Meg Ryan i filmen Da Harry mødte Sally
Det var akavet hedt, da Harry mødte Sally (1989), og sådan er det bare nogle gange med os kvinder.© Mary Evans/ Colombia Pictures

5 fortællinger om at være kvinde, vi normalt ikke deler

Men i dag gør vi. På kampdagen får du sandheden om blod, frygt, fryd, om klassens bedste bryster og et vidunderligt high five fra livmoderen.

8. marts 2021 af Karen Greve

Lad os bare begynde med en disclaimer. Ingen kvinde ved alt om at være kvinde. Vi har forskellige kroppe, er i forskellige aldre, kommer fra forskellige familier og dele af landet. Nogle har født børn, andre har ikke, nogle har sex med mænd, andre har det med kvinder. En del er blevet befamlet på røven, en generation badede topløse som unge, nogle havde sex første gang som 15-årige, de fleste af os har på et tidspunkt skiftet et lagen med pletter af blod på den tid af måneden.

Ingen har prøvet alt, og ingen ved det hele. Men vi deler noget.

Og på Kvindernes Kampdag er det på tide at dele lidt af det, vi har til fælles, i dag uden tøven. Der er stadig tabuer at bryde, hemmeligheder at afsløre, og fordomme at aflive. Du får fem af dem her i tilfældig rækkefølge. Rigtig glædelig kampdag, kvinder! 

1. Klassens bedste bryster

Lige fra det tidspunkt hvor vores kvindelighed første gang brød frem som to kegleformede buler under kravebenet (ømme som bare fanden) fornemmede vi, at der er magt i bryster. På godt og ondt. 

Der er altid en, der har klassens bedste bryster. Engang kom en af dem til at stå på en strand i aftenmørket bag et bål, og ikke helt ædru hive op i blusen og sige “Kan I få det hele med” til en flok drenge, der alle vendte sig fra hende med et bestemt triumferende blik i øjnene, der gjorde sandet i alle de andre pigers gummisko tungt og koldt. Der var ingen, der kendte begrebet me too dengang. Og hvem havde magten? De bedste bryster, de nærgående drenge eller de hovedrystende tilskuere? Det er en proces at blive kvinde, og vi er ikke alle kommet lige elegant gennem forvandlingen! 

Forresten så steg antallet af brystforstørrende operationer fra 2017-18 i Danmark med 34,5 %.

2. Hoover Dam på dametoilettet

Mor til to er på vej over Storebælt med færgen og mærker, at natbindet med vinger og ekstra lækagebarriere ikke kan holde. Tænk på en hvilken som helst actionfilm, du har set, hvor en dæmning bryder sammen, så ved du, hvordan det føles. 

Det er Hoover Dam på dametoilettet, der går ud over trusser, strømpebukser og kjole, og mor til to må forlade færgen nøgen under frakken (sikke et held, at hun altid går med den knælange slags). 

Den slags sker. Andre kaster op i utilpashed over kramper og klumper. Det kan også være overstået lettere. Den gennemsnitlige alder for første menstruation er 12,5 år. Hver måned indtil vi er cirka 50, bløder vi i gennemsnit 4 dage. Det bliver 1.800 dage. Flere falder helt sikkert på sommerens varmeste dag, hvor alle andre bader!

3. Se lige ud på Istedgade

Ung (moderat) uskyldig studine er netop flyttet til København og har fået toværelses på Vesterbro. Når hun skal hjem i de sene nattetimer går turen over Istedgade og Halmtorvet, forbi Skelbækgade, og her sker det mere end en gang, at en bil ruller langsomt op på siden af hende. Bag rattet sidder en mand, der prøver at få øjenkontakt, indtil hun ryster bestemt på hovedet, og han triller videre. 

Vi ved alle, at vi kan være på det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Det sidder på rygraden altid at gå med faste skridt under gadelygterne og holde øje med mennesker, der kan hjælpe i nærheden. Sådan er vi opdraget! I 2020 modtog politiet 1.825 anmeldelser om voldtægt, men det anslås, at det reelle tal er noget højere. I et livstidsperspektiv er 84% af ofrene kvinder.

4. Hørt til julefrokosten

Et par snaps og tre retter inde i årets julefrokost siger venlig mandlig kollega til sin borddame: “Er det egentlig ikke sådan, at kvinder har brug for mere tid end mænd for at få orgasme?” Borddamen svarer: “Det tror jeg faktisk ikke. Min erfaring er, at kvinder helt på egen hånd kun skal bruge et par minutter.” Mandlig kollega ser tvivlende ud. Borddamen inddrager medsøster på den anden side af bordet og siger: “Hvor lang tid skal du bruge, når du onanerer?” Medsøster svarer: “45 sekunder.” Mandlig kollega går i let chok en tur i baren. 

Imens tjekker bordame og medsøster en undersøgelse: 68% af alle mænd onanerer flere gange om ugen, kun 30% af kvinderne gør det samme. 15% af de adspurgte har aldrig prøvet onani. 41% har gjort det hjemme, mens deres partner var i et andet rum! Der står ikke så meget om hastighed. “Og det skal jo heller ikke gå så stærkt,” som medsøster siger til mandlig kollega, da han kommer retur.

5. Is there life on Mars?

Den krop, der har båret og født et barn, har betalt en pris. Den kan have strækmærker der, hvor maveskind og bryster gav sig umanerligt gavmildt, den kan være løsere på de indre linjer, og det er sket, at mor til både en, to og tre har tisset på trampolinen efter et ukontrolleret hop i bækkenbunden. Vi kan have fået ar, større fødder og et lille traume ved tanken om det øjeblik, hvor hovedet gik igennem, og vi pludselig vidste, hvad det vil sige ”at føde sine børn i smerte.” 

Men hvor mange ville bytte, hvis vi kunne? Og samtidig gå glip af det øjeblik en tidlig morgen, hvor du knap er vågen, og der er lunt og fredfyldt under dynen, og så mærker du det: Et lille stød fra selveste livmoderen, et highfive fra dit kommende barn, en optimistisk hilsen fra næste generation: Her er jeg, og jeg er på vej til dig. Skulle nogen spille David Bowie for dig i netop det øjeblik, ville du tænke: Ja, der er liv på Mars.

Kilder: Det Kriminalpræventive Råd, Yougov for DR3 (2013), Sundhedsstyrelsen, Fadlforlag.dk, Samvirke.dk

Du vil (garanteret) også kunne lide