forsørge mig selv og mine børn, og den selvstændighed vil jeg ikke være foruden. Selv om det lyder søgt og floskel-agtigt, så er jeg også Søren taknemmelig, for det er jo ham, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Og vores forhold er fint.”

Bedsteveninde

Ung udenpå og voksen indeni. Gode gener og sans for vedligeholdelse er forklaringen på det ydre. Livserfaringerne på det indre.

“Jeg har været så forpulet voksen, siden jeg blev forladt af min elskede som 35-årig, at jeg, da jeg fyldte 40 år, tænkte: Hvorfor får jeg ikke en medalje eller en slags flidspræmie om halsen? Jeg har gjort så mange voksne ting og har været så ansvarlig, men også sindssyg modig, fordi jeg altid har en tyrkertro på, at det hele nok skal gå. Jeg har ikke gamblet, men været meget myndig og har stået til ansvar for mine handlinger og taget mine konflikter en efter en. Efter en. Konfliktafvikling, -behandling og bare det at absorbere det liv, der nu er mit, det gik den sidste del af mine 30’ere med.”

I stormagasinet Salling i Århus falder hun for et nyt menneske, som i dag fylder rigtig meget i hendes liv. Faktisk er de i kontakt med hinanden hver dag. Kvinden og veninden er madskribenten Anne Larsen. Spørger du Anne Sofie Espersen, er de som jævnaldrende, til trods for en aldersforskel på 20 år.

“Anne er fuldstændig ligesom mig, og det er nok derfor, vi er veninder. Jeg blev virkelig betaget af den måde, hun med største selvfølgelighed gik rundt derinde i Salling og demonstrerede sin kunnen. Der var flirt i luften, og hun fik, hvad hun gerne ville have, samtidig med at alle var glade i hendes nærvær. Jeg gik hjem og fandt hende på Facebook og skrev til hende, at jeg syntes, hun var sådan en lækker kvinde og superinspirerende, og at jeg vidste, at hun også havde nogle nedture med i bagagen. Om mig selv fortalte jeg, at jeg var nyskilt. ‘Jeg tror, du har noget, jeg kan bruge’, tilføjede jeg.”

Anne Larsen svarede:

“Du kommer bare, min due.”

Og så mødtes de to – fremmede – en eftermiddag, hvor de drak en flaske hvidvin og endte med at sidde og græde.

“Det er ikke, fordi jeg ved meget om astrologi, men vi er begge to jomfruer og har også jomfru i ascendanten. Alle steder, jeg læser, står der om den kombination, at vi er ordensmennesker i en sindssyg grad, selvgode og umulige at bo sammen med. Anne udfordrer mig intellek-tuelt, inspirerer mig som kvinde, og så giver hun mig kærlighed af den ubetingede slags, som ellers kun ses i blodbånd.”

Langdistance-mand

Til trods for de hårde odds stjernetegnsmæssigt har Anne Sofie Espersen rodet sig ud i det igen. Det med at bo sammen med en mand.

Mens hun endnu sørgede over Sørens exit fra Aarhus, oplevede hun samtidig det helt kaotiske at forelske sig igen i 2008. Den udkårne var sangeren Mark Linn, som hun spillede teater-koncerten Beach Boys med. I lighed med de ellers forskellige mænd, hun har levet med, har ham her også humor og er kærlig. Og smuk.

“Det har åbenbart også været skidevigtigt for mig, at han var en snack,” siger hun med et skævt undskyldende smil.

Mark Linn var en snack, der smagte af meget mere. 

“Jeg kom ud af min egen tragedie – og blev helt sindssygt forelsket. Alt stod pivåbent og i den åbenhed, der limede Mark sig fast. Vi kendte hinanden lidt i forvejen, og det var, som om vi havde gået og ventet på hinanden. Jeg syntes, han var så lækker, at det var rent begær, der drev værket. Tiltrækningen var og er både mental, fysisk og helt elektrisk, og sådan er det for os begge to. Den dag i dag kan vi stå midt i den sindssygeste konflikt og så alligevel have det her rum, som vi altid kan mødes i.”

Helt uvant for pigen, der ellers er kodet med flid, fornuft og flinkeskole, blev hun ramt og styret af sit hjerte. Hjernen fik kun lov til at blande sig, når logistikken skulle gå op. Mark boede i København, hvor hans to børn bor. Anne Sofie og flokken holdt stadig til i Aarhus.

“Vi kørte langdistanceforhold i tre år, hvilket på nogle måder var ret optimalt, for så havde vi både weekender med alle børnene, hvor vi kunne gå ture i Riisskov og lege Thomas og Renée (Helmig og Toft Simonsen, red.) med alle vores sammenbragte børn. Der var dage uden børn, hvor vi legede honeymoon og lå i sengen hele dagen, dage, hvor vi ikke behøvede at være Ikea-agtige som andre par, fordi vi ikke havde noget fælles hjem. Og så de dage, hvor jeg nød, at jeg kunne fordybe mig med børnene og have tingene på min måde.”

Til gengæld var det hårdt med al den vinken på banegården, og da hun i 2011 fik rollen som moren Kirsten Glad i TV2’s julekalender Ludvig og julemanden, tænkte hun: Så er det sateme nu, vi rykker.

