Portræt af Anne Glad Wagner
Livsstilsekspert og podcastvært Anne Glad Wagner (51)© DR

Anne Glad: "Jeg er blevet ligeglad med statussymboler"

"Spejl" sagde vi til podcastvært Anne Glad, for hvad bruger hun selv penge på, når hun ikke taler med andre om forbrug og penge.

11. september 2023 af Maj Bjerring Sørensen

Hvordan vil du beskrive dig selv som forbrugertype med tre ord?

“Bevidst, sanselig og nostalgisk. Uanset om det er møbler, keramik, tøj eller fødevarer, så kan jeg bare godt lide ting fra gamle dage. Fra før alting blev masseproduceret, dengang håndværket var i orden, og tingene var af god kvalitet. Jeg giver gerne 150 kroner for en ost fra Arla Unika, og sådan har jeg haft det med fødevarer i 20 år efterhånden. Hvis ikke mormor kunne få det, skal jeg helst ikke have det,” siger Anne Glad Wagner

Hvad ville dit kontoudtog for de seneste tre måneder vise?

“De største poster er mad og vin. Jeg har virkelig fået øjnene op for de smagsoplevelser, naturvin kan give, så vi køber masser af vin fra små producenter i Europa. Bare duften, smagen, farverne, forplumringerne i glasset. Man føler sig meget tættere på råvaren – det er nærmest som at lære at drikke vin igen.

Mad er også en stor post på omkring 25.000 kroner for tre måneder. Vi køber primært ind i discountbutikker, hvor vi går efter økologisk og danskproduceret, og så får vi Aarstidernes grønt hver 14. dag og en flexitarkasse med dybfrosne retter fra Kates Køkken. Vi køber aldrig store partier billigt kød, men kan godt finde på at købe et halvt økolam og lægge i vores ekstra fryser. Min mand er en dygtig kok, så han sørger for, at der aldrig går noget til spilde.”

Hvad tror du, folk ville blive mest overraskede over, at du bruger penge på?

“Folk bliver overraskede over, hvor relativt lidt jeg bruger på tøj, for jeg køber stort set ikke nyt, efter det gik op for mig, hvor meget modeindustrien sviner, og at jeg også var med til at skabe et behov hos andre. Så nu er det blevet til et bæredygtighedsprincip om, at jeg kun må købe tre nye ting om året og helst lavet af danske, bæredygtige designere.

Mit seneste køb har godt nok skabt lidt kognitiv dissonans, for jeg skulle bruge en gul bluse til et tv-program, og efter forgæves at have gennemtrawlet 20 genbrugsbutikker endte jeg med at købe en Cos-turtleneck stik imod alle principper. Og selv om den fungerer godt som sceneoutfit, er det altså ikke den samme glædesfølelse at finde den i skabet, som det er at finde den vidunderlige upcyclede cottoncoat med ternet bærestykke udenpå, som jeg også har købt for nylig."

Hvad er det bedste, du nogensinde har brugt penge på?

“Jeg er simpelthen så glad for den ring, der sidder på min højre hånd, som jeg købte, da jeg solgte en lejlighed for snart 20 år siden. Det er en guldring med en stor brillant, som guldsmed Bodil Binner har lavet, og hvor jeg havde sådan en følelse af, at nu gør jeg noget for mig selv. På det tidspunkt drømte jeg om at få en diamantring, men tænkte, at det ville ingen mand nogensinde give mig. I dag ville jeg undersøge diamantens oprindelse og sikre mig, at ingen var kommet til skade i processen. Men når jeg har de principper og overvejelser, er det jo også, fordi jeg har fyret den af. Jeg føler virkelig, at jeg har spist min del af kagen, og at hvis der skal være noget til Kaj, så er det vigtigt, at jeg sætter en prop i forbruget.”

Hvad står der altid på din indkøbsliste?

