Trine Lundager (40)
- er kæreste med Jakob, og mor til Svea på 10 år og Vilde på 6 år. Hun er indehaver af webshoppen Don´t Tell, som også forhandler Trines eget smykkemærke, Luna Blau.
- er også uddannet journalist og er forfatter til bogen Vorherres lille vidne.
Hvordan er det at være 40 år?
“Tallet 40 rager mig en høstblomst. Jeg tror, vores generation er mindre skræmt af 40’erne, fordi der er kommet en mere positiv retorik omkring dem. Det er blevet sådan lidt cool og cougar, ikke?
Selv synes jeg ikke, der er nogen som helst forskel på at fylde 39 og så 40, men da min ellers seje mor hentede mine børn før min 40-års fødselsdagsfest, begyndte hun at græde. Hun synes, det er så vildt, at hun nu har en datter på 40 år.”
Har du fået det voksenliv, du troede, du ville?
“Jeg har været kæreste med Jakob, siden jeg var 17 år, og altid været sikker på, at det var ham og mig. Jeg skulle egentlig kun have et barn, men vi har heldigvis fået to. Jeg er uddannet journalist, men for tre et halvt år siden sagde jeg mit faste job op, fordi jeg vil skrive skønlitteratur. Det var angstprovokerende at stoppe på avisen. Jeg følte, jeg var midt i en lavine, jeg selv havde sat i gang. Jeg kunne ikke komme ud, men jeg ville omvendt heller ikke.
Jeg har aldrig nogensinde kørt med cykelhjelm, men jeg begyndte at køre med en i månederne op til min sidste arbejdsdag, for hvad nu hvis jeg døde, inden jeg trådte ud i mit nye liv? Jeg har blandt andet skrevet om mode og livsstil på avisen, og i dag har jeg en webshop med tøj og tilbehør sammen med en veninde og mine forældre. På sigt skal den blive det økonomiske fundament, der giver mig tid til, at jeg kan sætte mig ned og skrive. Indtil videre er det ikke blevet til skidemeget. Jeg har en halv roman inde i hovedet og på min iPhone. Den skal nok blive til noget.
Økonomisk er der skåret helt ind til benet. Jakob har været den sejeste – med min frihed er han jo blevet mindre fri i sit job. Jeg håber, at jeg ville gøre det samme, men jeg er ikke helt sikker, for det er virkelig et offer. Heldigvis var tanken om at gå ned i indkomst 10 gange værre end i virkeligheden. Det er ret vildt, hvad du kan få til at ske, hvis du tror på det. Mit liv er blevet meget mere mig. Selv om jeg altid er på, så er det nu kun mig, der bestemmer.”
Hvornår har du det allerbedst?
“Lørdag morgen. Så sidder vi og sludrer stille og roligt og taler om, hvad vi skal lave i weekenden. Vi har et flip med Shubidua, og så synger vi med, og det ender næsten altid med, at jeg sidder og tuder over Hvalen Hvalborg.
Jeg er den vildeste nostalgiker. Jeg tager alt ind. Bliver enormt nemt glad, men også enormt nemt ked af det. Jeg har altid tænkt meget på døden og kan gå ned i et sort hul over konceptet. Så føler jeg nærmest klaustrofobi. Jeg har ikke fundet en måde at favne det på, men vænnet mig til at leve med sorgen over det, vi skal miste.”
Hvad skal der videre ske?
“Helt konkret har jeg allerede taget en vigtig beslutning, da jeg trådte ind i 40’erne: Jeg har givet mig selv lov til at sige fra over for mennesker, der dræner mig for energi ved altid at være negative og kritiske og overbeviste om, at verden vil ta’ røven på dem. De smitter nemlig. Det er lidt som et nytårsforsæt – men et, jeg har tænkt mig at holde. Livet ud.
Jeg er i det hele taget sikker på, at der ligger lige så meget godt forude som bag mig. Jeg har det federe nu, end da jeg var 25 og 38 år, fordi jeg føler, at jeg har fundet ind til noget, der er ret meget mig. Og er det en dag ikke længere mig, så ved jeg nu, at det ikke er farligt at skifte spor.”
