“Jeg oplever det at være midt i livet som at være i ro med mig selv. Det er, som det er. Jeg har det, som jeg har det. Jeg er mere i ro med at vælge ting fra, er mere ligeglad med, hvad andre tænker om mig, og jeg er generelt bedre til ikke at bekymre mig.
Jeg har haft nogle turbulente år med blandt andet en skilsmisse, men i kraft af min erfaring er jeg blevet god til at sige: ‘Det går nok alt sammen’. Når jeg kigger på mit liv, er det gået fantastisk hidtil, så selv om jeg ikke altid ved, hvor vejen ender, er jeg klart blevet bedre til at berolige mig selv undervejs.”
Et vendepunkt
“Det var et vendepunkt for mig, da jeg midt i 40’erne gik ned med stress big time. Det var lige efter en heftig turné rundt i hele landet med showet Citysingler, hvor jeg bare lå i min have, helt svimmel, og kiggede på mine kaniner uden at kunne foretage mig noget. Det tog mig nogle år at finde ud af, at jeg ikke kan gå på kompromis med, hvor meget jeg kan holde til, og at jeg måtte lægge mit liv om.”
Brug for pauser
“Jeg har brug for pauser, hvor jeg er indadvendt og har tid til refleksion. Jeg er blevet bedre til at lytte til min krop og min intuition. Jeg går tur ved havet hver dag, mediterer flere gange dagligt og læser et væld af bøger, gerne to-tre stykker om ugen.
Bøger om spirituelle spørgsmål interesserer mig meget. Hvad afgør vores liv? Hvilken type mennesker opnår succes? Jeg kan godt mærke, at min krop så småt er kommet i reparationsalderen.”
Identitetskrise
“Jeg har fået konstateret noget slidgigt i hoften, og det er da en lille identitetskrise at forholde sig til. Jeg er 51 år, skal jeg virkelig have en ny hofte? På den anden side er det jo noget, der kan fikses. Det handler om at turde se i øjnene, at noget mekanik bare skal fikses, og så komme videre.
Hver gang jeg ser mig selv i Badehotellet på skærmen, bliver jeg konfronteret med mit udseende, og selv om jeg godt kan se, at der kommer nye rynker til, har jeg besluttet ikke at gå med på botox-bølgen.
Det er ikke så nemt, for forandringer sker hurtigt og pludseligt, men jeg kigger på smukke, ældre skuespillere som gode forbilleder. Og jeg synes da, jeg holder mig godt. Det handler om at være glad og leve sundt. Det er vejen frem for mig.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 14. marts 2019.