“I morges var vi løbet tør for mandler, og så skriver vi det ind i påmindelser i Iphone med det samme. Vi køber det, der står på listen. Og sjældent andet. Faktisk hader jeg at købe ind. For selv om de er søde i vores lokale Netto, så er der altså ikke meget madglæde og sanselighed over det."

Hvad er det væsentligste, du lærer din søn om penge?

“Jeg vil gerne sikre mig, at han ikke får et stort hul i maven, som han har brug for fylde med materielle ting. At han vokser op med fornemmelsen af, at han har alt, men også lærer, at de fleste ting kan man købe brugt. Vi har for eksempel lige købt en kæmpe kasse Magna-Tiles, som ellers er sindssygt dyre, til 1.200 kroner. Han havde solgt sit legekøkken for 600 kroner, og så betalte jeg resten.

Samtidig håber jeg, at vi kan give ham en fornemmelse af, at penge også er en fysisk ting. Det er svært at forstå, hvis det er abstrakt, og MobilePay er jo nærmest usynligt. I Du kender typen kan vi som regel chokere gæsterne med, hvor mange swipes de har lavet til børnene."

Hvad ville du gerne have vidst om økonomi som 18-årig?

“Jeg ville gerne have vidst, at forældre ikke ved alt, for de frarådede mig og min daværende kæreste at købe bolig, fordi de havde det sådan: ‘Nej, nej, en lejlighed på Vesterbro til 1,3 millioner, det kommer aaaldrig til at tjene sig ind!’. Det kan vi godt grine lidt af i dag, men jeg er selv med åbne øjne trådt ud af boligmarkedet. Jeg forelskede mig i den lejelejlighed, vi bor i nu, og jeg elsker den frihed, det giver at leje. Vi har lige haft bøvl med toilettet, og så ringede vi til viceværten, og der stillede tre VVS’ere. Så jeg skal kun bekymre mig om at have til huslejen."

Hvad kan pisse dig af som forbruger?

“Jeg blev træt af at handle i onlinesupermarkeder for nogle år siden. Vi forventede, at vi havde betalt for billet til varer fra øverste hylde og fik noget, der enten ikke var frisk, eller hvor en honningmelon var på størrelse med et æble. Jeg bliver også irriteret, når vi har været i en gårdbutik og købt lækkert stenmalet rugmel, og så kommer hjem og opdager, at det lugter af sur røv, fordi det er svampeinficeret. Omvendt kan jeg
godt sætte mig ind i, at det er svært at være en lille fødevareproducent."

Hvordan har opfattelsen af, hvad rigdom er, ændret sig i løbet af dit liv?

“Jeg er fuldstændigt ligeglad med at rage til mig af mærkevarer og statussymboler – det fyldte mere, da jeg var yngre. Ikke fordi jeg havde brug for at flashe det, men fordi jeg syntes, hele oplevelsen ved det at købe et par sko eller en taske var virkeligt lækker. I dag føler jeg mig mest rig, når vi sidder og kigger hinanden i øjnene og spiser og drikker noget dejligt, helst ude i naturen. Eller når vi sejler på fjorden ved sommerhuset i den svenske aluminiumskano, vi lige har købt. Så sidder vi der med fuglene og fiskene tæt på, og telefonerne virker knap nok. Den der analoge samhørighed er vidunderlig, og der tænker jeg bare: Fuck, hvor er vi heldige!,” siger Anne Glad Wagner."

ANNE GLAD WAGNER (51)

  • er livsstilsekspert, podcastvært og foredragsholder, som du især kender fra hendes mange år som vært på DR-klassikeren Kender du typen?
  • Er vært på podcasten Du kender typen, hvor tidligere hovedpersoner fra tv- programmet Kender du typen? taler med Anne Glad Wagner om deres forbrug af tid og penge.
  • er opvokset på Fyn og bor i Indre København med sin mand Kim og deres søn Kaj på 5 år.

Du vil (garanteret) også kunne lide