Portræt af kvinde 50+
Anette Maria Syska (50).© Thomas Dahl

Det var godt for mig at være åben om mit kræftforløb

Mens Anette Maria Syska var syg af brystkræft, fortsatte hun med at arbejde på deltid og skrev om sin sygdom på Facebook, så hun ikke skulle snakke om den hele tiden. Det gav hende normalitet midt i alt det utrygge.

18. marts 2022 af Louise Thorsted

“Jeg fandt knuden i mit bryst på min datters 10-års fødselsdag 14. januar 2018. Da jeg ringede til lægen dagen efter, kom jeg til med det samme. Jeg kunne se på ham, at det ikke var godt, og han sendte mig straks videre. Desværre var det en meget aggressiv type, og jeg blev opereret 21. februar.”

Endnu mens det var uvist, “om jeg skulle leve eller dø”, bad Syska, som Anette Maria Syska kaldes, sin ven og fotograf, om han ville tage nogle billeder af hende og pigerne, før alt blev anderledes, og hun mistede sit lange hår. Sammen blev de enige om, at det ikke skulle blive ved det ene foto, men at de sammen ville dokumentere hele Syskas kræftforløb.

“Vi lavede en aftale om, at det skulle være helt ærligt. En til en. Der skulle ikke skæres noget fra eller lægges noget til, det skulle fortælle om gode og dårlige stunder, og han var både med til kemo, da jeg tog mit hår af, og da jeg prøvede paryk. Han kom tæt på, og det var godt, vi havde lavet en aftale fra start om, at han måtte være der, når jeg var dårlig og ikke lignede mig selv.”

Kemoland på Facebook

I det hele taget er Syskas sygdomshistorie ikke en om at gå i hi eller trække sig. Hun fornemmede hurtigt, hvordan rygtet om hendes sygdom løb, og at folk lidt begyndte at undvige hende, måske af berøringsangst.

“Når jeg mødte op på pigernes skole og måtte fortælle de forældre, jeg stødte på, at jeg var syg, var det voldsomt, fordi de blev så kede af det. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne være åben, for lige om lidt ville jeg alligevel tabe håret.”

Syska ville gerne slippe for at skulle starte forfra på historien hver gang, hun mødte nogle, der ikke havde hørt den endnu.

“Jeg lavede en selvstændig Facebook-profil, Kemoland, hvor jeg skrev en slags dagbog og lagde mange af billederne op. Så kunne folk selv vælge den til i deres feed. Som kræftsyg stiller du dig til skue lige meget hvad, når først du er skaldet. Hovedparten af dem, du møder, kigger på dig med dødsangst i øjnene. Ret hurtigt fik Kemoland også følgere, jeg ellers ikke kender. Jeg prøvede at gøre det til en fortælling, som også pårørende kunne bruge, men det var også en hjælp til mig selv. ”

Arbejdet som pause

Syska “havde brug for, at der var en form for normalitet i forhold til hverdagen”, så da hun blev syg, og lægerne anbefalede en fuld sygemelding, tog hun en snak med direktøren på det museum, hvor hun var ansat som kommunikationsansvarlig.

“For mig var tanken om arbejde en måde at give mig selv nogle pauser fra hospitaler og behandlinger, for kræften ejer jo din kalender i et års tid. Du skal hele tiden til en undersøgelse eller tage noget medicin. Jeg vidste ikke på forhånd, at min arbejdsplads ville være så fleksibel, men jeg gik til direktøren og sagde: ‘Jeg er blevet syg. Så hvad gør vi?’. Og han spurgte: ‘Hvad synes du selv?’. Min intention var at arbejde så meget som muligt. Så det aftalte vi. Vi aftalte også, at det ville være fint, hvis de sagde til, hvis det blev for irriterende at have en kollega, man ikke helt kan regne med. For ‘er hun der, eller er hun der ikke? Og hvem skal ellers lave det?’.”

Foto af kvinde 50+ rask efter brystkræft
Syska fornemmede hurtigt, at mange er berøringsangste overfor kræftsyge.© Thomas Dahl

60 procent på arbejde

Syska ved godt, at hun var heldig at have en forstående chef, som læste op på hendes behandling, som den skred frem, men også at hendes opgaver var af den art, der kunne isoleres helt fra de andres.

“Jeg kunne strukturere mit arbejde, så jeg kunne levere i klumper. Jeg kunne sidde hjemme, men der var også tidspunkter, hvor jeg mødte op for at få den kollegiale fornemmelse. Når jeg var på arbejde, kunne jeg næsten glemme, at jeg var syg, for det er en twilight zone at være i kemoforløb. Det var, som om jeg var delt i to: Cancerforløbet og en normalitet, som jeg prøvede at holde kontakt til. Så det var vigtigt for mig en gang imellem at komme hen på min arbejdsplads, hvor jeg var del af noget andet, og snakke med mine kollegaer om helt normale ting.”

På det år, hvor Syska var i behandling, arbejdede hun omkring 60 procent af sin fuldtidsstilling, vil hun tro.

