Denne klumme er skrevet af Ulla Hinge Thomsen, der er tidligere freelance-journalist for Magasinet Liv.
Har du nogensinde tænkt på, hvem du havde udviklet dig til, hvis du havde valgt en anden livspartner? Hvis ham, du kyssede på i niende, var blevet ham, du vågner op med nu?
Jeg tænker sommetider på det, når jeg har begge mine forældre i samme rum. Det er over 35 år siden, de blev skilt, og der bliver snakket igennem, når de ses. Så kan jeg sidde der og iagttage dem og tænke, at der simpelthen ikke findes mere forskellige mennesker, og hvordan i alverden fandt de to mennesker dog nogensinde sammen?
Lad mig præsentere min mor: højtflyvende, interesseret i kunst og alternativ behandling, tager på klosterophold for at skrive og har mere end én gang troet, at en elektronisk dims ikke virkede, fordi hun havde glemt at slutte strøm til. Og min far: verdensmand med hang til golf, jagt og skotsk whisky. Har ejet et firma med 100 ansatte, rejst i hele verden og er meget glad for sin iPhone 4. Noget nær et mirakel, at de to kom tæt nok på hinanden til at sikre min eksistens.
På den anden side havde hun måske været mindre flyvsk og han mindre jordbunden, hvis de ikke havde valgt at fortsætte i hver deres bane? Måske havde de holdt hinanden fast i en helt anden retning end den, de har valgt – og som vel at mærke passer dem begge perfekt?
Bag på fars Yamaha
Det er en svimlende tanke – ikke mindst fordi de kærester, man har som yngre, jo sjældent bliver valgt ud fra kriterier som ‘passer på et dybt plan til min inderste kerne’, men mere ‘fuck, han har nogle dejlige øjne’ eller ‘sikke en sej, boret Yamaha-knallert – lige til at sidde bagpå, når vi skal til fest’.
Min første rigtige kæreste havde både dejlige øjne og en sej, boret Yamaha-knallert (som jeg sad bagpå, når vi skulle til fest). Til gengæld tvivler jeg på, vi ville have haft ret meget at sige hinanden i dag, når han om aftenen kom hjem fra en lang dag i sin isenkræmmerbutik. For meget kan man sige om mig, men praktisk med hammer og søm ... nej. Min gymnasiekæreste har netop børsnoteret sit eget firma i USA, så et liv med ham ville have betydet amerikansk luksus – og mange alenetimer, mens han tog ud at surfe. Hans sporty side kommer nemlig til fuld udblæsning nu, hvor han har en skøn sporty kone at dele den med. Så var der ham, jeg boede sammen med på uni. Han havde halvlangt hår, spillede guitar i et band og blev siden sprogforsker. Vi kunne nok godt have fundet ud af det, hvis det ikke var, fordi vi drev hinanden så usigeligt meget til vanvid.
Villa i Valby – hvor kom den fra?
Måske er du sådan en, der bare er dig selv i alle sammenhænge. Sådan er jeg ikke. Jeg tager farve – eller det gjorde jeg i hvert fald. Lad mig bare indrømme, at jeg både har gået med kasket (den sporty kæreste), lasede cowboybukser (guitaristen) og ærmeløs T-shirt med teksten Callela 87 (knallertkøreren). Så det er altså ret afgørende for mig, hvem jeg omgiver mig med. Og her er jeg heldig. For sammen med ham, der til sidst fik mig til at sjoske op ad kirkegulvet i en alt for lang kjole, er jeg simpelthen: mig selv.
Hvis nogen havde fortalt mig, da jeg var 20, at jeg ville blive gift med en it-konsulent fra Århus, have to børn og bo i en villa i Valby, ville jeg nok ikke have tiltroet dem stor indsigt. Jeg forestillede mig, at jeg skulle møde en intellektuel sjæl, der ville tage mig med til sit loftskammer i Paris, hvor vi ville leve af rødvin og poesi. Men når jeg ser på, hvem jeg er i dag, giver det hele mening.
Jeg skal nemlig ikke forestille at være mere vild, sporty, musikalsk eller impulsiv, end jeg faktisk er. Jeg har et helt almindeligt liv, hvor der er plads til både at give den gas og være stille – uden at jeg skal forklare skiftet. På mange måder er jeg tilbage ved kernen, fordi jeg deler mit liv med en mand, som får mig til at føle mig så tryg, at jeg viser mig som den, jeg er – ikke en eller anden version, som jeg tror, passer til lejligheden (og manden).
Så Peter, tak fordi du har gjort mig til den, jeg er – og hele tiden var.
