Klumme: Tilbage til rødderne eller til Kina?

Har du også hørt dit biologiske ur tikke? Ja, tænker du sikkert, og det er så lang tid siden, at vi ikke behøver snakke om det i et magasin om og for 40+. Men jo, det skal vi, for jeg taler ikke om trangen til at forplante sig. Det har de fleste af os jo gjort, hvis vi ville og kunne. Nej, jeg taler om det andet biologiske ur, det, som forbinder os med naturen.

Min svigerinde, som fyldte 40 år sidste år, sad forleden og vendte destinationerne for en kæresteweekend uden børn. Og det skulle ikke være Paris eller et incognito hotelophold i København. Nej hun – som ellers bor i hus med have – drømmer om at komme ud, hvor hun kan indstille blikket på uendeligt og slå lige så meget ud med armene, som de nu kan række. En prioritering, hun selv undrede sig over.

Jeg er otte år ældre, og hun er ikke den første (næsten) jævnaldrende, jeg har hørt undre sig over en genfunden glæde ved naturen.

Hvorfor lige nu? Er det den ekstra mulighed for at plante noget og se det spire og på sigt høste frugterne af arbejdet, uden at det først skal bæres rundt på i ni måneder? Er det de mange artikler om, at naturen heler, og at havearbejde er på forbrændingsmæssig højde med anden motion? Eller er det klimakrisen og hele selvforsyningstanken?

Dyrker blomster og taknemmelighed

Jeg bor selv i hus med have. Efter at vores drenge i flere år havde stukket næsen ud gennem altan-tremmerne på vores fjerdesals lejlighed, så jeg for mig, at de skulle ud og have jord under neglene, forsøge at grave sig ned til Kina, spise sure, grønne æbler og gemme sig for regnen under kæmpe rabarberblade. Alt det, jeg gjorde i min barndoms have.

Og som det så også kun er mig, der gør i vores have i dag. Bare i voksenudgaven med udvidet forståelse for geografien, iklædt fornuftigt voksenregntøj på grå dage, og med erfaringen, at nedfaldsæbler også er spiselige. Var det ikke for den obligatoriske trampolin, ville mine unger sidde indenfor selv på en solskinsdag, medmindre vi lokker dem med på en af deres barndoms legepladser i byen, hvor de føler sig trygge bag indhegning og på slå dig ikke-underlag. Og jeg sidder på en bænk med dyr takeaway-kaffe og drømmer mig hjem i min have.

Hjem til et af de få steder, jeg tilbringer tid uden min telefon, når jeg, drevet af min indre urkvinde, saver, klipper, graver og sveder.

Et sted, hvor jeg er chefen og selv kan bestemme, at ukrudt også er blomster, og dræbersnegle er kæledyr.

Et sted, som ikke kun er afhængigt af, at jeg kommer og rydder op eller fikser, men hvor selv regnormene giver en hånd med, når de sultent hiver bladene ned gennem græsset.

Et sted, jeg dyrker min taknemmelighed. Over hindbær i november, fugleunger og syrenbusken, som jeg fik i 40-års fødseldagsgave.

Og, har jeg lige læst mig til, et sted, hvor jeg åbenbart samtidig lægger år til mit liv og til mine fulde fem. En ny svensk undersøgelse viser nemlig, at “hjernestimulerende aktiviteter som at læse, synge, gå i teateret eller til koncerter – plus det at være fysisk aktiv, for eksempel i haven, spiller en vigtig rolle for at forebygge demens senere i livet”.

Teori og praksis

Vores have er blevet mit frirum og mit fysiske og mentale træningscenter, og jeg nyder min faste grund under fødderne. Faktisk så meget, at en sjælden tur på mit ungdoms-Vesterbro gav mig sved på panden. Alt og alle var så hektiske og overvældende. Det talte jeg med min Vesterbro-kollega om, hvis 40+ kone sjovt nok også pludselig drømmer om have.

Hvortil kollegaen tørt kommenterede, at hun har sin teori om, hvorfor vores alder og interesse i havearbejde følges ad: Vi er simpelthen i gang med at gå i symbiose med den jord, vil alligevel ender med at skulle ned i, og så vi kan jo lige så godt gå i gang med at grave!

Nu mens jeg skriver, pibler erantisserne op af jorden i min have, men jeg kan heldigvis ikke lave så meget ude, for jeg skal lige sluge teorien og minde mig selv om, at jeg, mens jeg graver mit eget hul, samtidig forlænger tiden, til jeg skal herfra.

Er jeg rigtigt heldig, så ender jeg i Kina inden da. Måske ses vi der?

Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv i marts 2020.