40 + og netop blevet mormor

har en kæreste, er mor til Thea på 22 og Mille på 16 år fra tidligere forhold. Plus mormor til Conrad på fire måneder.
er salgschef.

En ny generation

Karina er 43 år, og udadtil ligner hendes liv rigtigt meget andre 40-åriges. Hun er i fuld gang med at være teenagemor – hun har sin yngste, 16-årige datter hver anden uge – hun er fraskilt og har travlt med at være nyforelsket og pendle mellem sin lejlighed i Hornbæk og kæresten i København. Hun har et krævende job som salgschef og en fuldt besat kalender. Og så lige en ekstra identitet oven i hatten ...

16. december slog hun følgende status op på Facebook: “Så blev man mormor. Tak Thea og Rasmus for en fantastisk julegave.”

Fire måneder senere gentager hun gerne ordet fantastisk. Det er fantastisk at blive mormor. Et barnebarn er det mest fantastiske i hele verden, og en tidlig status som mormor giver den åbenlyse fordel, at det ikke er så længe siden, hun var der selv. Som ung, usikker og nybagt.

Ung mor

“Da jeg selv fik Thea som 21-årig, var jeg umoden og sindssygt usikker. Min storesøster kom og forklarede mig, hvordan jeg skulle passe hende. Jeg kan huske, at hun sagde, at jeg skulle snakke og pludre med hende, og jeg forstod ingenting. Skulle jeg snakke med en baby, der intet fatter? Når du er så ung, har du ekstra brug for erfaring og en hjælpende hånd.”

Så da Karina træder ind på hospitalet en dunkel december-dag og ser sin datter med et nyfødt drengebarn i favnen, ved hun med det samme, at her er en opgave for hende at løse. Her er brug for en mormor. Og ikke nødvendigvis en traditionel en, der bager boller og laver kakao. Mere en ærlig og handlekraftig en af slagsen, der kan overskue præcist, hvilken hjælp den nyfødtes mor trænger til.

“Jeg var 21 år, da jeg blev mor. Thea er 22 år. Da Conrad lå i min datters arme på hospitalet, fik jeg tårer i øjnene, men de gjaldt mest Thea, for jeg kunne med det samme se, hvordan hun havde det. Jeg kunne se, at hun forsøgte at fremprovokere en følelse, som hun ikke havde endnu.”

Karina forstår den sære blanding af kærlighed, angst, rådvildhed og udmattelse, som Thea oplever. Hun kender tegnene på, at oplevelsen af at blive mor er så overvældende, at man næsten ikke kan overskue det. Har det helt present i hukommelsen.

“Jeg var ærlig og sagde, at alt overhovedet ikke var lyserødt for mig. Kærligheden kom ikke med et trylleslag, og det er normalt. Thea skulle vide, at det er fuldstændigt normalt at have blandede følelser, når du lige er blevet mor.”

Ligesom at cykle

Karina forsøgte egentlig at tale Thea fra tanken om at blive mor lige så tidligt som hende selv, før Conrad var en realitet. Men hun ved også, at den slags kan mødre ikke afgøre for døtre.

“Jeg var nervøs for, at hun ville føle, at hun gik glip af nogle ting. Jeg ville gerne selv have rejst mere, inden jeg fik familie. Og jeg synes, det har været lidt småt at bo i Hornbæk hele mit liv. Men på den anden side oplever jeg jo en masse, efter jeg har rundet 40, hvor jeg tilbringer mere tid i København med min kæreste. Fordelen ved at have været ung mor er nok især, at jeg forstår begge mine døtre, fordi det ikke er så længe siden, at jeg selv var 20. Thea har kendt sin kæreste i fem år, og de skal nok klare den.”

Den nære kontakt med baby Conrad får desuden Karina til at føle sig ung igen. Ikke gammel.

Og så er der den ekstra kærlighed, der finder vej ind i livet som mormor. Karina føler ikke, at hun giver afkald på noget. Conrad er en berigelse.

“Jeg tænker på Conrad hele tiden. Har dårlig samvittighed, hvis jeg ikke har set ham i en hel uge, fordi jeg har været i København. Når han kigger direkte på mig med sine dejlige øjne og tydeligt smiler og genkender mig, så smelter mit hjerte. Fordelen ved at være så ung en mormor er, at jeg kan gøre en masse ting med Conrad. Jeg kan sagtens holde til at stå op med ham om natten. Jeg kan tage fri og tage ham en hel dag, når han bliver større, og jeg er meget tæt på ham, fordi jeg er tæt på Thea. Vi vender – næsten – alt med hinanden. Theas forløb ligner mit, så det er let at give råd uden at komme til at virke irriterende. Og dog. Nogle gange kan jeg sagtens fornemme, at nu skal jeg altså ikke blande mig i, hvor meget tøj han skal have på.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 66.