Camilla Gad (30)
- arbejder til dagligt som jordemor.
- er gift med Casper og sammen har de datteren Sif på 1 år.
Hvor er du i dit liv lige nu?
“Tilbage fra barsel og lidt i krise, for hvordan er man mor i den virkelige verden, ude af barselsboblen? Jeg er jordemor, færdiguddannet for fire år siden, og hvordan passer aften-, dag- og natarbejde med det nye familieliv?
Jeg er rigtigt glad for mit fag, selv om det er hårdt arbejde. Mange tror, det handler om at hygge om babyer, men vi skal også være der for folk i krise. Som jordemorstuderende var jeg klar til at kravle op i sengen hos de nybagte mødre og blive der, til de kunne undvære mig, men jeg fandt også ud af, at det er vejen til at blive udbrændt, så efterhånden har jeg fundet en balance.
Jeg hader, at skulle indrømme det, men det er anderledes at være jordemor nu, hvor jeg selv er mor. Det første, en fødende vil vide om sin jordemor, er, om hun har børn. Det er dog ikke så meget selve fødselsoplevelsen, der gør mig bedre til mit job, men det, at jeg genkender, hvor skræmte de fødende er.
Det er blevet vigtigt for mig at fortælle dem, at de skal droppe deres skyhøje forventninger til sig selv og følge deres egen mavefornemmelse frem for at lytte til input fra mor, veninder, medier og Sundhedsstyrelsen.”
Hvad skal der ske før 40 år?
“Jeg kan højst forestille mig et år ud i tiden. Bare 35 år er meget langt væk. Men vi har snakket om at lave en liste over, hvad vi gerne vil i fremtiden, så vi ved, at vi arbejder sammen mod et fælles mål. Skal vi have et barn til? Skal måske især min mand gøre mere ved sin karriere? Skal vi flytte ud af København? Hvilken del af verden vil vi først vise Sif?
Det med at blive forældre var nok lidt hårdere, end vi havde forventet, men det har været okay at erkende. Nu, hvor Sif er et år, er det en lettelse at give lidt slip igen. Hun har grædt meget lidt i vuggestuen og dermed lært mig som mor, at hun nok skal klare den.”
Hvordan med kønsrollerne?
“Vi joker meget med det i vores forhold. Det irriterer Casper, at børnepengene automatisk går ind på mors konto, og jeg kan også selv se, hvordan vi mødre bliver sat på en piedestal. Fædrene er med på vej deropad. Det er også noget, vi jordemødre fokuserer meget på – at få fædrene med.
Selv om vi føler os ret moderne derhjemme, og jeg ser mig selv som feminist og går ind for ligestilling – begge veje – så er det Casper, der slår græsset og står for vedligeholdelse. Men det er også ham, der laver mad, og sidst Sif manglede tøj, opfordrede jeg ham til at købe det. Jeg vil ikke være hende, der brokker mig over, hvad hun har på, så længe det er rent.”
Kvindeliv i 40’erne – hvad forestiller du dig?
“Jeg ser det sådan her: I 20’erne bekymrer du dig rigtigt meget om, hvad folk tænker. Som 30-årig er jeg blevet mere ligeglad, men stadig ikke nok. Som 40-årig er du nået til et punkt i dit liv, hvor du er virkelig ligeglad med, hvad folk tænker om dig. Så voksen glæder jeg mig til at blive!”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 67.