Louise Thorsted fra Liv redaktionen
Louise Thorsted (47) er Magasinet Livs journalist. © Thomas Dahl

Lever du også i lykkelig uvidenhed?

Er viden vejen til lykke eller afmagt, eller er den helt ubrugelig? Louise Thorsted prøver at blive klogere – på sig selv

25. juli 2019 af Louise Thorsted

Louise Thorsted (47) er kæreste med Bo, som hun har Karl Otto på 11 og Ludvig på 9 år med. Hun er journalist og redigerende for Magasinet Liv.

Bruger du også af og til udtrykket ‘lykkeligt uvidende’? Og har du måske også tænkt over, om de to ord og begreber overhovedet kan stykkes sammen? For at leve uvidende – er det også at leve i en slags mørke? Og findes ‘lykkelig’ overhovedet? 

Jeg har altid tænkt, at jeg ville leve mere og gladere i nuet, hvis blot jeg kunne få et hurtigt glimt af mig selv som gammel. Jeg ved selvfølgelig også, hvad det glimt helst skulle afsløre: Mig som gerne 80+ årig siddende i en blå overall i en hængesofa på en træveranda. Mit ansigt skulle være fyldt med smilerynker. 

Og havde jeg blot det billede, altså en slags garanti, så ville jeg kunne leve et slags lykkeligt vidende liv allerede nu. Smilerynkerne er på vej, men ellers er jeg stadig et stykke vej fra billedet.

Mæt af glade dage

Min farmor på 95 er der vel? I hvert fald ifølge dåbsattesten. Men det er over 10 år siden, at hun lænede sig over mod mig over et veldækket og ellers lystigt familiefrokostbord og sagde: ‘Lov mig, at I ikke gør noget for at holde mig i live, hvis jeg falder om’.

Min farmor er vist det, man kalder mæt af dage. Hendes venner – også dem, der ellers var betydeligt yngre end hende, er døde, hun har mistet to af sine fire børn, og min farfar er gået bort.

Hvis min farmor havde haft vished om, at hendes nysgerrige, aktive og sunde livsstil ville bringe hende så langt, men også så langt alene, så tror jeg, at hun havde levet mere som min farfar. Sat sig ned lidt oftere og måske røget en af hans cigarer og drukket en af hans øl. En lidt mere passiv, men nydende livsstil, som betød, at min farfar tog herfra fuld af glade, bevidste dage, omend de blev færre.

Min mor, som er mor til fire og bedstemor til 12, og dermed udsat for rigtigt mange potentielle sorger oven i alle de mange glæder, har engang sagt, at hun lever efter devisen: ‘Hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af’.

Udefra set har jeg bare ikke indtryk af, at det nødvendigvis boner ud som lykkelig uvidenhed, for i stedet kan hun så bekymre sig om, hvad hun mon ikke ved... Og er du som jeg over 40 år, så har du nok også prøvet, at fantasien og worst case-forestillinger ofte trumfer virkeligheden.

Jeg kender kvinder, som har fået børn og hus og parvenner, og som har indrettet deres liv og karriere efter deres mænd, som, viser det sig, efterlod dem i uvidenhed om deres utroskab.

Jeg har en veninde, som først 40+ fik en diagnose, og som hvis hun havde fået den som 25-årig, da de første tegn på sygdommen viste sig, måske aldrig havde turdet forelske sig og få kærlighedsbørn. Den familie, der i dag er solstrålerne i det, der ellers kan være gråt.

Et aktivt valg

Det minder mig om ordene, John Lennon synger i Beautiful Boy: ‘Life is what happens to you while you’re busy making other plans’. For var det det, han mente?

Vi har travlt med og fokus på det, vi tror, er livet, men i mellemtiden kører der et parallelspor, som er det, der ender med at trække overskrifterne i vores liv?

Jeg har talt med mine børn om at skåne sig selv for det, vi ikke kan viske væk fra hukommelsen, når først det er lagret. Den snak kom nok lidt for sent, for min niårige YouTube-fan har allerede set mere af gyserfilmen It, end jeg nogensinde har turdet. 

Personligt så jeg nogle film i 1990’erne, som jeg gerne ville have redigeret ud – og nej, det er ikke Dum og dummere, som jeg dog også har et anstrengt forhold til. I min hukommelse rumsterer også en særlig konkret artikel om pædofili.

Lige nu er mit største dilemma, i forhold til at skåne mig selv og vælge at forblive en smule uvidende, om jeg skal se dokumentaren Leaving Neverland om mit ungdomsidol Michael Jackson. For jeg ved det jo godt. At han havde et mærkeligt forhold til børn. Men behøver jeg at se det? Har jeg pligt til det?

Jeg tror ikke, den får mig som seer. Men det betyder ikke, at jeg lukker øjnene og smører vaseline på linsen. For jeg ved det godt, og jeg har ondt af alle dem, der måtte og stadig må leve med konsekvenserne.

At der så alligevel nok er masser af andre ting, jeg lever lykkeligt uvidende om, det lever jeg heldigvis endnu i en slags lykkelig uvidenhed om.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 9. maj 2019.

Seneste

Måske er du interesseret i...