Anne-Grethe Bjarup Riis
Anne-Grethe Bjarup Riis (54). © Reimar Juul/Ritzau Scanpix

Anne-Grethe Bjarup Riis: Sådan var livet, da min søn fik leukæmi

Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet en roman om sin søns sygdom, fordi vi mangler ord til kriser, og hun har tusindvis af slagsen

11. september 2020 af Karen Greve

Anne-Grethe Bjarup Riis (54)

  • er gift med producer Bo Mortensen, som hun har Osvald på 24, Yrsa på 16 og Gilbert på 13 år med.
  • er filminstruktør og skuespiller og har blandt andet instrueret filmen Hvidstengruppen, haft en hovedrolle i dogmefilmen Idioterne og været en del af satiregruppen Emmas dilemma.
  • er aktuel med romanen I Guds rige, som udkommer 27. august, og som tager udgangspunkt i hendes egen historie som mor til et barn, som fik leukæmi som otteårig, og som i dag lykkeligvis er rask.

Privatliv

“Jeg bor i en lejlighed på Østerbro i København sammen med min mand og vores to børn Yrsa og Gilbert. Osvald er flyttet hjemmefra. Her bliver vi. Jeg kan næsten blive skræmt ved tanken om et stort, mørkt hus på landet. 

Jeg har ikke behov for en anden udsigt og behøver ikke at prøve hverken Falster eller Charlottenlund. Vi har det godt nu. 

Det er to år siden, at Gilbert fik den sidste kemopille, men det er først nu, at det rigtigt lysner for os som familie. Jeg er ked af at sige det, men der er psykiske følger for både børn og voksne, og det tager tid.”

Arbejdsliv

“Jeg har lige afleveret min roman på 406 computerskrevne sider. Det er en historie, der veksler mellem to lag. Det ene lag følger Gilbert, fra vi fik hans diagnose med leukæmi, til han blev rask. 

I det andet lag er vi tilbage i min egen barndom. Det er interessant at undersøge den sociale arv, vi mennesker slæber med os, for hvilke ting i min fortid påvirker mine reaktioner som menneske i min nutid? 

Jeg har skrevet en roman med fiktive elementer, men det er ingen hemmelighed, at det handler om os. Vi hedder vores egne navne. Folk ved jo godt, at jeg har Gilbert. Det ville være for underligt, hvis han pludselig hed Preben! 

Gilbert synes, det er fint, at jeg fortæller om vores erfaringer. For vi mangler et sprog, når nogen er i krise, og alt for mange pårørende tænker, at det nok er bedst ikke at forstyrre den kriseramte familie, men det er det ikke!”

Livskraft

“Jeg har fået meget råt liv at starte på. Min familie flyttede, da jeg var otte år, fra Herning ud på landet. Til brunkulslejer og fattigdom. Min mor skulle pendle, og min far skulle passe 1.500 svin, og jeg så nogle skæbner derude...

Jeg tror altid, at jeg har haft en stærk trang til at bryde med janteloven og de bånd, der trækker os ned. Der er så mange mennesker, der er så bange for at bryde ud, bange for ikke at lykkes, bange for at gå med kærligheden, at de ikke tør noget som helst.

Jeg er også bange for at gå ud på tynd is, men jeg gør det alligevel. Hvad så, hvis der er nogen, som ikke kan lide mig eller det, jeg laver? Jeg vil ikke smuldre mit liv væk og brokke mig og være smålig. Der skal ske noget, og jeg vil fortælle noget.”

Kærlighedsliv

“Jeg er, hvor jeg har været i mange år med Bo, og her har jeg tænkt mig at blive. Efter et sygdomsforløb som vores bliver 80 procent af alle par skilt, og vi har været som to balloner uden luft i lang tid. 

De mennesker, du er tættest på, skal kunne tåle alt. Vi var slidt ind til marv og ben. Så vi har været i parterapi og eneterapi, og børnene har været i terapi. 

