Skal vi ikke bare dovne den noget mere?

har en kæreste og er mor til Jakob på 22 og Rasmus på 19 år.
er kommunikationskonsulent og freelancejournalist for Magasinet Liv.

Er dovne mennesker bedre til at træffe beslutninger end de mere energiske og flittige? Jeg har en snigende mistanke om, at det måske er tilfældet.

I hvert fald når det gælder beslutninger om det, der er virkeligt, virkeligt vigtigt. For lyder det egentlig ikke logisk, at er du doven, så gider du kun rejse dig og lette røven, når der for alvor er noget på spil? Hvilket så kræver, at du er særdeles veltrænet i at veje for og imod og tænke i gevinster, konsekvenser og prioriteter … Før du rejser dit legeme fra sofaen med et: “Okay, det gør jeg!”.

Tænk lige på, hvor mange gange dovne mennesker må lave den analyse hver dag: “Gider jeg, gider jeg ikke?”. For ni ud af 10 gange at nå frem til: “Aj, den lader jeg sgu gå”. Mens alle de flittige bare knokler på uden at overveje, om det egentlig er tiden og indsatsen værd.

Jamen, burde det i virkeligheden ikke stå og fremhæves på cv’et: “Særdeles doven og beslutningsdygtig. 20 års erfaring i kun at gøre det allervigtigste”?

Overrumplet af dovenskab

Det slog mig en dag her i sommer, hvor jeg lå og bagte i solen sammen med veninden. Udstyret med solcreme, 27 grader og forsvindende lidt energi. En ren rugekasse for dovenskab, hvor ingen af os orkede at lette os for at hente nye væskeforsyninger. I stedet lå vi og funderede over, at det er meget lettere, sjovere og saftigere at være uperfekte – frem for perfekte. Ikke at vi nogensinde har været det, men vi har da syntes, at vi burde. Indtil for nylig.

Men nu er vi i den modne alder af 50 i gang med at lære noget nyt. Nemlig hvor fedt det er at dumme sig med et skuldertræk i stedet for med dårlig samvittighed. Hvor nemt det er at nå en lille smule frem for en hel masse. Hvor befriende det er at være for meget i stedet for alt for lidt. Hvor sjovt det er at være pinlig frem for proper. Fortsæt selv listen.

Men. Vaner har det jo med at hænge ved. Især de gamle, godt indarbejdede. Og når jeg nu er vant til at gøre mig vældig umage med alting og hele tiden, så kan jeg godt komme til at falde tilbage i rutinen og glemme, at det behøver jeg slet ikke. At den ypperste umage måske kun skal være forbeholdt de allervigtigste ting. Og hvordan ved jeg i øvrigt også lige, hvad det er?

Det var her, dovenskab dukkede op i samtalen. Den passede så pænt på uperfekthedslisten. Og jeg havde allerede nogen erfaring, kunne jeg afsløre, for jeg er blevet tiltagende doven.

Ikke, at jeg bevidst har opsøgt det. Den er bare kommet snigende ind i min krop, dovenskaben, og det virker, som om den kan noget smart. For min dovenskab kan tilsyneladende både mærke, hvad jeg virkelig har lyst til, og hvad jeg godt vil gøre, selv om jeg faktisk ikke har lyst, fordi det af andre årsager er vigtigt. For eksempel for mennesker, som er vigtige for mig. Min dovenskab kan muligvis også bruges til at sortere ud i det, som jeg absolut ikke gider mere.

Arbejdsbier med udløbsdato

Det er stadig kun en tese. Udviklet under stærk varmepåvirkning. Og jeg er stadig nybegynder i dovenskab, så der skal virkelig trænes. Det er heldigvis ikke nær så krævende som at være stærkt arbejdsom, kan jeg godt afsløre.

En tidligere chef beskrev mig engang som “en rigtig arbejdsbi”. Det var ment som en kompliment. Tror jeg. Men hvis jeg dengang havde været mere dovent anlagt, havde jeg selvfølgelig gennemskuet, at det ikke var en holdbar strategi. Rigtige arbejdsbier, dem, der henter nektar, de dratter jo døde om. Deres vinger bliver simpelthen slidt op, og så er de færdige. I løbet af seks uger. Det ser altså ikke godt ud på cv’et. Så hvad tænker du egentlig nu?

Kan du ikke også bedre mærke, hvad der er virkeligt vigtigt for dig, når du er helt nede i gear, sommerdoven og tilbagelænet? Er det ikke også der, når feriestemingen har indfundet sig, og ingenting haster, at du kan rigtigt kan mærke dig selv og dine kerneværdier? Der er noget om det, ikke?

Jeg tror bare, at vi skal få gjort dovenskab til en gangbar værdi på arbejdsmarkedet helt oppe i front med andre store plusser som “robusthed” og “forandringsparat”. Så der ikke er tvivl om svaret, når spørgsmålet “hvad ser du som din største styrke?” falder til en jobsamtale. For det er selvfølgelig: “Jeg er virkeligt dygtig til at være doven …”

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 9.