Gertrud Baun skriver klummer til Magasinet Liv
Gertrud Baun (53). © Jette Juel Schrum

Lidt bohème er man vel stadig – eller hvad?

Ungdomsidealer må gerne flytte sig og blive til nye værdier. Men det er nu alligevel lidt lækkert, når nogen stadig spotter et glimt af de oprindelige. (Værdier altså)

31. oktober 2019 af Gertrud Baun

Gertrud Baun (53) har en kæreste og er mor til Julius på 23, Rasmine på 18 og Solvej på 9 år. Hun er projektmedarbejder i Alzheimerforeningen og freelancejournalist for Magasinet Liv.

“Du virker som en, der godt kan lide frihed.”

“Øæææh …?”

“Nåhr men, bare sådan livsnyder-bohème-agtig.”

Bemærkningen faldt fra en kollega, da vi tog afsked efter et halvt år. Den sad i mig længe. Som en undren. Mine jævnaldrende veninder med store eller ingen børn suser direkte fra job til yoga, akvarel eller på café. Men der er ikke mange dage, hvor jeg ikke drøner samvittigheds- og klokkestrengsramt af sted for at hente efternøler, købe ind, lufte hund og lave mad. 

Og hey, det er ikke brok. Jeg kan dagligt stikke næsen i børnehår og hundepels og indsnuse kærlighed. Det. Er. Vidunderligt. Og selvvalgt. Men ikke just frihed.

Bemærkningen fik mig down memory lane. Da jeg var barn, var frihed en ting. Og revolution var ikke så langt fra hverdagen som nu. Der var den i Cuba og Chiles slagsang – jeg kan stadig omkvædet om, at et samlet folk aldrig kan trampes ned: “El pueblo unido, jamás será vencido.”

Jeg elskede min skole, som ikke havde nogen vægge. Men til gengæld fuldkommen fantastiske lærere, som fik lov at sprudle over af fri motivation.

Hippierod

Jeg tænker altid på de lærere, når jeg hører Løgstrupcitatet om, at vi holder noget af et andet menneskes liv i vores hånd. Og på ‘Fritids-Else’ fra SFO’en, som tog min bror og andre unger med hjem i sit hippierod og lod dem udfolde sig frit og spire kreativt, hvilket min bror som dygtig grafiker lever af den dag i dag.

Hunde gik uden snor overalt. Og børn og unge gik på barrikaderne imod nedskæringer. Christiansborg Slotsplads var vores legeplads. Og du kunne blive næsten lige, hvad du drømte om. Uddannelserne tog imod med udbredte arme og i flere omgange.

Hjemme vimsede mine forældre rundt uden tøj på og kæmpede med og mod hinanden og 70’ernes frihedsidealer. Min far ville på vilde rejser med Eventyrernes Klub og tropehjelm. Min mor ville bare ud på arbejdsmarkedet med lilla ble om hovedet. 

Det kunne kun gå to veje. Nemlig hver sin. 70’er-frihed gjorde det ikke lettere at være gift. For var det nu så frit at skulle gebærde sig efter tidens lovligt frie idealer? Måske er den største frihed i hele verden at være elsket i et langt og til tider kedeligt ægteskab? Måske er det at være ansat på 25. år i en fast stilling og vide, præcis hvad tid du har fri? Eller er det at sejle jorden rundt som de lækre Beha-drenge?

En ting er sikker: Frihed er ikke det samme for dig som for mig. Og idealer skifter med tiden.

Frihed er...

Da jeg var ung mor til to små børn, var frihed ubetinget lig med tid. Vi indrettede vores lille familie i en lille lejlighed tæt på S-tog og med to cykler og en anhænger. Så kunne jeg være på deltid og samtidig udfolde min kreative skrivetrang to dage om ugen, før jeg hentede børn tidligt. 

Ferier var på cykel i Danmark. Bortset fra, da vi med bankens hjælp gennemførte vores løfte til hinanden om en stor rejse med vores lille søn inden år 2000.

Der var meget af den frihed, vi gerne ville have – nemlig tid til børnene. Til at holde en fest. Se vennerne.

Men det var også trangt. Vi boede småt, havde altid lidt ondt i maven over økonomien og kunne hverken rejse, købe takeaway eller tage på biltur i weekenden.

Jeg fortryder ikke. Men måske satte min eks og jeg også hinanden lidt i spændetrøje med al den frihed. Det er svært at få det hele.

I dag er cyklen skiftet ud med en øse, når jeg skal til dans en fast aften om ugen. Og tiden byttet med den økonomiske frihed, det giver at have et regulært fuldtidsjob i stedet for at flagre frit fra den ene kreative freelanceopgave til den næste. Og hvilken velsignelse at få rettet lidt op på pensionsordningen.

Men altså... når de største frihedsidealer i dit liv pludselig drejer sig om ro, økonomisk stabilitet og faste rammer, og de vildeste drømme handler om nyt køkken og sommerhus, så skulle det da også være sært, hvis du ikke sommetider følte dig underlagt et snærende bånd af borgerlighed og hverdagsfængsel.

Så tak, Jakob, for bemærkningen om frihed! Den befriede mig for følelsen af at være en sat gammel kone, som har solgt helt ud af alle ungdommens idealer.

“El pueblo unido, jamás será vencido...”

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. september 2019. 

Seneste

Måske er du interesseret i...