Annamette Fuhrmanns klumme
Annamette Fuhrmann (47).© Anne Kring

Klumme: Vinderen tog ikke det hele

Annamette Fuhrmann er blevet blæst bagover denne sommer, og det var ikke af det, hun havde regnet med.

25. august 2021 af Annamette Fuhrmann

Lørdag 3. juni i år gik Danmark på banen og skød sig ind i semifinalen ved årets EM i fodbold. Jeg befandt mig på Holmen i København og var til fødselsdag. Ikke så langt derfra ligger Ofelia Plads, hvor jubelbrøl skyllede ind over byen som en kaskade af forløsning. Det føltes godt. Og vi mere end fortjente det. Oven på en krise, som jeg ikke vil bruge et eneste bogstav på at skrive om. Men. Du ved. 

Efter Danmarks sejr var glæden til at få øje på, og os, der var til fødselsdag, satte os ud i fødselarens lille båd og stævnede ud mod Ofelia Plads med en kurvfuld øl og veltilfredshed.

I en lille båd, der …

Der var blikstille vand, 24 grader i luften, og på en måde føltes det, som om vi ikke mere behøvede at have håbet til låns. Vi sagde ikke meget i båden, men sugede fornemmelsen af frihed ind. 

Nogle minutter senere gled vi gennem vandet og rundt om hjørnet mod Ofelia Plads, og jeg blev blæst bagover. 

Ikke af vinden, men af det enorme, jubelbrølende menneskehav, der ramte os. Storskærmen viste sejr til Danmark, og festen var i gang. 

Overalt omkring os kom andre både sejlende. Joller og hjemmegjorte, badekarslignende både med påhængsmotorer sejlende ind mod menneskehavet.

Soundboxe med lyden af Re-Sepp-Ten, unge mænd på en tømmerflåde skrålede om kap med Bob Marley, ældre par med madkurv og kaffe på kanden, flotte damer i flotte træbåde, hurtige unge mennesker i hurtige racerbåde, robåde, havkajakker og udlejningsbåde. Alle var i familie med hinanden.

På vores lille båd sad vi med åben mund af overraskelse over, at det her var virkelighed. At vi på en måde havde fået vores Danmark tilbage. Jeg blev stille og rørt af den fællesskabsfølelse. Den længe ventede fællesskabsfølelse, som ingen fællessang på en skærm kan hamle op med. Her var ‘the real deal’ ude i virkeligheden under åben himmel. Dannebrog, EM-sange, sommervind og bølgeskvulp.

Vi sejlede videre ind mod Nyhavn, og hele vejen ind hoppede folk i vandet, vinkede og råbte “TILLYKKEEEEEEE, JAAA, MAAAND”. 

Vi skulle bare have været ude på en lille tur, men endte med at sejle rundt i tre timer. Det var ikke til at komme hjem. Overalt mødte vi mennekser, som glødede af forløsning og forelskelse i det liv, som blev rullet ud for øjnene af os allesammen som en slags fatamorgana. Var det virkelig sandt? Var vi virkelig kommet næsten igennem en krise så stor og uvirkeligt hård? Det virkede ufatteligt.

Og det er Danmark

Fire dage senere var det tid til, at Danmark skulle kæmpe igen. Denne gang befandt jeg mig på Vesterbro i København. I løbet af dagen piblede flere og flere mennesker frem i gadebilledet. 

Min veninde og jeg havde lagt en plan på landjord. Vi ville cykle os gennem kampen, gennem København. Aftenen startede på Refshaleøen, og jeg var klar til endnu et fix. Endnu et fix af glæde.

Stemningen var om muligt endnu mere opløftet end om lørdagen, som kampen skred frem. Klumper af feststemte danskere sad og stod side om side i store flokke, indhyllet i Dannebrogsflag, og kampråbte. Folk brugte sejl som storskærm på deres både, mennesker i biler med Ipads i forruden for at kunne følge med. Overalt kiggede vi på det samme.

På et tidspunkt kommer vi forbi Tivoli, hvor fire unge mænd står i en rundkreds på fortovet og holder en Iphone foran sig. Alle med snuden helt nede på grønsværen i England. 

Mor og datter kom gående med en skærm foran sig for at kunne følge med, mens de gik mod banegården. På cafeer, i baggårde, på brune værtshuse, på pletter med græs. Alle var vi præcis det samme sted. Fælles om det samme. Svært ikke at blive påvirket af det liv.

Da min veninde og jeg kom hjem på Vesterbro og traskede op i hendes femtesals lejlighed, blev jeg rørt igen. Længere nede ad gaden stak en lang flagstang ud ad vinduet, og Dannebrog vajede lydløst i sommernatten. Jeg stod på altanen og kiggede på alle de mennesker, der cyklede hjem gennem byen. Vi havde tabt, men alligevel føltes det, som om vi havde vundet.

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 26. august 2021. 

Du vil (garanteret) også kunne lide