“Der var uger, hvor kemoen var hård, og jeg fik alle bivirkninger – og at miste håret er næsten den mindste: Mine negle faldt af på mine tæer, jeg havde ledsmerter og kvalme, fik sår i munden og hævede i halsen. Den blodåre i armen, som jeg fik kemo i i begyndelsen, visnede. Krøllede bare helt sammen og forsvandt. Det gjorde ondt. Jeg fik nerveskader og ondt under fødderne og var svimmel. Og så blev hele mit sanseapparat enormt forstyrret, så indtryk som lys, lyde og smag ændredes, og det trættede. Kemoen udfordrede også min hukommelse, både korttidshukommelsen og evnen til at bevare overblikket, hvis der var mange, der sagde noget til mig på én gang.”

Sårbare situationer

Det kan være sårbart at vise sig svag. Det var det også for Syska. Især når hun følte, hun ikke blev mødt.

“Man placerer sig selv i sårbare situationer, når man går ud ad døren som syg. Jeg kan huske et lidt barsk møde med en ny chef, der blev ansat, mens jeg var syg. Det var i tiden lige efter kemo, og jeg skulle finde et dokument, som jeg ikke kunne huske, hvad hed. Og der sad hun bare med korslagte arme. Det var ubehageligt. Jeg har siden fortrudt, at jeg ikke sagde noget til hende. Måske: ‘Jeg fornemmer, at du ikke helt tror på, at jeg har svært ved at huske. Men jeg har fået kemo, og det forandrer hjernen og efterlader mig i en slags stresstilstand. Det går væk over tid. Sig til, hvis du vil vide, hvordan du kan hjælpe mig’. 

Jeg tror ikke, arbejdspladser er bevidste om, hvor stor en opbakning de kan være. Jeg har en oplevelse af, at min sygdom kunne rummes, og jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært, hvis man har en oplevelse af det modsatte. Der er jo nogle, der oplever at blive fyret.”

Syskas bedste råd til dig, der er sygemeldt

  • VÆR ÅBEN
    “Åbenhed var vejen frem for mig. Det er ikke vejen frem for alle.”
  • BRÆK DAGENE OP I BIDDER
    “Det med at kigge langt frem stopper, når du får kemo, hvor bare den næste dag eller time kan være uoverskuelig. Min mand lærte mig at bryde tiden op, og nogle gange var jeg ude i kun at skulle det næste minut igennem, så var alt godt. Men det virker!”
  • VÆR SYG
    “Jeg brugte Kræftens Bekæmpelse meget. De har nogle lækre huse til kræftsyge og pårørende. Jeg kom på Kræftformidling Næstved og København. Her kunne jeg tillade mig selv at være kræftpatient, for det havde jeg også behov for. De kunne svare på spørgsmål og vise omsorg. Jeg har fået nogle væmmelige beskeder nogle gange, hvor jeg er taget over i huset nogle timer, har drukket en kop te og talt med nogen. Det var et sted for mig, som hverken var job, hospital eller familie, men bare mit rum. Der samlede jeg kræfter til at gå ud og være lidt normal igen.”

I kontrol igen

“Alle har et eller andet, der hænger over hovedet, og nogle oplevelser, der gør, at vi er sårbare eller stærke på forskellige punkter. Jeg håber, der vil komme en større forståelse for, at vi er hele mennesker, der kommer på arbejde med alt, hvad vi er. Og at vi bruger den styrke, der ligger i at have en anden forståelse eller tilgang. Når man har gennemgået kemo og hele det forløb omkring og er så heldig at stå omme på den anden side uden for mange mentale og fysiske men, så får arbejdspladsen en stærk medarbejder.”

Forløbet var ret flydende for Syska. Undervejs holdt hun sin arbejdsplads ajour med, hvor hun var, men det kom bag på hende, hvor hårdt det var fysisk og mentalt bagefter, da kroppen skulle i gang med at bygge sig selv op. Inden hun nåede tilbage på fuld power, eksisterede hendes job ikke længere. I dag har hun faste længere projekter og egne projekter ved siden af.

“Jeg er så heldig, at jeg elsker mit fag og de opgaver, jeg havde og har. Og jeg er ret sikker på, at mit arbejde, eller det at gå på arbejde, hjalp mig igennem min sygdom. Jeg er ikke en, der skal sidde og kigge langt ud over havet i timer. Det kan måske også lyde som en flugt, men det betød, at jeg kunne lukke cancer-skuffen, mens jeg arbejdede. Kemoland er stadig åben, men jeg har ikke lavet nye opslag. 

Alligevel får jeg stadig af og til beskeder fra nogle, der læser med. Der var en mand, der skrev til mig: ‘Jeg har læst din profil og fulgt med. Jeg har kræft, men har ikke sagt det til en sjæl indtil for to uger siden, da jeg bestemte mig for: Nu gør jeg det samme som dig. Nu siger jeg det’. Og han var blevet så lettet over det. Han var ellers på grænsen af depression, skrev han.”

I dag er Syska raskmeldt, i normalgruppen og går til almindelige undersøgelser.

“Jeg er glad for min helt normale hverdag med alle de problemer, den også har, for det er jo sådan, livet er. Det er fint, når cykeldækket punkterer, for det kan jeg løse. Det kunne jeg ikke med min sygdom, den var ude af min kontrol. Jeg tror, det var derfor, arbejdet var så godt for mig: Der var jeg i kontrol.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. februar 2022.

Anette Maria Syska (50)

  • er samlevende og mor til Lua på 16 og Maise Mia på 14 år.
  • er journalist og akademiøkonom i kommunikation.

Du vil (garanteret) også kunne lide