Portræt Louise Thorsted
Louise Thorsted (50) © Thomas Dahl

Klumme: Skal konfirmationstøjet gemmes til dagen?

Journalist Louise Thorsted kom i tvivl om en grundlæggende barnelærdom, da hendes søn stod på tærsklen til at blive voksen.

6. maj 2022 af Louise Thorsted

Jeg har været ude og købe konfirmationstøj med min skønne, store dreng, der er vant til, at meget af hans tøj er købt på loppemarkeder, og som derfor synes, det er helt vildt at få spritnyt tøj til den der store dag.

Som han i øvrigt ikke har store krav eller for­ventninger til, andet end at den skal være hyggelig og i selskab med de nære. Han er med andre ord, og ja, det er hans mor, der siger det, en sød, ung fyr, som er rimeligt taknemmelig for, hvad livet og hans forældre bringer ham. Der skal ikke meget til at udløse et smil og et tak, og endda et “jeg elsker dig, mor”. Smart nok, for sådan opnår han, at vi stadig smører hans mad­pakke hver dag.

Men de søde ord og tak­nemmelighed virker ikke altid. Opdagede både han og jeg, da han efter shoppe­turen henkastet fik sagt: “Jeg glæder mig, til jeg skal have det hele på i morgen”, og der til både hans og min egen overraskelse fluks røg et overraskende stort “nej” ud af min mund. For nej, selvfølgelig skulle han ikke have sit festtøj, indkøbt til en helt særlig dag, på på en almindelig skolemandag. 

Jagten på den gode begrundelse 

Og hvorfor så ikke? Spurgte jeg vist mig selv, før han nåede at gøre det.

Fordi det gør man bare ikke? Fordi det skal være pænt på dagen? Fordi det er godt at have noget at glæde sig til? Jeg prøver mig frem her, for indeni var jeg i tvivl. Hvorfor egentlig ikke bare fyre det af, mens fryden over det nye er allerstørst. Og bruge jakken nu, mens vejret kræver jakke, som det måske ikke gør sidst i maj. Og mens ham, der vågner med en stemme, der er gået i overgang, og lemmer, der strækker sig i alle retninger, stadig kan passe det. Der er alligevel ingen klassekammerater på gæstelisten og altså reelt ingen andre end os tre på samme matrikel, som ville vide, at tøjet havde været på før.

Jeg havde det så svært med ikke at kunne komme med en god nok begrundelse for hvorfor ikke, at jeg skrev og spurgte en veninde, som svarede tilbage: “Børn må gerne lære at vente”. Og ja, det har jo også været en ting gennem hele deres opvækst: At kunne behovsudsætte. Men igen, hvorfor egentlig?

Jeg er med på, at vi ikke skal opfostre vores børn til at være eller selv være små egoister, som hele tiden sætter os selv og vores behov først. At det er godt at kunne selvregulere, som det også så janteloviskhed­ der, men jeg er af og til mere bange for, om jeg er i gang med at opdrage mine drenge til slet ikke at kunne mærke deres egne behov. 

Glæd dig mindre, få mere tid 

At skulle behovsudsætte er en del af vores kultur, tænk bare på teksten til Højt fra træets grønne top – og konceptet jul i det hele taget. Er vi ikke mange, der har erfaret, at det at glæde sig længe og meget til noget næsten kun kan medføre skuffelse? Heriblandt måske også de forskere, der havde undret sig over, hvorfor feriedage og andre begivenheder, vi glæder os til, ofte flyver af sted. Og nåede frem til det resultat, at jo mere vi glæder os, jo kortere føles netop de dage, vi går og glæder os til.

Det er jo det modsatte af win­ win: At bruge dage på at tælle ned til de helt særlige dage, som så bare for­ svinder som dug for solen. Det er da en mavepuster, ikke? Og (endnu) en påmindelse om at leve lige nu og her og ikke i en forestilling om noget i fremtiden. 

Derfor øver jeg mig også i ikke at skubbe mine børns og egne dårlige øjeblikke til side med et trøs­ tende: “Men om tre dage, tre uger, tre måneder ...”. Så vi i stedet griber det nu, der er, med hvad det måtte byde på, også af dårligt vejr, kedsomhed og tristesse.

Og hvad gælder konfirmationstøjet, så har vi fået forventningsafstemt og er nået frem til et kompromis, der går ud på at tage tøjet i brug lidt ad gangen og efter behov. Vi har forsøgt at fordele glæden over mange måneder, forhåbentlig uden at udvande den.

Og når dagen endelig oprinder, og han bliver vok­sen, så må han vel selv bestemme (over sit tøj), som jeg også gør det. For som jeg svarede min veninde til­ bage: “Hvorfor har børn egentlig godt af at lære at vente? Jeg drikker sgu da rødvin på en mandag, hvis jeg har lyst”. Og den skal ingen finde på at udvande eller dele op i mindre portioner. 

Artiklen er bragt i Magasinet Liv d. 5. maj, 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide