Far og datter
- Thorkild Thejsen (75) er gift og far til fem, hvoraf Anna (midt i flokken) er hans eneste biologiske barn. Han er freelancejournalist, foredragsholder og tidligere redaktør på fagbladet Folkeskolen.
Anna Rossman Thejsen (43) er gift og mor til Ask på 11, Svend på 8 og Siri på 2 år. Hun er redaktør på magasinet Efterskolerne i Efterskoleforeningen.
Hvordan var Anna fars pige som barn?
Thorkild: “Vi har altid begge været optaget af, hvad der foregår omkring os, og allerede da Anna gik i børnehave, skrev og tegnede vi historier om hendes oplevelser af verden sammen.
Da Anna var otte år, fik hun optaget et debatindlæg i Albertslund Posten. Du var forurettet over, hvordan børn og voksne talte til hinanden i skolen, og så skrev vi sammen en tekst om, hvordan nogle blev kaldt flødeboller. Du dikterede, og jeg skrev på min skrivemaskine.”
Anna: “Det at fortælle historier sammen med dig er et stærkt barndomsminde, der er fyldt med glæde og nærvær for mig.”
Thorkild: “Jeg kan huske engang, mens du gik på universitetet, og vi var på vandretur i Småland, bare os to. Vi gik ad en mærket rute i øsregnvejr, mine briller duggede, og vi talte om det, som er vigtigt. Pludselig stod vi så ved en motorvej og var gået fire kilometer for langt.”
Hvordan er jeres forhold som voksne?
Anna: “Jeg følte tidligt, at jeg blev taget alvorligt som barn og inddraget i snakke, som de voksne havde. Det har gjort overgangen glidende. Men det er klart, at i takt med at jeg er kommet ind på min fars område som redaktør, har vi bevæget os fra et sted, hvor jeg søgte råd hos ham, til at have en mere ligeværdig samtale.”
Thorkild: “Jeg kan huske, da jeg skulle lære at ride som voksen, og det pludselig var Anna, der stod og skulle lære mig noget. Der er jo altid et skift fra den periode, hvor det altid er den voksne, der ved bedre...”
Hvad har I til fælles?
Anna: “Jeg arbejder som journalist og redaktør ligesom min far. Og nu beskæftiger vi os ovenikøbet med det samme stofområde, nemlig uddannelse. Det kan lyde skørt, men jeg har aldrig tænkt, at nu vil jeg det samme som min far. Men især efter at jeg fik en ledende stilling, har jeg spejlet mig i min far og fundet ud af, at der ligner vi også hinanden.”
Thorkild: “Jeg har aldrig tænkt over, hvordan du ligner mig. Men jeg har været optaget af, hvordan du gjorde erfaringer og dannede dig selv. Det har været en stor forælder-glæde at følge dig og nu også dine børn.”
Anna: “Det er fantastisk, at du også fortæller historier sammen med mine børn. Du har altid været god til at lege. Glemme alt omkring dig og virkelig gå ind i barnets verden.”
Hvordan er I forskellige?
Anna: “Jeg er nok lidt mere diplomatisk. Der tror jeg, min mor har lært mig noget. Men vi har begge temperament. Du er nok bare lidt mere fandenivoldsk end mig.”
Thorkild: “Ingen af os er konfliktsky. Men det er nok rigtigt, at jeg er gået mere direkte ind i nogle konflikter. For eksempel på mit arbejde. Og jeg kan da også huske ved middagsbordet, når jeg kunne slå i bordet, og Annas mor så lige lagde hånden på mit knæ. Beroligende.”
Anna: “Jeg oplever en genkendelse sammen med min far, som jeg er blevet meget bevidst om, efter at jeg selv har fået børn. For der opdager man jo, at der med nogle børn er en umiddelbar forståelse og genkendelse, og med andre er der noget andet. Kærligheden er hverken større eller mindre, men nogle mennesker forstår man uden at sætte ord på – og sådan har jeg det med min far.”
I hvilke situationer har I haft brug for hinanden?
Anna: “Der er mange. Jeg har været ramt af stress, og på et tidspunkt havde jeg en voldsom hjernerystelse. I de perioder står gåture med min far stærkt frem. Vi har gennemtravet hver kvadratmeter af Søndermarken. I svære situationer har jeg altid rakt ud efter min far.”
Thorkild: “For nogle år tilbage var jeg alvorligt syg. Jeg lå i respirator, kunne ikke bevæge mig og ikke sige noget. Men jeg kunne høre alt. Anna kom og læste Peter Plys for mig, og bagefter begyndte hun at synge.
Jeg lå der som en zombie, kunne ikke vise nogen følelser, men tænk, jeg var lykkelig lige der. Og jeg tror godt, at jeg uden at såre nogen kan sige, at Anna ikke har verdens største sangstemme, men det er lige meget. Det handler om at vide, hvad der skal til.”
Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?
Anna: “I min opvækst gik min far glad rundt nøgen derhjemme, og dit afslappede forhold til din krop har jeg taget med mig. Jeg har aldrig været ked af min krop, men jeg opdagede som teenager, at den følelse af tilfredshed er ret unik.
Det er vigtigt, for det handler ikke kun om krop, men om at kunne acceptere sig selv, som man er. I det hele taget.”
Hvad har Anna lært dig?
Thorkild: “Jeg var lærer, dengang Anna var lille, og du gjorde mig i høj grad opmærksom på barnets vinkel ved at fortælle om alt det, du oplevede sammen med dine søskende og i børnehave og skole.
Jeg begyndte at lave små film om børn i forskellige sociale situationer, og det udsprang direkte af samtalerne med Anna. På den måde var du med til at gøre mig til en bedre lærer – og en bedre far.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. marts 2020.
