Jeg ved ikke, om du kender følelsen. Men jeg tror det. Når du følger et magasin til kvinder over 40 år, har du været i verden længe nok til at have været det meste af følelsesregisteret rundt. Du ved, at indimellem så slår vi os en smule på livet, andre gange bliver vi decideret knockoutet. Måske af sygdom, død, stress, skilsmisse eller fyring? Det kan også ske, at alt føles trist uden særlig årsag?
Jeg ved ikke, hvilke kriser du har mødt indtil nu, men jeg håber, at du har haft kvinder i dit liv, mens de stod på.
Jeg har haft nogle måneder i efteråret, hvor jeg var på slingrekurs. Jeg havde nætter, hvor jeg sov elendigt, og dage, hvor jeg følte mig tung, træt og opgivende. Jeg gik på arbejde, jeg tog mig af min familie, og jeg forsøgte at komme ud i frisk luft, spise sundt og få motion hver dag. Jeg prøvede på tusind måder at blive mig selv igen, og det var alt sammen gode strategier.
Men jeg fik også hjælp uden at bede om det – og netop det sidste snakker vi for lidt om, synes jeg.
“Du ser skidegodt ud, Miss Karen”
For jeg oplevede en rørende omsorg fra en horde af kvinder omkring mig, der ordløst fornemmede (med den kvindelige intuition, som jeg nu er helt sikker på eksisterer), at jeg lige havde brug for en ekstra hånd i ryggen.
En af de dage hvor jeg var på redaktionen (mellem hjemmearbejdsdagene i efteråret), var mine kollegaer ved at falde over hinanden med komplimenter om mit nye hår og mit nye tøj (begge dele et resultat af mine anstrengelser for at få det bedre). “Miss Karen, du ser skidegodt ud,” sagde vores grafiker blandt andet. Og selv om jeg mistænker de søde Liv-damer for at have aftalt at peppe mig op, så hjalp det rigtigt meget alligevel.
Et par dage efter fik jeg en invitation til en biograftur med en flok mødre i min søns klasse. En af dem havde set mig stå grå i ansigtet af træthed til min søns fodboldkamp, og hun tænkte sikkert, at jeg trængte til lidt optur. Få dage efter fik jeg en buket blomster fra min træner, som er meget mere end en træner og selvfølgelig havde lagt mærke til, at min formkurve var styrtdykket de seneste måneder.
Jeg har oplevet en seismografisk fornemmelse for mine indre rystelser hos kvinder i min omgangskreds – også nogle, jeg kun har skrevet lidt sammen med på messenger og mail undervejs.
En tsunami af hjerter
Og så er der de veninder, der er tættest på mig, som har begravet mig i hjerter og forståelse og tålmodighed. Som har inviteret mig på mad og vinbar, er taget med mig på shoppetur og i biografen og har trasket skovstier og københavnske gader tynde med mig og fundet interessante podcast og lydbøger til opmuntring og adspredelse.
Jeg hører indimellem stadig snak om, at kvinder er intrigante, at pigegrupper i skolen er værre end drengegrupper, at veninder og søstre kan være giftige over for hinanden, og at døtre kan drive deres mødre til vanvid. Jeg ved ikke, om det er sandt. Jeg har aldrig haft søstre og har heller ikke fået døtre. Men jeg har haft veninder hele mit liv, og jeg kunne ikke undvære dem. Hverken de tætte eller de mere distante. Jeg har haft brug for både dem, der er gode til at lytte, dem, der kan stille de rigtige spørgsmål, og dem, der altid kan feste og er i godt humør.
Du er ikke alene
Da de nye afsnit af Sex & The City fik premiere i december, fandt jeg en af de få scener, jeg kan huske fra universet fra tidligere, på nettet.
Det er en nytårsaften, og Miranda er alene. Hun er blevet skilt, og da klokken nærmer sig 24, føles det ensomt, så hun ringer til Carrie, der allerede er gået i seng. Og Carrie står op, ifører sig en pels og tager en subway tværs gennem byen og når frem til Miranda lige akkurat tids nok til at kramme hende og sige: “You are not alone”.
For det er den slags, veninder kan. Fornemme lige nøjagtigt, hvornår du trænger til et kram og frem for alt ikke skal være alene. Det er du ikke. Det er jeg heller ikke. I’ve got my girls.
Klummen er tidligere bragt i Magasinet Liv 10. februar 2022.
