Teenagepiger der sidder i sofaen med sin mor
Husk, at det kun er en fase!© Getty Images

9 vigtige råd til dig, der har en teenager i huset

Temperamenterne kan rase, så huset ryster – men hvad er normalt, og hvad er ikke? Og hvordan tackler du det? Psykolog Ulla Dyrløv guider dig

31. marts 2017 af Ulla Dyrløv

Eksperten: Ulla Dyrløv er psykolog med speciale i børn og forældre. Her giver hun dig en række gode råd, hvis du har en teenager i huset. 

Det skal du vide om din teenager

De er ikke ens

“Teenagere er pr. definition mellem 13 år og 19 år – og der er langt fra 13 til 19. Så når du læser gode råd om teenagere, så hav altid in mente, at de er mindst lige så forskellige som kvinder i overgangsalderen, mænd i panikalderen og små børn i trodsalderen!” siger psykolog Ulla Dyrløv.

De fleste går glat igennem

“Størstedelen af alle teenagere går glat igen­nem deres udvikling. Så lad være med at give puberteten skylden, hvis I bliver uenige. Det gør man jo i en familie.” 

Når der er tegn på mistrivsel

“Omvendt kan du heller ikke give puberteten skylden, hvis dit barn viser tegn på at være i krise. Det er farligt bare at lade tiden gå: ‘Fordi han nok bare er teenager’. Man skal ikke være i konstant krise, fordi man er midt i et ud­viklingsspring. Hvis dit barn isolerer sig på sit værelse, virker uoplagt og ikke interesserer sig for noget eller pludselig dropper tidligere interesser, er der grund til at være opmærksom. Du kan også holde øje med, om dit barn sjusker med personlig hygiejne eller overdriver den og går i bad konstant.”

Alle har brug for en fredet zone

“Når der sker meget nyt omkring en, og man hele tiden skal bevise sit værd, har man brug for en zone, hvor man gerne må være ucharmerende og stadig bliver elsket! Hvis dit barn afreagerer derhjemme ved at være sur eller opfarende, så handler det ikke om, at du skal svines til. Det handler om, at din søn eller datter er presset alle andre steder, og hos dig er det trygt at give los. Lidt ligesom små børn kan være de rene engle, når de bliver passet, og herefter opføre sig umuligt, når du henter dem. Hvis du forstår den mekanisme, er I kommet langt.”

Det skal du vide om dig selv

Du er en klippe – tro på det!

“Du er sikkert i tvivl om, hvad du skal sige og gøre indimellem, men du må ikke virke usikker. For hvis der er noget, en usikker ung pige eller dreng har brug for, er det visheden om, at mor er en klippe. Du ved, hvad du gør – og alle de gange, du ikke ved det, må du diskutere det med din mand eller dine veninder. Aldrig med dit barn!”

Du skal spørge mindre

“Alle forældre stiller deres børn en bunke spørgsmål – og det skal du ikke gøre. Du kommer til at virke usikker, så alle dine spørgs­mål i virkeligheden lyder som: ‘Hvordan skal jeg dog hjælpe dig?’ Du er piloten.” 

Du skal være tilgængelig

“Du skal være hjemme og klappe computeren ned og få åbnet døren ind til teenageværelset, så dit barn har mulighed for at tale med dig uden at skulle bede om taletid. Du er nødt til at vente på, at din datter eller søn kommer til dig.”

Du må gerne aflaste

“Det er en myte, at dit barn bliver en forkælet umulius uden praktiske opgaver hver dag. Tænk på de situationer, hvor du selv er startet i et nyt job eller har en stor opgave foran dig. Dit barn kan opleve samme pres. Dit barn føler sig set, hvis du markerer, at du forstår det.”

Du skal ikke lade dig afvise

“Ingen forælder skal acceptere, at en teenager forskanser sig bag en lukket dør i mange timer dagligt over en længere periode. Som forælder må du insistere på at åbne døren, invitere på et spil ludo eller en gåtur. Noget, der ikke kræver så meget. Sig, at det er for din skyld.”

Artiklen blev første gang bragt i Magasinet Liv nummer 73.

Du vil (garanteret) også kunne lide