Anne Sofie Allarp er feminist
Anne Sofie Allarp (47).© Trine Bukh

Anne Sofie Allarp er feminist: “Hold kæft, hvor er det øretævernes holdeplads”

Anne Sofie Allarp har været feminist, lige siden hun regnede på, hvor meget tid kvinder bruger på at menstruere, og kort efter opdagede, hvordan drengene overtog alle poster i den ungdomspolitik, hun tidligt kastede sig ind i.

27. januar 2021 af Karen Greve

Anne Sofie Allarp (47)

  • er fraskilt (“to gange – man er vel feminist”) og mor til Alma på 11 og Ruben på 8 år.
  • er uddannet jurist og er fast debattør på avisen Berlingske Tidende, politisk kommentator på TV2 News og forfatter til både debatbøger og romaner. Tidligere radiovært på Datolinjen på Radio 24syv, embedsmand i Europa-Kommissionen og international sekretær for Socialdemokratiet. Hun meldte sig ud af partiet i 2015.

Jeg er vokset op …

“i den ikke så fine del af Nordsjælland. Vi boede i et sommerhusområde i Slangerup. Jeg er født som en lille kværulant, og jeg begyndte tidligt at forholde mig til at være pige. Da jeg fik menstruation som 12-årig, præsenterede jeg min mor for en forurettet udregning af, hvor mange år af mit liv jeg kunne se frem til at menstruere, og jeg havde taget højde for graviditeter, typisk overgangsalder i familien og den slags. 

Min mor kiggede opgivende på mig og sagde: ‘Jamen, jeg kan da ikke gøre for, at du blev en pige’. Jeg måtte bøje mig for det argument, men jeg blev meget hurtigt politisk aktiv.”

Jeg følte mig første gang som feminist … 

“da jeg gik ind i ungdomspolitik som 13-årig. For mig var det tydeligt, at mens pigerne i den alder kørte med klatten i elevbevægelsen, så skete der noget, så snart vi kom ind i ungdomspolitik, hvor drengene tog alle posterne. 

Selvtilliden dykker helt naturligt lidt i puberteten for begge køn, men drengene kom stærkt igen, og det gør piger ikke helt. Blandt andet fordi vi er udsat for en massekultur, der konstant sår tvivl i vores hoveder om, hvorvidt vi er tynde nok, pæne nok og gode nok som kvinder. 

Jeg var selv et uheldigt, rødhåret, kikset barn, der voksede bleg op midt i 1980’ernes solarieglæde. Det var ikke et årti, hvor det var smart at have fregner! Jeg gik ind i politik for at kunne arbejde med mit hoved, og undervejs forandrede min krop sig heldigvis til det bedre, men jeg var hele tiden vred over de mønstre, jeg kunne afkode. 

Det er næsten for svagt et ord at kalde det seksuel objektivisering, det, du bliver udsat for, når du går fra at være barn til at være kvinde. Det gjorde mig fucking vred, og det har taget mig mange år – og kostet mig flere forhold – at få et mildere og mere tilgivende syn på mænd.”


Oplevelser, der gennem tiden har givet mig brændstof …

“er befamling, blottere og kiksede bemærkninger. Jeg var engang til et jobinterview i Europa-Kommissionen, hvor jeg sad foran fem mennesker, og hovedintervieweren havde en henkastet bemærkning om, hvordan jeg så ud. Det var noget med, at jeg ville tiltrække mænd ude i verden. Hvad fanden er det for noget at sige? Er det en test for at se, om jeg finder mig i det? Er det en kompliment?

Jeg havde en ordinær hestehale og minimalt med makeup på. Sådan en kommentar er en skruebold, der er umulig at returnere, og jeg grublede over den hele natten. Stiktosset.”

Anne Sofie Allarp fortæller om at være feminist og kæmpe for ligestilling
“Hvordan kan kvinder fylde halvdelen af befolkningen, men kun en tredjedel af den fælles offentlighed?”© Trine Bukh

Det gav genlyd … 

“da jeg skrev en klumme om porno. Det er et emne, der er værre end at sige noget om muslimer. Du skal være robust. Jeg er ikke ude på overdrevet, jeg tilhører de moderate feminister.

Jeg mener for eksempel ikke, at pointen med det hele er totalt at dekonstruere køn som begreb. Men jeg skrev altså en klumme om, at vi har et samfund, der bryster sig af kvindens ligestilling økonomisk og socialt på den ene side og på den anden side lader sig underholde af kvindens fornedrelse seksuelt via pornoindustrien. 

Det gik meget galt i kommentarsporet, og mange mente, at jeg var et rædselsfuldt menneske, som ikke ville lade folk have deres seksualitet i fred. Hold kæft, hvor er det øretævernes holdeplads.”

Det har hun sagt

“Har vi ligestilling? Selvfølgelig har vi ikke det. Mænd og kvinder har formelt de samme rettigheder og reelt ganske forskellige muligheder og vilkår i dette samfund. Og fordi vi er en del af verdenshistorien, så opfatter vi kulturelt det feminine som inferiørt i forhold til det maskuline. Hvis du er uenig, så prøv at smage på værdiladningen i ordene ‘tøsedreng’ og ‘drengepige’.”

Fra Annesofieallarp.dk

Det er vigtigt at sætte fokus på … 

“den plads, mænd tager. Hvorfor er det, at kvinder forsvinder fra medierne, når vi bliver ældre? Hvordan kan en netavis have en forside med 40 mænd og fire kvinder? Hvordan kan kvinder fylde halvdelen af befolkningen, men kun en tredjedel af den fælles offentlighed? 

Vi må ikke blive blinde for, hvor meget mænd fylder i forhold til kvinder i vores samfund, i glæden over at se nogle få kvinder på fremtrædende pladser. Vi har det med at reproducere fortidens kønsroller helt automatisk.”

Hvis jeg kunne ændre noget lige nu … 

“skulle det feminine ikke længere være underlagt det maskuline. Når lillebror vokser op, får han ikke sin storesøsters lyserøde cykel. Det er synd for ham. Lillesøster kan derimod godt få sin storebrors mørkeblå cykel og trives fint med den. 

Der er ikke prestige for mænd i at indgå i et kvindeunivers. Hverken som mandlige sygeplejersker eller pædagoger. Er det omvendt for kvinder, ja det er det! Så jeg ville sørge for, at kulturel prestige kan gå begge veje.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. oktober 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...