Det handler om ikke at gå i den fælde, hvor du forventer, at den anden skal gøre alt godt igen. I stedet skal du vende den om og tænke, at jo mere du giver, jo mere får du også. Men det er lettere sagt end gjort!”

Interview med Anne-Grethe Bjarup Riis
Anne-Grethe Bjarup Riis har netop skrevet og udgivet en roman om familiens krise. © Reimar Juul/Ritzau Scanpix

Livtag

“Alt andet blegner, når du har frygtet for dit barns liv. Vores virkelighed bliver aldrig den samme igen. Det skal vi acceptere. Det er enormt svært, fordi vi reagerer på forskellige måder, og der er et efterslip, hvor vi alle reagerer voldsomt. 

Pænheden slipper op, og dragen kommer frem med den dårlige ånde. Så kan det være rart at minde sig selv om, at jamen, det er din måde at tackle det hele på. Vi er nødt til at finde en rummelighed – ellers var vi blevet skilt. 

Men heldigvis bliver jeg trodsig: Den cancer, den skal ikke vinde over min kærlighed – den får bare nogle øretæver.”

Livsvidner

“Skuespiller Trine Appel er min partner in crime. Jeg mødte hende på teaterskolen, hvor hun var statist i min afgangsforestilling. Det foregik på Bellevue Teater, og en aften cyklede vi sammen hjem ad Strandvejen og begyndte en samtale, som varer endnu. Hun er et helle, en støtte, et menneske, som forstår mig og rusker mig kærligt for at løfte mig. 

En veninde, som kan sige: ‘Jeg har lagt mærke til, at du har de og de reaktioner...’, og på den måde vise mig, hvor mine blinde vinkler er. Det kan hun, fordi hun gør det i kærlighed.”

Livræd

“Jeg er nødt til at sige cancer. Tilbagefald. Eller andre former for cancer. Jeg prøver at pakke det væk, men der sidder en angst i mig. Ikke en angst, jeg mærker hver eneste dag. Men jeg får en klump i halsen, lige så snart du spørger om det.”

Livvidde

“Det giver et velvære at holde kroppen ved lige, og her er jeg ikke ude i et fitnesshysteri, slet ikke. Men der er et element af selvdestruktion i ikke at passe på den fine krop, vi har fået. Jeg er 54 år og vil kunne gå i håndstand fra hug. Jeg kan endnu ikke få røven med mig, men det skal jeg kunne. Det sker, når jeg bliver 60 år. 

De seneste seks år har jeg dyrket capoeira, fordi det er en sport, der udfordrer både hjerne og krop, og samtidig skal du passe på et andet menneske. Du skal have øjenkontakt og må ikke ramme med dine spark. Det er en slags dans, og det er så hårdt, at jeg er helt blå om læberne, hvis jeg har sprunget en enkelt træning over.”

Livredder

“Der var en præst på Rigshospitalet, der vidste, hvad det vil sige at have et barn med leukæmi. Hans erfaring fra hospitalet plus den spirituelle overbygning betød, at han sagde noget af det klogeste og mest brugbare til os. 

Jeg har ikke altid været spirituel, men som voksen har jeg tænkt, at livet er større end en selv, og det begyndte nok allerede, da jeg blev mor. 

For eksempel kommer jeg altid ud af et kirkerum med større forståelse for livets mening og mere kærlighed til andre mennesker, end da jeg gik ind. Er man så lidt tosset? Når man i 2020 tror på Gud? 

Det har længe været møgpinligt at rende rundt med et kors om halsen, men de senere år har det forandret sig til det bedre, og for mig sker det helt ubevidst, at får jeg fejet benene væk under mig, så tyr jeg til Gud.”

Livsråd

“Brug dit liv i kærlighed i stedet for had. Elsk alle dem rundt om dig. Det må være meningen med livet.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. august 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...