Anja har lært at håndtere de følelser, hendes teenagere giver
Anja Dellgren (42).© Kirstine Mengel

Anja Dellgren har lært at håndtere det kaos, det kan være at have en teenager

Teenagetiden er lig med mange stærke og hurtige følelser, og Anja Dellgren har prøvet at lade sig trække med ind i det kaos. I dag har hun lært at trække vejret og tænke: Det er mine teenageres følelser, ikke mine!

8. november 2020 af Karen Greve

Anja Dellgren (42)

  • er gift og mor til Phillip på 17 år og Freja på 14 år.
  • er uddannet lærer og læser til psykoterapeut.

Hvordan husker du din teenagetid?

“Det var på mange måder en god tid, men også en voldsom tid. Jeg husker fornemmelsen af at føle ting meget stærkt. I dag gør jeg mig umage for at huske mig selv på netop det i forhold til mine egne børn. Det er vigtigt ikke at bagatellisere deres følelser, selv om de kan virke voldsomme og svinge en del. 

Jeg er vokset op med en tæt relation til min mor. Jeg delte alt med hende, hun var god til at lytte og mødte mig med tillid. Da jeg ville droppe ud af gymnasiet, lyttede hun til mig og lod mig selv vurdere, om det var den rigtige beslutning. Det har jeg med mig i dag, troen på, at jeg selv kan vurdere situationer. 

Mit forhold til min far var præget af, at han ikke var ret meget til stede. De blev skilt, da jeg var otte år, og han drak og kunne blive ret voldsom. Det gjorde selvfølgelig noget ved mig. Umiddelbart gjorde det mig dog også stærk. Jeg blev god til at sige fra,” fortæller Anja Dellgren.

Hvilke forventninger havde du til dig selv som mor til teenagere?

“Vores to børn er meget forskellige. Den ældste har næsten ikke temperament, den yngste har rigeligt af det. Jeg havde ikke på forhånd gjort mig tanker om, hvordan vores relation skulle være, men det blev ret hurtigt tydeligt for mig, at mine bekymringer for børnene, når de af den ene eller anden grund ikke trivedes, hurtigt kom til at handle om mig selv. 

Eller sagt på en anden måde: Når de var i et kaos af følelser, følte jeg et tab af kontrol. Jeg følte mig fravalgt. Det gjaldt, både når min søn var tavs, og når min datter blev rasende. Jeg blev ramt og var i lige så meget kaos, som de var. 

Sammen med min mand tog jeg ud til et foredrag om teenagere med psykoterapeut Lotte Palsteen, og der blev jeg klar over, at der lå et arbejde foran mig med at forstå mig selv. Jeg begyndte at spørge mig selv, hvorfor jeg blev så ramt af deres reaktioner?”

Anja har lært at håndtere kaos og følelser
“Det er ikke meningen, at vi som forældre skal gennemleve en teenagetid igen og svinge hvert minut op og ned med dem.”© Kirstine Mengel

Hvad er der sket med jeres forhold?

“Da jeg først forstod, at jeg ikke skal være ovre i dem hele tiden, føle hvad de føler, gik det lettere. Det er ikke meningen, at vi som forældre skal gennemleve en teenagetid igen og svinge hvert minut op og ned med dem. Sikke et hus, vi så kunne have. 

I stedet prøver jeg at rumme dem og inddrage dem i det, de kan magte, af mit liv. Jeg kan godt have brug for at gå, sige, at jeg ikke har det godt lige nu og komme tilbage senere, for de læser jo alligevel mit humør. Men jeg behøver ikke dele alle deres følelser en til en. 

Helt konkret prøver jeg i stedet at spørge dem, hvad der er sket? Har de haft en dårlig oplevelse? Jeg finder først en ro i mig selv, og bagefter prøver jeg at hjælpe dem.”

Hvad har overrasket dig undervejs?

“Hvor ekstremt presset jeg selv blev følelsesmæssigt. Jeg kan godt huske konflikter og bekymringer, fra dengang de var små, men teenagetiden er noget andet. Løsrivelsen er sorgfuld, fordi du mister dem lidt. De forsvinder ind i noget, du ikke altid forstår og genkender. Jeg ved så med min ældste, at de også kommer tilbage, men det kan føles ensomt undervejs.”

Hvad har du lært om dig selv?

“Jeg har lært rigtigt meget. Om mit behov for at skulle præstere, for eksempel. Jeg har tidligere i mit liv haft meget travlt med sport og arbejde i et ekstremt tempo, hvor jeg hele tiden overskred mine egne grænser.

Et trafikuheld for seks år siden fik bremset mig op, så jeg har lært at være mere til stede i nuet og mærke, hvad der er vigtigt. Når min datter med sine reaktioner peger ind på den del af mig, som gerne vil præstere, giver det mig en forståelse af mig selv dengang. Jeg bliver bekræftet i, at det er en rar følelse at være kommet til et andet sted.”

Hvordan er jeres forhold i dag?

“Vi har en dejlig familie med plads til at være den, man er. Plads til både at dele og til at lade være med at dele. Vi har de samme diskussioner som alle andre familier: Om hvornår de skal komme hjem, gå i seng, hvor meget de skal rydde op og så videre. Alt skal forhandles. Men det giver mig en ro at lytte til mig selv og stå fast på en kærlig måde. 

Det er noget med at turde rumme konflikter. Lukke døren og sige: ‘Jeg har hørt dig, men det bliver altså sådan her’. Og når de så kommer og vil flytte, fordi vores hus ikke er godt nok, og vi bor i et ‘lorteland’, så må man være nysgerrig og sige: ‘Nå, spændende, fortæl mig lidt om de drømme, du har der’,” siger Anja Dellgren.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. september 2020. 

Seneste

Måske er du interesseret i...