Anna Thygesen: “Jeg tør sige, at jeg er dygtig”

er kæreste med journalist og tv-producer Bill Rathje, som hun har Vilhelm på 16 år med.
er selvstændig rådgiver i kommunikationsvirksomheden We Do Communication.

Arbejdsliv

“Jeg er stolt over at være, hvor jeg er i dag. For 19 år siden var jeg klædt helt af. PFA-skandalen rullede, og jeg blev kendt som Kurt Thorsens direktør og elskerinde. Jeg blev hverken sigtet eller dømt, men jeg var mærket.

Jeg havde ingen troværdighed og kunne ikke få job noget sted. Det tog mig 10 år at komme tilbage. Netop det, at jeg ville tilbage, synes jeg selv viser, at jeg har drive.

Jeg kunne være forsvundet ud af offentligheden, men jeg gjorde det modsatte, for jeg ville ikke ende som ‘hende fra PFA’.

I dag er jeg en succesrig rådgiver, og jeg arbejder rigtigt meget. Kvinder kan være lidt rædde for at sige højt, at de er dygtige, men jeg tør godt. Jeg er især dygtig til at risikovurdere kommunikationsstrategier og til at hjælpe kvindelige erhvervsfolk frem.”

Kærlighedsliv

“Jeg blev gravid, da jeg havde kendt Bill i to måneder. Det var ikke en fejl, men heller ikke planlagt, og jeg havde nået en alder, hvor jeg havde valgt at få barnet alene, hvis Bill ikke ville være med.

Vi valgte at blive sammen, og vores 17 år er all-time record for mig. Vi har evnen til at kunne være to forskellige mennesker – sammen, og vi er os to, fordi vi har valgt det. Vi har altid sørget for ikke at bo så dyrt, at vi er tvunget til at blive sammen for pengenes skyld.

Bill har en voksen søn på 42 år, og så siger folk altid: ‘Nå, I er sådan en moderne familie!’. Hold nu kæft, altså. Kernefamilien er slet ikke så gammel en institution, som mange tror. Tidligere blev de rige unger passet af ammer, mens de fattige blev opdraget af alle voksne i landsbyen. Alt forandrer sig, hvorfor ikke også familierne?”

Livtag

“Jeg mistede begge mine forældre tidligt. De begik selvmord begge to, og jeg savner dem hver dag. Men i dag er savnet anderledes, end da jeg var yngre. Hvis de levede, ville de være gamle nu. Det giver en større distance.

Jeg bliver altid spurgt, om jeg ikke har været bange for at blive psykisk syg, fordi min mor og far var depressive, og svaret er nej. Deres selvmord har været med til at gøre mig ekstremt glad for livet.

Jeg har pligt til at leve et godt liv, og jeg har aldrig været bange for at foretage valg. Hvis ikke du gør det, gør nogle andre det for dig, og jeg kan bedst lide selv at styre.”

Privatliv

“Jeg tror nok, at mine forældres selvmord var det, som i årevis afholdt mig fra at få børn. Det med at kunne miste hinanden. Det var for svært. Men så gjorde jeg det alligevel, og nu er Vilhelm snart 16 år og færdig på efterskole.

Han er gået hen og blevet mere og mere som mig, og det er kommet bag på mig. Det er så fedt at se et ungt menneske blive selvstændigt. Alle burde gå på efterskole. Og ellers så bor jeg på Amager med Bill og har to hunde og et gammelt hus i Sydfrankrig.”

Livsvidner

“Engang for længe siden skulle jeg have ompolstret nogle stole og mødte møbel-Erik. Vi faldt i snak, og senere mødte jeg hans kone, Lene. De kom hjem til os og spiste. Da jeg havde født Vilhelm, besøgte de os på hospitalet, og der kom de med sådan en klassisk trehjulet rød cykel til ham.

En fantastisk gave, der for mig var tegn på, at det her venskab var noget særligt. Det er den slags gaver, bedsteforældre kommer med, fordi de regner med også at være der, når barnet kan bruge gaven. Lige siden har Erik og Lene været mine tætte livsvidner. De har ofte passet Vilhelm, og vi holdt deres 70-års fødselsdag for dem.”

Livredder

“Jeg har været god til at have venner, hvor vi redder hinanden. Jeg har brug for både at have venner, der har kendt mig altid, og andre, der har kendt mig kortere. Jeg er en ven, der er løsningsorienteret. Jeg kan godt lytte, jeg gider godt høre på brok, men på et vist niveau kan jeg ikke holde mere ud: ‘Så gå da fra ham idioten, eller sig dit job op. Bare gør det’.”

Livvidde

“Jeg snakker meget, og så spiser man automatisk mindre portioner. Ha, ha, nej, jeg er en livsnyder, og ret mange dage starter jeg dagen med en snegl. Til gengæld rører jeg aldrig sodavand og chips. Jeg spiser kun noget, jeg virkeligt nyder.

Jeg træner jævnligt og har en god forbrænding, så min livvidde er ikke et problem. Men jeg mærker da alderen. Især min hud. Det er, som om den er for stor til mig. Og så er der pludselig hår alle vegne!

Det kan bare ikke betale sig at være deprimeret over kroppens forandringer. Heller ikke overgangsalderen, som var for crazy. Når den er overstået, gider du hverken høre eller snakke om at skifte sengetøj hele natten længere!”

Læs ogsåOvergangsalderklumme: Undskyld, hvem har stillet en radiator under min bluse?

Livræd

“Med tanke på mine forældre, så må jeg bare sige, at jeg aldrig rigtigt er bange. Jeg har været i så stor en sorg, at jeg enten ville komme mig eller bukke under, og jeg kom mig. Jeg har også mistet min bror. Og han ville da ikke ønske, at hele familien skvattede sammen efter hans død.

Jeg synes, at især kvinder kan have en tendens til at tage sorgerne lidt rigeligt på forskud, og jeg orker ikke at tænke på flere problemer end dem, der rent faktisk er. Man skal huske, at en del problemer rent faktisk går over af sig selv.”

Livskraft

“Jeg tror på Gud. Jeg er meget til den grundtvigianske tradition, og inden for selvudvikling har kristendommen meget at byde på. Uden en spirituel dimension ville jeg søge rationelle forklaringer på alt, og det er for hårdt.

Til gengæld har jeg det stramt med den type religion, der er fyldt med regler, skal få os til at leve som for tusind år siden, og med en Gud, som straffer. Det er ikke det, jeg forstår ved spirituel fordybelse.”