En Hudson-landing kalder hun sin og børnenes entre i kærestens københavnerliv og refererer til det fly, som mirakuløst nødlandede på Hudson River nær New York i 2009.

“Jeg landede bare sådan plask, og så klappede alle ... Eller det gjorde min familie i hvert fald. Jeg er ikke sikker på, at Marks bagland syntes, det var skidefedt. Men nu bor vi sammen, og som to hele individer i stedet for to halve, der er afhængige af hinanden. Det koster også noget, for det bliver sådan lidt min butik-din butik.”

Krystalkugle-kig

Fast og vigtigt inventar i den butik, som Anne Sofie Espersen bestyrer, er hendes tre snart store børn.

“Jeg elsker den nye rolle, det er at være mor for større børn. Jeg er udhvilet og står ikke længere med bleer og børnesygdomme. Det er nyt, det, jeg deler med mine børn. Vi tager rundt til Europas storbyer med mig som turguide. Paris og London er de næste på listen, men vi skal også snart til Rom. Ungerne ved, at efter en tid, hvor mor arbejder igennem og skovler penge ind, så fyrer vi den af på rejser. Det gør det nemmere for os alle at have det at se frem til, når jeg tager på teatret om aftenen.”

Med stor kærlighed følger også angsten for at miste, og den er stor. Døden har været og er et stort tema i hendes liv, og den var årsagen til, at hun sidste år og for første gang i sit liv overhovedet opsøgte en clairvoyant.

“Mit eneste tabu er døden, og det gør jeg mig umage med at forsøge at nedbryde. Jeg har mistet, senest min far, og for et halvt år siden havde jeg en periode, hvor jeg var ekstremt bange for selv at dø. Ikke fordi jeg havde nogen diagnose eller anden grund til at tænke sådan. Angsten for at miste livet med mine børn forsvinder jo ikke, men jeg kan mærke, at det hjælper mig at forholde mig aktivt til døden. Så jeg læser om den og taler om den. Samfundsmæssigt oplever jeg døden som det store tabu, vi alle har til fælles. Vi er bange for det ukendte. Døden er et stort tomt hul, som vi ikke ved, hvad indeholder. Andet end død. Emnet er i sig selv dødt, men for mig er det blevet mere nærværende.”

Fik du clairvoyanten til også at kigge på din fremtid – og måske helt frem til enden?

“Nej, for jeg var bange for, at hun kunne fortælle noget, jeg ikke vil høre. I stedet fryder jeg mig ved udsigten til en fremtid med mine børn, som er skidevelfungerende og har det godt. De er sjove og dygtige, og de æder løs af livet, og det glæder jeg mig over. Fremtid for mig handler meget om dem. Jeg glæder mig til at skulle leve resten af mit liv med dem, mine companions. Når jeg ligger i min seng og vil finde noget at tænke på, som gør mig helt tryg, så ser jeg Sylvester, Sulejma og Buster for mig og forestiller mig ting, vi skal nå at opleve sammen og snakke om. Så falder jeg i søvn forløst og med et smil på læben.” 

Hvad er du til?

Netto eller øko-delikatesser?

“Jeg har lige fået mad fra Nemlig.com til hele ugen. Men turen i Torvehallerne efter delikatesser er en fast tradition. Ungerne er virkelig begærlige og elsker mad. Det har de fra deres mormor.”

Shabby chic eller minimalisme?

“Det hele. Jeg har altid haft en dekoratør i maven. Da jeg boede hjemme, ændrede mit værelse stil fra noget, der lignede en hashhule, til shabby chic og pink og pasteller med Bo Bendixens grafiske isvafler som inspiration. I dag har jeg en svaghed for Montana-reoler.”

En tur på løbebåndet eller en dag i sengen?

“De dage, hvor jeg ikke har børn og først skal stå på scenen om aftenen, ligger jeg i sengen og ser en hel sæson af for eksempel tv-serien Dexter. Jeg føler mig ikke særlig levende, men jeg kan mærke, at min krop slapper af, og det er også en god ting.”

Skæg eller alvor?

“Jeg har altid været sådan en, der har cracket jokes og har det sjovt med at lave Live fra Bremen og Klassefesten 2. Jeg er i det hele taget rigtig glad for den forskellighed, der er i mit freelanceliv. I efteråret spillede jeg fint teater på Betty Nansen, og til foråret skal jeg være med i Masterchef på TV3.” 

Sødepigen eller Frække Fie?

“Jeg kan godt lide at flirte, uden at det skal lyde lummergøj, for jeg har ikke et ærinde. Jeg er lykkelig med min kæreste og bliver rigeligt bekræftet af ham, men flirt som i at være åben. Jeg har nok ikke rigtig kunnet håndtere min femininitet som yngre, men i dag har jeg lært at se den som en styrke. Mit køn er en fordel, for jeg kan pakke mine ønsker og krav ind og skrue bolden lidt, så jeg også arbejdsmæssigt får det mere, som jeg vil have det.”

Artiklen er tidligere pragt i Magasinet Liv nr. 60.

Seneste

Måske er du interesseret i...