Anne Hjernøe: Derfor vil jeg altid huske sommeren ‘85

I sommeren 1985 begyndte jeg for alvor at gå i byen

“Det var i Aarhus, hvor jeg boede dengang og stadig bor. Jeg husker det, som om jeg altid var ude, til solen stod op, den sommer. Sammen med en flok venner svingede jeg tit omkring bageren på vej hjem om natten, hvor vi fra bagdøren kunne købe rundstykker og kanel­snegle, der var taget lige ud af ovnen, og så fandt vi en plet, hvor vi kunne spise det hele til lyden af dagens første fuglefløjt.

Jeg var 16 år, det var min første sommer på fri fod, og jeg op­levede en helt berusende følelse af frihed og muligheder. Verden var en lagkage, og den skulle spises i store mundfulde,” siger Anne Hjernøe. 

Jeg var i en oprørsk fase

“Jeg havde farvet mit hår sort og gik klædt i hullet tøj med politiske badgets med fredstegn og ‘nej tak til atomkraft’. Når vi havde spist os mætte i bagerbrød, fortsatte vi ud mod Ingerslev Svømmestadion, hvor vi kunne morgenbade, og nu vil jeg ikke sige, at vi brød ind, for det lyder så kriminelt, men vi kravlede altså over hegnet og sprang i.

Som regel undgik vi dog at bruge vipperne, for det larmede så meget, at vi vækkede folk i de omkringliggende lejligheder, så de begyndte at råbe ud ad vinduerne. På vejen hjem plukkede jeg også tit blomster i folks haver og satte dem i vaser til min mor, og når hun så vågnede, var hun sådan: ‘Altså, det MÅ du jo ikke. Men tak’. Den der totalt anarkistiske tilgang og alt det flippede var meget definerende for mig i de år. Ingen skulle bestemme over mig,” siger Anne Hjernøe. 

Når jeg ser tilbage

"Det er tydeligt for mig, at jeg allerede dengang gjorde tingene på min egen måde. Jeg kommer fra en pæn familie og gik i privatskole, men jeg var modsat alle andre i familien, og jeg ville ikke i gymnasiet. Jeg var så skoletræt og havde allerede en rejsevirus i blodet.

Og jeg havde ikke siddet her, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg dengang var gået min egen vej. I 1985 var jeg også på Roskilde Festival for første gang, og jeg kan ikke huske et eneste band, men jeg kan huske stemningen og den fornemmelse, jeg fik, når en koncert sluttede et sted på pladsen, og 30.000 mennesker pludse­lig kom gående i min retning. Og så kan jeg huske, at vi hver aften måtte jage en flok tyske punkere ud af vores telt. De havde intet med selv og lagde sig bare til at sove på ens sovepose. På den måde var det også en sommer, hvor jeg lærte at sætte mig igennem. Det nyttede ikke længere at være en lille sart mimose,” siger Anne Hjernøe. 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 24. juni 2021.