Det er højsæson for nytårsforsætter – vi har lige afgivet dem, og nu skal vi i gang med at efterleve dem. Og de har alle det fælles formål at optimere og forbedre dit liv. Jeg har personligt aldrig rigtigt forstået konceptet.
Det giver jo ikke mening, fordi ...
For det første skal vi ikke have været ret mange gange omkring solen, før vi – selv med øjnene dækket af glimmer, glemsomhed og stjernestøv – erfarer, at der ikke findes quick fixes.
Efter de første 14 dages faste har de hårdt tabte fem kilo det alligevel med at returnere plus moms, noget nær før vi er landet i februar, som jo er så trist, at vores nye sobre livsstil bliver skyllet væk i meget stærke gin tonics.
Vores hjem er nok heller ikke blevet så feng shui, som vi lovede os selv, mens vi pakkede julepynten ned, simpelthen fordi Marie Kondo blev overhalet indenom af en virkelighed fuld af larm og lynnedslag og uforudsete begivenheder.
For det andet er det jo helt tosset at isolere fokus på forandring på et bestemt tidspunkt på året.
Udvikling må være et ongoing og ikke sæsonbestemt hovedtema igennem hele livet. Det må det, det skal det, fordi det modsatte, nemlig stagnation, er noget af det allerfarligste.
Reelle nybrud har det i øvrigt med at have en længere vækstkurve end den, en ‘to minutter i mid nat i en champagnebuzz’ kan tilbyde. Ting tager tid! Især kærlige adfærdsreguleringer og de lange, seje træk mod et liv i lidt bedre balance, med en lidt højere grad af fede oplevelser, tilfredshed og glæde.
Toge, der er kørt
For det tredje må vi bare se i øjnene, at nogle tog, når vi står der et sted over midten af 40’erne, har for ladt perronen og er kørt uden os.
Efter de 50 år begynder summen af dit livs beslutninger at vise sig som uomstødelige konsekvenser. Det kan være de børn, du ikke nåede at få, den pensionsopsparing, du skulle være begyndt på langt tidligere, eller de relationer, du ikke nåede at reparere, før det for alvor var for sent.
Den slags kan ikke fixes med gode hensigter og nye værdisæt. Her er det eneste fornuftige forsæt at prøve at forstå, at tilgive (især sig selv) og komme videre. Uanset hvornår på året den erkendelse rammer.
Jeg gjorde det selv
Den gode nyhed er til gengæld, at forandring, også på den helt høje klinge, er mulig. Alle 365 dage om året og i et tempo, du selv vælger.
For fem år siden skiftede jeg selv livsbane – og de første spadestik blev i øvrigt taget et sted midt på året. Indholdet på nogle af de mest afgørende hylder i mit liv blev ryddet ud og ryddet op.
Jeg sagde efter 16 år et job i underholdningsbranchen op, mens jeg stadig elskede det og uden at have en ny plan på hånden. Jeg tog to nye uddannelser, blev selvstændig og bankede på i en helt anden line of business, hvor jeg intet netværk havde.
On that note: Tro ikke et sekund på, at arbejdsmarkedet er et lukket land efter de 50 – du er attraktiv, og det, du kan, er eftertragtet, jeg lover det!
Jeg blev single og havde nogle virkeligt sjove år, hvor jeg sikrede mig, at jeg ikke kommer til at ligge på mit dødsleje og ærgre mig over ikke at have prøvet det, jeg var nysgerrig på i forhold til sex og kærlighed.
Og on that note: Tro heller ikke, at alle de gode mænd/kvinder (whatever keeps you off the balcony) er taget – den del af livet er også i en stigende kurve, så langt i hvert fald mit øje og min erfaring rækker.
Bliv ved!
Det hele handler om bevægelse. Og jeg har tænkt mig at blive ved med at bevæge mig til mit sidste pulsslag. 24/7, rain or shine. Der findes jo ikke nogen målstreg, hvor vi som mennesker er færdigbagte. For udvikling og forandring er essensen af et liv i live.
Og det er altså ikke et sprint, jeg sætter af fra 1. januar. Det er hver eneste dag, hvor jeg er nysgerrig på alt det, jeg har fået, drømmer om og gerne vil nå.
Jeg sætter højre fod foran venstre og går ud i den verden, som jeg hver morgen vil blive lidt klogere på i dag, end jeg var i går. Også om 10, 20,30 og 40 år.
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv i januar 2023.
Karen Sophie Lerhard (53)
- er kæreste med Morten og mor til Johanne på 24 og Hubert på 21 år.
- er madmentor, sundhedsrådgiver, account executive og freelanceskribent. Blandt andet for Magasinet Liv.