Har du givet din veninde, fætter eller kollega et godt råd for nylig? Sikkert. For det er jo i stor udstrækning det, vi flokdyr (gudskelov) har hinanden til. For nogle årtier siden stiftede en veninde og jeg De Vægelsindedes Klub. Vi er nemlig nogle, for hvem det kan kræve umenneskelige kræfter at træffe en beslutning. I de tilfælde må der tålmodige venners kloge råd, åbne spørgsmål og lyttende ører til. (Tak til jer!) Det er helt uvurderligt, at vi kan hjælpe hinanden, når livet strammer. Men …
Shitstorm blandt venner
… har du lagt mærke til alle de gange, du ikke har spurgt nogen til råds om din livsførelse – og alligevel får et par anvisninger med på vejen? Eller de gange, hvor din egen rådgivning svipser, fordi du tog udgangspunkt i dit eget liv i stedet for den andens?
Da mine store børns far og jeg gik fra hinanden, gik vi ikke ret langt. Vi havde vendt og drejet løsningsmodeller i årevis, for puha, hvor var den beslutning det sværeste i verden. Få år forinden havde vi lagt to små lejligheder sammen. Nu sværmede vi om tanken at blive i ejendommen begge to og købe den næste lejlighed til salg. Men vi havde jo nærmest allerede to lejligheder …
“Prøv det dog”, sagde de nærmeste. Så byggede vi ‘Berlinmuren’, som venner døbte den. Et gammelt køkken blev genetableret, nu med brusekabine, og vupti, mens ungerne beholdt de værelser, de plejede at have, fik far og mor hver sin lille lejlighed i lejligheden, hvor børnene spiste, så Disney og levede på skift efter et fast skema.
Samtidig kunne de og hunden frit gå ind og ud og få godmorgenkram og godnatkys af den forælder, der ikke var den. Og hverken voksne eller børn behøvede pakke tasker, tage afsked og savne, undtagen i ferier. Det var win-win-win. Men hooold nu kæft, et ramaskrig der blev.
“I er jo sindssyge”, vrængede en, som stod og betragtede de to døre i entreen med skiltene ‘Far’ og ‘Mor’ på. “Hvad hvis en af jer får lyst til at hænge i lysekronen med naboen?” sagde en anden. “I kommer jo aldrig videre på den måde”, lød en tredjes vurdering. ‘Smaaart, så kan I lige gå ind og ‘putte’ hos hinanden, hø hø”, ytrede en fjerde.
Når man er på tynd is i forvejen – hvad man selvfølgelig er i sådan en fase, hvor helt ufatteligt mange kameler skal sluges – var det ikke en shitstorm, vi havde brug for. Og som vægelsindet skal man holde ekstra godt fast i sig selv indefra for ikke at vælte i stormen. Så indimellem greb min eks mig i armen, så mig lige i øjnene og sagde: “Det er VORES liv”. Og så kom alting atter i vater.
Land dit eget sted
Det er det bedste, vi har gjort. Altså ikke at blive skilt, men at gøre det på den måde. I seks år boede vi på hver sin side af Berlinmuren, toptrænede i diplomati og forældreskab, imens nye kærester og børn kom til.
Og nu sidder du måske og tænker: “Det kunne jeg aldrig holde ud … når det er slut, er det slut … det lyder usundt …” eller noget helt andet. Og det må du gerne.
Min eks og jeg har heller aldrig nogensinde sagt til andre, at de burde gøre som os. Og her kommer pointen: Der er jo for himlens skyld ingen, der siger, at du skal blive veganer, fordi din kollega er det. Og selv om du aldrig vil flytte på landet eller tage en bestemt slags medicin, kan det jo godt være rigtigt for din bedste ven eller mange andre.
Skal vi ikke prøve at skille skæg fra snot? Pudse brillen og se andres liv uden vores eget filter? Det er mit nye. At prøve at holde mund. Både om eget og andres liv. Medmindre jeg bliver spurgt. Jeg behøver ikke længere have mine handlinger blåstemplet af hele verden. Det er jo mig, der kender svaret. Og de gange, jeg ikke har fulgt det, er jeg blevet ked af det.
Det lyder banalt, men det har taget år at nå hertil, og jeg kan kun anbefale det. Hvis du ikke magter at høre andres holdninger til dit liv, så hold det ind til kroppen, til du er landet dit eget sted. Og fortæl så roligt og uden at forsvare en hønefis, at nu er det sådan. Eller sig: “Hey, sku’ du egentlig spørge fra nogen?”
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv 21. oktober 2021.
Gertrud Baun (55)
- er mor til Julius på 25, Rasmine på 21 og Solvej på 11 år.
- er fagkonsulent hos FOF Nordsjælland og freelancejournalist for Magasinet Liv.
