Egentlig skulle denne her klumme have handlet om romantisk kærlighed i klassisk forstand. Jeg skal giftes med mit livs Morten til september, og jeg ville have skrevet om de kærlighedserfaringer, som har ført mig til der, hvor jeg er nu: Midt i livet og klar til at sige JA. Til ham, til os og til mig. Og det er rigtigt, at jeg har grund til at takke dem, jeg har elsket. De har været med til at gøre mig til den, jeg er, på Willie Nelsons To All the Girls I’ve Loved Before-måden.
Tak til mine veninder
Men mens jeg skrev, gik det op for mig, at selv om jeg er blevet klogere gennem og med de kærester, jeg har haft, så er det mine kvinder, der er den vildeste kærlighedshistorie. De har været konstanten, som jeg simpelthen ikke ved, hvor jeg ville have været uden.
Der er hende, jeg har kendt, siden jeg var fem år, og som kan høre på min stemme, præcis hvordan jeg har det, bare i måden jeg tager telefonen på. Når jeg har prøvet at snyde mig selv for at få nogle grundlæggende uharmoniske brikker til at passe sammen, har hun kaldt bullshit. Har det været irriterende? Ja. Har jeg hende alt at takke for? Oh yes!
Mit heppekor
Der er hende, der hver gang igennem de tre år, jeg var single og havde været på en ny date, med usvækket entusiasme sagde til mig: “Jeg kan mærke det! Det er ham, det er bare så rigtigt!”.
Et en-kvindes heppekor, som altid ser dig fra din klogeste og mest charmerende side, og som uden tøven tror på, at alt det bedste naturligvis sker for mig. Så er der hende, der nøgternt og kærligt minder mig om, at jeg jo sådan set ikke mangler noget, at jeg er komplet i mig selv, og at mit liv er fuldt og rigt.
Der er også hende, der stiller ikke spor tilfældige spørgsmål, og som viser mig så meget af sin egen sårbarhed, at det sammen med hende føles helt naturligt og trygt at gøre det samme, når livet river.
Ikke at forglemme hende, der (kæmpe barnligt, åh gud, jeg ved det) accepterede, at jeg tryktestede alle romantiske emner med et “over, under eller på niveau?”. Jeg bad hende simpelthen om en vurdering af min seksuelle kapital.
Efter et langt forhold var jeg jo fuldstændigt i tvivl om min valuta på datingscenen, og her er der bare ingen, der som en livsveninde med pladen fuld af “han er under” eller “på niveau” kan få dig ud over stepperne.
Derfor lever vi længere end mænd
Jane Fonda, 85 år, mener, at kvinders venskaber faktisk er grunden til, at vi lever længere end mænd. “Venskaber mellem kvinder er anderledes end mellem mænd. Vi kommer ind under huden på hinanden, selv om vi ikke har set hinanden i årevis,” har hun sagt til Vanity Fair. Den erfaring har hun levet, og den deler jeg med hende.
Jeg er også stolt af mine veninder. Faktisk bærer jeg dem som unikke perler på en halskæde, der tilsammen kan alt og tåler alt. For eksempel flyttede mine veninder ind på skift, da jeg for mange år siden blev skilt fra faren til mine børn. Dengang jeg sad og kæderøg på bagtrappen, mens jeg med verdens mindste stemme spurgte dem: “I tror da ikke, børnene kan mærke, at jeg er ked af det, vel?”. Og det er jo lige præcis der, hvor man har brug for sine female friends til at sige:
“Jo, det tror vi sådan set godt, dine børn kan, så nu hjælper vi dig med at sætte højre ben foran venstre, og vi er her sammen med dig”. Og det gav mig helt klart styrken til at tage de første skridt til rent faktisk at blive o.k. igen. Den kærlighed er loyal og, som Jane Fonda siger, absolut livsforlængende.
Den kærlighed er jeg heldigvis også omgivet af, når jeg i sensommeren siger ja til Morten. Han er min ultimative kærlighed. Hvilket de kvinder, som heppede, løftede og bar i processen, heldigvis samstemmende er enige om. Størst af alt er kærligheden – både den til manden og den til kvinderne i mit liv.
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv i april 2023.
