Anne Zenon (45) er single og mor til Babette og Victoria på 20 og Elliot på 8 år. Hun er kommunikationsrådgiver og forfatter. Og aktuel med digtromanen Ikke noget at tale om.
Anne Zenon har lige skrevet en bog, en digtroman, som hedder Ikke noget at tale om, og som blandt andet handler om en far og en voksen datter. Det er ikke en historie om hende selv og hendes far, men selvfølgelig har hun lånt inspiration fra egne erfaringer, og desuden gav skrivearbejdet hende tid til at tænke over mønstrene i sine nærmeste relationer.
Og derfor besluttede hun at tage en snak med sin far, inden bogen udkom. “Hvis jeg kunne skrive om det, skulle jeg også kunne tale om det,” siger Anne Zenon med fast stemme.
Hun er vokset op i Albertslund under, som hun selv siger det, “turbulente forhold”. Flere af hendes søskende har været i familiepleje, og der var en bror, der løb hjemmefra og aldrig kom tilbage, og i familien var det ikke noget, man rigtigt talte om.
Så der var ikke et sprog, der kunne rumme de følelser, som opbrud, usikkerhed og ustabilitet skabte i hende som barn.
Vigtigt at være viljestærk
“Der er sket nogle traumatiske ting, hvor de voksne ikke talte med os om, hvordan det påvirkede os. Vi skulle bare tackle det. Det vigtige var at være viljestærk. Det er min far. Det beundrer jeg ham for. Jeg synes, at han er mega sej, og jeg er glad for, at han har lært mig at være stærk og have vilje, men som voksen har jeg opdaget, at det måske nogle gange kan være en fordel at have flere måder at tackle det svære på. Det har kostet, at jeg ikke har lært at vise omsorg for mig selv.”
Anne blev for alvor opmærksom på, at hun havde brug for at forandre noget i forholdet til sin far, da hun i en lang periode tilbragte en dag om ugen på sit gamle værelse hos sin far i Albertslund for at få ro til at skrive.
“Han kunne finde på at spørge mig, hvorfor i al verden jeg gad blive syg. Det provokerede mig. Jeg prøvede på flere måder at vise, at jeg mente det, når jeg sagde, at det gad jeg ikke høre på.”
En afgørende samtale
Anne beslutter sig for at tale med sin far, så en dag tager hun ud til ham, drikker en kop kaffe og siger helt stille og roligt, at hun måske ofte er syg, fordi det er hendes måde at reagere på, når hun føler sig presset, og at hun håber på lidt omsorg fra ham.
“Jeg var nervøs for, om han ville grine af mig eller slå det hen. Jeg troede ikke, at han ville forstå det eller tage det til sig, men det gjorde han. Han fangede med det samme, hvad jeg sagde. Jeg følte mig både set og forstået.”
Anne er helt bevidst om, at det er et langt forløb med blandt andet en coach, der fik åbnet hendes øjne for den selvomsorg, som har gjort det muligt for hende at bryde den tone, der altid har været den førende i hendes familie: Den lettere rå, lidt drillende tone, der ikke anerkender følsomhed som noget, der kan bruges.
Det gik op for hende, at hun blandt andet kunne bryde det ved ikke selv at gøre sig til en del af den tone. Og det har ændret på stemningen i familien. Sådan føles det i hvert fald for hende selv.
“Jeg er ikke gået til nogen i min familie i svære perioder. Der er jeg gået til veninder. Men jeg oplevede faktisk for nylig, da jeg var ked af noget, at jeg havde lyst til at ringe til min far. Og det er noget nyt.”
Gamle vaner
Helt sådan fuldstændigt forandret bliver noget sjældent så let, og Anne understreger, at hendes far af gammel vane er kommet til at drille hende med at være syg en gang mere efter deres samtale. Og:
“Jeg har selv voksne børn, og nu dæmrer det for mig, at min far måske ikke har turdet vise følsomhed over for mig. For foran mine egne børn har jeg også tænkt, at jeg skulle være stærk, jeg ville være et godt forbillede.
Jeg har givet pigerne meget kærlighed, men jeg har været blind for det punkt, at der skulle være plads til følsomheden. I og med at de ikke ser deres mor græde. Jeg har svært ved at sige, at jeg bliver ked af ting – det har været et svært sprog for mig.”
”Jeg skal øve mig på at miste kontrollen”
Som et eksempel nævner Anne, at hun blev fyret i 2009 og havde travlt med at undskylde sin chef, fordi det jo også var svært for ham...
“Jeg undlod at sige til mine børn, at jeg var fyret – jeg ville beskytte dem. I dag tænker jeg, at en mere balanceret ting at gøre kunne være, at jeg sagde, at jeg havde haft en dårlig dag på jobbet, i stedet for at komme hjem og lade som ingenting.
Jeg skal øve mig på at miste kontrollen og lære at håndtere de svære ting i livet på en mere kærlig og naturlig måde. Ja, som at sige, at det har været en svær dag. På den måde kan børnene også lære at tale om gode og dårlige dage.”
Det behøver ikke at være kompliceret
Annes yngste barn er otte år, og ham forsøger hun at sende andre signaler.
“Jeg kan se, at jeg som mor nok er blevet bedre til at tale med ham om hans følelser og give dem plads. Det behøver ikke at være kompliceret. Det kan bare handle om at lytte til, hvad hans følelser har været i en situation, og vise ham, at jeg lytter og forstår.
Jeg har altid tidligere troet, at hvis du skulle tale om noget svært, så skulle du have en masse argumenter klar, men der behøver ikke at være så mange ord – man føler det, man føler. Det er okay at være ked af ting.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. september 2019.
