Alt det, jeg vidste om stress, var forkert

“Forestil dig et menneske, som lige har fået et chok. Som har opspilede øjne, og som går med hovedet lidt fremme. Den tilstand gik jeg rundt i igennem et år.

Det er en hypertilstand af superstress og årvågenhed, og jeg bliver helt rørt, når jeg skal forklare, hvordan det føltes, da jeg kunne gå almindeligt igen. Det skete en dag, hvor jeg lavede en gående meditation, og det var, som om noget skiftede i min hjerne. Jeg kom endelig ned i gear, og det var, som om jeg oplevede foråret for første gang.

Jeg begyndte at føle mig stresset i 2014, hvor jeg var ansat som it-arkitekt på Sundhedsplatformen. Første del af min historie er en meget klassisk historie om stress.

Klassiske tegn på stress

Jeg var nyuddannet akademiker, og jeg havde endnu ikke lært, hvordan et normalt arbejdsliv skal føles. Vi havde hele tiden deadlines, jeg knoklede 70 timer om ugen, tjekkede mails under morgenmaden for at svare mine kollegaer, der skrev midt om natten, og jeg overlod til min mand at lave mad og ordne de fleste praktiske ting derhjemme.

Jeg prøvede da at sige fra undervejs, men fik en tydelig fornemmelse af, at arbejdskulturen bare var sådan.

Så jeg arbejdede og spiste og sov og ikke så meget andet, og jeg begyndte at få symptomer på overbelastning: Jeg rystede på hænderne og var svimmel, som hvis jeg gik på et skib. I fem måneder havde jeg hold i nakken. Gråden lå hele tiden lige bag øjnene, og når jeg gennemførte et møde uden at tude, var det en succes. Jeg fik alle mulige allergier og ondt i maven, og jeg begyndte at have svært ved at sove om natten. Der var også en episode, hvor jeg tudede hele dagen.

Jeg troede, jeg havde styr på det

Jeg har en baggrund som sygeplejerske, og jeg burde selvfølgelig vide bedre, men jeg vurderede selv, at jeg måske bare havde brug for en pause i en kort periode til at få min stress ned. Den pause planlagde jeg lige, så det kunne passe med nogle uger mellem to deadlines, men da jeg gik til lægen og forklarede, hvordan jeg havde det, sagde hun ‘Du skal slet ikke mere på arbejde. Du skal gå hjem med det samme’.

Jeg forstod det ikke rigtigt. ‘Jamen, jeg har et møde nu her klokken ni’, sagde jeg.

Men jeg gik hjem. Og det, jeg troede skulle være en måneds pause, det blev til to år og ni måneder. Så lang tid gik der, før jeg kom i gang med et arbejdsliv igen.

Når intet virker

Jeg blev sygemeldt og kom i et forløb hos en psykolog med kognitiv terapi. Vi snakkede alt for meget om barndom. Jeg skulle ind og grave i alt muligt.

“Hvad er der gået galt?”
“Ja, jeg er nok perfektionist.”
“Hvorfor er du det?”
“Det er nok noget med min far.”
Jeg skulle trevle hele min historie op om alt, der var gået galt i mit liv, og det kunne min stressede hjerne ikke klare. Hele mit nervesystem var presset, og min hjerne var ikke gearet til et kognitivt forløb. Det forstod jeg bare først senere.

Ligesom rigtigt mange andre med stress var jeg på udkig efter løsninger. Jeg ville gerne selv gøre noget, så jeg kunne få det godt igen. Jeg prøvede at læse bøger, dyrke motion, gå til yoga. Nogle anbefalede vinterbadning. Jeg stod op og spiste morgenmad, og så forsøgte jeg at finde ud af, hvad jeg nu skulle, og allerede klokken 10 var jeg udmattet af at planlægge og trængte til en lur. Det fik mig til at slå mig selv i hovedet og føle mig som en fiasko.

Samfundets fortælling om stress

Vi har mange fortællinger om stress i vores samfund. Nogle af dem handler om sund kost og motion. Jeg prøvede at gå ture, og en gang måtte jeg ringe efter min mand og bede ham hente mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kom hjem.

En del af de fortællinger, vi har om stress, skyder ansvaret over på den enkelte. Det er vores eget ansvar at sige fra over for arbejdsgivere og opgaver, og samtidig skal vi selv sørge for at få sund kost og motion, og der står en hel industri klar med selvhjælpsbøger, træningsredskaber og kogebøger.

Det er et kæmpe nederlag, når intet af det, du prøver at gøre, vil lykkes.

Stress som et traume

Jeg fik det selvfølgelig bedre, da jeg holdt op med at arbejde. Men jeg oplevede også, at min gamle, rationelle hjerne ikke var tilgængelig længere. Stress kan blive så voldsom en oplevelse, at vi reagerer som ved et traume. Det blev jeg opmærksom på, da jeg læste bogen Stress – det moderne traume. I den fandt jeg nogle beskrivelser af reaktioner på stress, som jeg kunne kende.

For eksempel at jeg reagerede voldsomt på lyde og lugte og i det hele taget oplevede virkeligheden på en anden måde end tidligere. Jeg havde det sådan, at alt gik direkte ind i mit nervesystem. Jeg gik rundt med hjertebanken og åndenød, fik tunnelsyn og hovedpine. Det generede mig, når min mand åbnede og lukkede køkkenskabe eller skramlede med tallerkner. Jeg forlod kun min lejlighed med høreværn på. Jeg kunne ikke klare lugten af parfume, så vi skiftede alle produkter fra håndsæbe til shampoo. Når jeg fik for mange indtryk, fik jeg tinnitus, som føltes som en høj tone, der lå hen over alt.

