Klumme: Når aldersboomerangen rammer

er freelancejournalist for Magasinet Liv.

Hvor er du bare frisk!”

Ordene faldt i Cubas hovedstad for ni år siden. Jeg havde ikke sovet ret meget. Så da jeg den her morgen sluttede mig til det her selskab, jeg skulle følges med den næste uge, var jeg i hvert fald ikke frisk som i veludhvilet.

Godt nok kan man til tider betegne mig som frisk både i tonen og rent energimæssigt. Min farbror har altid råbt: ‘Hej, friske’, når vi mødes. Men det kunne min ukendte rejsefælle jo ikke vide. Jeg havde nævnt mine børn i præsentationen, fordi jeg af hensyn til dem ankom senere end de andre. Er det friskt at rejse fra sine børn? Det føltes ikke sådan. Men hvad pokker mente hun ellers, den yndige kvinde, der kaldte mig frisk? Efter at have lynscannet alle friskhedsgenrer i mit hoved, spurgte jeg – stadig helt blank:

“Hvorfor er jeg mere frisk end jer andre?”

Du kender da den sang!?

Bonk. Det var første gang, jeg blev ramt af aldersboomerangen. Alle de gamle damer har ret. Det er så mærkeligt pludselig at blive betragtet gennem et filter. At alt det, du gør og måske altid har gjort, pludselig betragtes som den vildeste heltedåd. Eller fløjtende patetisk.

Jeg tæller selvfølgelig ikke dengang, vi holdt 18-årsfest for min 14 år yngre søster. Jeg styrede baren i mit stramme 90’er-jakkesæt og blev spurgt af henførte knægte den ene gang efter den anden: “Hey, er det rigtigt, at du er TO-OG-TREDIVE?”. Den kørte jeg overbærende og smålykkelig ind under smiger og kuvøseguf, no prob.

Det var i de samme år, jeg stod i S-tog med hylende bebs, og de gamle damer flokkedes om mig og sagde: “Nyd det – det går så stærkt.” Yeah right, lad det bare gå stærkt, så jeg kan komme hjem og amme, tænkte jeg og har sikkert kigget på dem med blikket på uendeligt, som livet føltes dengang.

Det var præcis det blik, jeg genkendte hos vores unge praktikant på min arbejdsplads forleden, hvor jeg igen fik aldersboomerangen i nakken. Bonk:

“Du kender da sangen Der sidder en vovse i et vindue. Kunne det ikke være sjovt at bruge den som overskrift?”

Det synes han ikke. Jeg spørger, om der skal flere ord med, før læserne fanger den. Tavshed. -Blikket på uendeligt.

“Hmmm … jeg kender ikke sangen.”

Det går helt galt, da jeg spørger den næsten lige så unge redaktør. Naaaj, hun kender den heller ikke, smiler hun. Jeg kaster mig ind på Youtube for at redde stumperne af værdighed og finder en antikvarisk indspilning. Jeg skruer helt op for lyden som for at bevise, at den sang naturligvis tilhører den danske sangskat, som enhver borger på tværs af samtlige aldersskel og kommunegrænser bør kende. Men må erkende, at jeg bare kender noget, fra før de blev født.

Wili, ham, vi ved nok

Men hvorfor hulen bliver det sådan lidt flovt og latterligt? Hvorfor ikke bare se vores forskellige aldre som en fantastisk chance for vidensoptimering? Som da jeg arbejdede på et mediebibliotek, hvor vi var fem ansatte fra hvert vores årti. Vi kunne have vundet alle Hvem vil være millionær med vores samlede viden. Chefen omkring de 60 kunne afsynge samtlige højskolesange forfra og bagfra, og yngste på holdet kunne hele kongerækken af realitystjerner. Det var cool!

Nu er min første hylende bebs fyldt 18, og forleden hørte jeg mig selv sige til en yngre, barslende kollega: “Nyd det, det går så stærkt.” Jeg er blevet en af dem.

So what? Jeg har livserfaring, har jeg. Nyt og smart bliver det aldrig, men hvis man nu beslutter sig for, at det er klogt og sejt og aftvinger respekt? Frisk er jeg faktisk også. For-leden stillede praktikanten igen blikket på uendeligt, fordi jeg blamerede mig med, at Wili Jønsson var med til min yngstes børnehavefest.