Anne Glad Wagner
Jamen, man bliver bare glad af at være sammen med Anne Glad Wagner!© Ditte Capion

Anne Glad Wagner: "Hvis jeg havde mødt en 13 år ældre mand, ville ingen løfte et øjenbryn"

Det plejer at være hende, der gransker kendte menneskers hjem. Men vi har bedt livsstilsekspert Anne Glad Wagner vise os tre af sine egne steder. Og hvad siger en dunkel bar, et bogspækket kontor og Københavns ældste gader så om hende?

21. marts 2019 af Karen Greve

Anne Glad Wagner (46) er gift med musiker Kim Vagn Wagner, som hun har Kaj på halvandet år med. Hun er livsstilsekspert og uddannet cand.mag. i nordisk litteratur og filmvidenskab fra Syddansk og Københavns Universitet i 1998.

Sit første job fik hun hos Enterprise som tekstføl, og siden har hun haft en lang karriere i reklamebranchen. Som tekstforfatter hos DDB indtil 2002, som tekstforfatter og partner hos Sunrise fra 2002 til 2012 og senest som strategisk direktør hos Envision. Et job, hun skiftede ud til fordel for selvstændig virksomhed i 2016, så hun i dag veksler mellem foredrag, podcasten Bogselskabet på P4 og tv-opgaver. Som blandt andet og selvfølgelig livsstilsekspert i DR-programmet Kender du typen?, som hun har lavet siden 2010. Derudover har hun været tv-vært, senest på DR-programmet Manipulator, mens hun samtidig er næstformand for Julemærkefonden og i præsidiet for Unicef.

1. Stop på turen: På baren 'The Log Lady'

I det indre København for enden af en kort, smal trappe ligger en lille bar. Den er indrettet med tunge, røde velourgardiner, buttede, mørke Chesterfield-møbler, lamperne lyser spagfærdigt, og fra hylder rundt om hilser udstoppede fugle besøgende velkommen.

‘The Log Lady’ står der på skiltet udenfor. Med henvisning til en karakter fra tv-serien Twin Peaks. En sær ældre dame med store, røde briller, som bærer rundt på en brændeknude, hun har en spirituel forbindelse med.

Dagens hovedperson har et særligt forhold til ‘The Log Lady’. “Jeg har et særligt forhold til flere lokale cafeer, der ligger lige om hjørnet fra min lejlighed. Men lige her var jeg på første date med Kim. Og vi var her også første gang, vi var ude som forældre.”

Sommerfugle i maven 

Det er fire år siden, livsstilsekspert Anne Glad sad her med sommerfugle i maven i det lille baglokale, hvor du må ryge. Hun kom direkte fra en arbejdsdag som strategisk direktør i et reklamebureau i Aarhus. Lidt mat i koderne efter arbejde og en køretur tværs over landet.

Men også spændt på, hvem hun havde sagt ja til at møde efter lidt flirtende skriveri frem og tilbage på mail. “Jeg fik kolde fødder tusind gange over at skulle møde en, jeg overhovedet ikke kendte. Jeg bilder mig ind, at du kan læse meget om et menneske ud fra ord. Vores sprog fortæller rigtigt meget, i ordvalg, sætninger og kommatering, om dannelse, intelligens og kreativitet. Jeg tænkte, at jeg ville sidde over for et morsomt menneske, for det er svært at være sjov på skrift, hvis du ikke er godt kørende på det felt.”

De to brevduer mødtes en almindelig onsdag aften og bestilte noget at drikke. Vin til hende (som hurtigt gjorde hende en smule tipsy). Øl til ham (måske for ikke at blive for tipsy i selskab med en smuk dame, han gerne ville gøre indtryk på). Uanset hvad, så virkede det!

“Jeg mødte en mand, som fik mig til at grine – og som talte rigtigt meget. Der var ikke noget tavs, mystisk knudemand over ham. Efterfølgende har jeg lært, at han taler ekstra meget, hvis han er presset. Og det var dejligt at finde ud af, at han også var lidt usikker den aften.”

Han var musiker, studerende og nå ja, 29 år. Hun var kendt fra tv med fuld drøn på karrieren og lidt ældre end ham. 13 år for at være nøjagtig. Og det havde hun da tænkt over på forhånd.

“Aldersforskellen var også det, som i starten gjorde det spændende og uforpligtende. Det var en gratis omgang at date hinanden. Sådan tror jeg også, at han havde det. Han blev lidt overrasket, da jeg sagde ja til at mødes, og først der googlede han, hvor gammel jeg var. Og blev sådan lidt: Okay, godt så! Spændende.” Daten gik godt. Og den sluttede godt. Som et pilotafsnit af en tv-serie, hvor du lige når at blive indtaget i hovedpersonens karakter, nysgerrig på plottets udvikling og pirret af en perfekt cliffhanger.

“Han gav mig et knus, da vi skulle hjem. Han tog ikke tilløb til mere eller til for eksempel at kysse mig på kinden. Det ville de fleste mænd nok gøre. Og på det tidspunkt var jeg sådan … at det måtte han da gerne. Men hans strategi var genial. Sådan en let afvisning. Det er altid godt med mig til lige at skærpe min interesse.”

På date igen – nu som forældre

Anne Glads interesse blev så skærpet, at hun her fire år efter også hedder Wagner til efternavn. Sidste forår holdt hun og Kim bryllup i dagligstuen med deres søn Kaj i favnen og en kærlighedshistorie i gang, som for længst har udvisket aldersforskellen mellem dem.

“Jeg tænkte vildt meget over aldersforskellen i starten. Da vi begyndte at gå med hinanden i hånden på gaden, tænkte jeg, at hele verden kunne se, at der var en generationskløft mellem os. Jeg ventede bare på, at nogen skulle spørge, hvis barn jeg var ude med. Men sådan er det ikke. Og hvis jeg havde mødt en 13 år ældre mand, ville ingen løfte et øjenbryn. I dag skænker jeg det ikke en tanke.”

Hvordan var jeres første forældredate så? “Anden gang sad vi i baren, langt fra rygerummet. Vores samtale var på en måde en anden. Det var de samme temaer, men vores samtale var ikke så intens som første gang. Også fordi vi generelt er en smule mere udmattede nu. Men vi kunne sagtens finde på andet at snakke om end Kaj. Og det var selvfølgelig mere afslappet, men stadig lattermildt, og hvor Kim første gang drak øl, så drak han anden gang gin og tonic for hurtigt at blive beruset, fordi vi snart skulle hjem igen.”

Hun ler. Jeg nikker. Alle nybagte forældre kender følelsen af at hugge mad og drikke i sig, som om en hungersnød kunne bryde ud om et øjeblik, fordi du aldrig ved, hvornår der næste gang er ro. 

Og selv om Anne Glad Wagner bedyrer, at Kaj er et nemt barn, at han er begyndt at sove igennem, og at hun har været privilegeret, fordi Kim har arbejdet hjemme under hendes barsel, så de altid har været to om alt det praktiske, så kender også hun til følelsen af ekstra følsomme antenner og til at have fået en ny dimension af både kærlighed og bekymring i sit liv.

“Vi var virkelig i babyalarm-radius den første aften ude. Min mor var hjemme og passe Kaj, og vi var jo lige rundt om hjørnet. Jeg kan huske, at Kim skrev til min mor, hvordan det gik omkring klokken 21.30. Og hun skrev: ‘Det går så godt – vi hygger’, og så tænkte vi o.k., så går vi hjem, for det er jo ikke meningen, at han skal være oppe så længe. Så det var en kort date, men en skøn date.”

Læs resten af interviewet i Magasinet Liv

I Magasinet Liv, der nu er på gaden, kan du læse resten af interviewet med Anne Glad Wagner. I Interviewet viser hun yderligere to af sine yndlingssteder frem, og så fortæller hun om både sin barndom, sine tanker omkring det at blive mor og sin imponerende karriere. 

Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv! 

Forsiden af Magasinet Liv nr. 4
© Ditte Capion

Du vil (garanteret) også kunne lide