Rehabilitering

Jeg tog også en del kilo på. Jeg kunne ikke motionere. Min krop føltes så tung.

Bogen om stress som traume er skrevet af psykolog Nadja Prætorius, og hun beskriver, hvordan det drejer sig om at genoprette den neurobiologiske balance. Det skal man gøre i et rehabiliteringsforløb. Hun skrev ikke direkte hvordan, så jeg kontaktede hende og fik en konsultation.

Og herefter gik jeg i gang med at få det bedre på en helt ny måde i rehabilitering.

Mit rehabiliteringsforløb tog tre måneder. I den periode aflyste jeg alle sociale arrangementer. Det hele. For hvis du laver undtagelser, kommer der lynhurtigt flere. Jeg skrev simpelthen rundt til alle, at jeg var i rehabilitering. Det var en lettelse.

Samtidig var mit liv skemalagt helt ned på timebasis i den periode. Ikke for at få lavet noget, men for at sikre, at jeg ikke lavede noget. I mit skema stod der, hvornår jeg skulle stå op, hvornår jeg skulle spise morgenmad, at jeg for eksempel skulle hvile mig en halv time efter morgenmaden, så gå en lille tur og så videre. Jeg behøvede ikke tænke over, hvordan min dag skulle struktureres, det var gjort, og det hjalp.

Endelig noget, der hjælper

Endelig var der noget, som hjalp. Noget skiftede i min hjerne. Jeg kunne gå langsomt i naturen og bare være der. Jeg fik øje på blomster. Jeg bevægede mig væk fra den tilstand, jeg havde været i så længe, fra noget farligt til noget sikkert. Den dag, hvor jeg pludselig kunne gå roligt uden at være anspændt, begyndte jeg at græde, og gråd er jo en forløsende faktor.

Jeg begyndte herefter hos en traumeterapeut, og langsomt kunne jeg begynde at afkoble de påvirkninger af min hjerne, som satte min stress i gang.

Først skulle jeg i gang med at mærke min krop igen. Ret ofte mister vi som stressede evnen til at lytte til vores krops signaler, fordi vi har ignoreret alle de råb om hjælp fra den, vi har fået.

Efter jeg fik genoprettet balancen i min krop, kunne jeg begynde at bevæge mig mere og havde energi til at gøre noget ved min vægt. Siden har jeg tabt 18 kilo og kan træne hver dag.

Ved hjælp af en prøve med spyt, blod eller urin kan vi måle omfanget af stresshormoner som kortisol, adrenalin og noradrenalin og blodets indhold af sukker, fedtsyrer og proteiner, som øges ved stress.

Indtil videre bruges denne type test dog mest til forskning, så det er endnu ikke muligt at få en stressblodprøve hos din egen læge, men det understreger, at stress er en fysisk sygdom og ikke kun noget, der foregår mellem ørerne.

Kilde: Stressforeningen

Heldigvis er hjernen plastisk

Da jeg havde været sygemeldt i syv måneder, pressede kommunen mig til at arbejde igen, og det var sådan: Av, min hjerne. Jeg fik hovedpine i fem dage efter en arbejdsdag. Jeg kunne ikke de samme ting som tidligere, og senere klagede jeg over kommunen og fik medhold i min sag.

Senere blev jeg udredt på Rigshospitalets Hukommelsescenter. Lægerne der kunne se, at jeg havde stærkt nedsat hukommelseskapacitet, altså en hjerneskade. Jeg havde en lang periode, hvor jeg havde svært ved at finde de rigtige ord, og jeg har stadig ikke samme ordforråd, som jeg havde før.

Da jeg fik den besked, var jeg mest af alt lettet over, at der var en forklaring. At andre kunne se det, som jeg kunne mærke: At jeg ikke var kommet mig helt. Heldigvis er hjernen plastisk, den kan lære nye veje, og jeg kan mærke, at det går den rigtige vej hele tiden. Sidste år ved denne tid kunne jeg ikke overkomme de ting, jeg kan nu. Vi kan have gæster nu, og jeg kan planlægge en menu og overskue oprydningen bagefter. Helt elementære ting, som længe har været for stor en udfordring for mig.

I dag er jeg stresscoach

I dag er jeg kommet så langt, at jeg kan hjælpe andre med stress. Jeg har uddannet mig til stresscoach og traumeterapeut, for jeg vil gerne give videre, hvor hårdt ramt man kan være. Alt det, jeg troede, jeg vidste om stress på forhånd, det passede ikke på min egen oplevelse. Jeg har fået så mange aha-oplevelser, jeg gerne vil dele.

Derfor har jeg også, ud over at have klienter, lavet en podcast om stress, hvor jeg taler med forskellige gæster. Jeg prøver at åbne en dialog om det kollektive ansvar for stress, for det er ikke bare vores eget ansvar. Og yoga, vinterbadning og sund mad er ikke altid løsningen.

På et tidspunkt havde jeg det sådan, at jeg kunne bryde hulkende sammen i et supermarked, hvis min mand spurgte, om jeg ville have kylling eller hakket kød til middag. Det var aldrig til at forudse, hvordan alt pludselig blev for meget. Jeg har været heldig at have en tålmodig partner, for jeg var skrøbelig meget længe. Heldigvis har jeg det meget bedre nu.”

Artiklen har tidligere været bragt i Magasinet Liv 18. november 2021.