I 1989 købte 27.000 danskere et Interrailpas. Det var rekord dengang. 1980’erne var årtiet, hvor det mest cool (dengang hed det: Det mest fede), du kunne ønske dig, var en rygsæk med god plads til sovepose, liggeunderlag og en stak sammenrullede T-shirts fra Hard Rock Cafeer i diverse storbyer.
En af de 27.000 interrailere i 1989 var mig.
Jeg var 16 år gammel og havde stadig rester af permanent i håret, da jeg steg på nattoget mod Parissammen med fem veninder en julidag for længe, længe siden. Med fransk og tysk valuta i pengekatten på min flade teenagemave, en walkman og tre kassettebånd, som skulle under- holde mig, mens jeg stirrede ud på Europas jernbanenet og drømte om alle de steder, jeg ville besøge.
Min første Interrailtur gik over Paris og til Sydfrankrig, og det var en fuldstændigt berusende oplevelse af frihed. Alt kunne ske på den tur.
Da verden blev forandret
Det gjorde det nu ikke.
Godt nok spankulerede jeg topløs rundt på de franske strande, kyssede lidt med en fransk kæreste et par dage, så en katedral og et fransk marked og for vild i en by alene. Men ingenting var sådan sindssygt eksotisk. Jeg har senere oplevet væsentligt vildere ting på rejser. Bjørne lige uden for mit telt i Canada for eksempel. Aber, der blokerede vejen på et roadtrip i Sydafrika. Tamme leguaner på Galapagosøerne.
Men jeg var på egen hånd for første gang i 1989, og jeg følte, at jeg var rejst ind i en ny epoke, og at verden var forandret, da jeg kom hjem.
Hvad skal jeg nu finde på?
Den følelse kommer aldrig tilbage helt på samme måde, uanset hvor eksotiske hjørner af verden man drager til. Men måske er Interrailturen dukket op i mit hoved, fordi jeg alligevel har en drøm om, at min sommerferie skal forandre et eller andet i år?
Jeg trænger til en ny start, og det føles som et pres, når jeg skøjter forvildet rundt mellem Momondo og Trivago og Homeexhange.com og ikke kan beslutteom vi skal bade, vandre, dykke, køre, cykle eller bare slentre rundt i pittoreske gader og/eller spise street food eller Michelin.
For første gang nogensinde ved jeg – her kun tre uger inden feriestart – endnu ikke, hvor vi skal rejse hen?
Mange destinationer har været oppe og vende og er blevet forkastet igen.
Fordi sommerfuglene ikke basker ivrigt nok i maven ved tanken om at komme af sted. Hvilket slet ikke ligner mig, som har været trofast globetrotter lige siden min jomfrutur på Interrail.
Lands End
I går talte jeg så med min veninde Anja i telefonen. Hun var en af de fem piger, der var med på Interrailturen i 1989.
I dag bor hun med sin engelske mand i Sydengland. Jeg beklagede mig over mit vægelsind til hende. Hvorfor er det så svært at få en oplevelse af ubekymret frihed tilbage? Hvor er min eventyrlyst blevet af? Og hvor får jeg følelse af at have rejst til verdens ende og tilbage igen?
“Det ved jeg ikke,” sagde hun. “Men du er altid velkommen herovre, og vi har da noget, der hedder Lands End.”
Faktisk er det slet ikke nogen dårlig idé. Jeg har kun besøgt det sydlige England en enkelt gang før, og dengang nåede jeg ikke helt til Lands End.
Og nu jeg tænker efter, så er en af de vigtigste ting, jeg lærte allerede på første Interrailtur jo, at destinationen ikke er særligt vigtig for oplevelsen af forandring.
Vejret er i virkeligheden heller ikke afgørende. Jeg husker en uges ferie i sommerhus i blæst og småregn i Blåvand som en af mit livs bedste, fordi jeg var i virkeligt godt selskab.
Så! Nu holder jeg op med at forvente et rejsemirakel og tager af sted med to af mine yndlingsmennesker, min mand og vores yngste søn – og så besøger vi Anja undervejs og glæder os over, at vi har råd til en væsentligt bedre rødvin i dag end den, hun væltede på en sydfransk café i ‘89 med det resultat, at vi alle blev smidt ud, og ingen fik scoret den aften. Den sidste bekymring har vi heldigvis ikke længere.
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juli 2022.
